Hemmingsen skønnede alvorligt fejl

PENKOWA-SAGEN

Som medlem af bedømmelsesudvalget i forbindelse med Penkowas første disputats i 2003, finder jeg det interessant at få et større indblik i håndteringen af sagen som beskrevet i Kammeradvokatens redegørelse.

Redegørelsen begrænser sig som anført i sammenfatningens indledning til en gennemgang af det indsamlede skriftlige materiale, som er i KU’s besiddelse, suppleret af spørgsmål til ansatte på KU, der har været involveret i den administrative behandling af de mange enkeltsager. Det er derfor med beklagelse, at jeg konstaterer, at Kammeradvokaten har fravalgt at tale med KU-ansatte, som kunne have bidraget til at kaste lys netop over behandlingen af disputatssagen.

Bedømmelsesudvalget havde ved dets møde med dekanatet august 2003 gjort klart, at netop rotteforsøgene var det mest håndgribelige punkt i bedømmelsesudvalgets kritik og det punkt, der først rejste udvalgets mistanke om sandsynlig videnskabelig uredelighed. Det var samtidigt det punkt, der ville have været lettest at undersøge tilbundsgående.

Dekan godtog hvide løgne om rotter

Jeg finder det fortsat dybt kritisabelt, at dekanen ukritisk godtog Penkowas skiftende forklaringer på, hvor rotteforsøgene var foretaget.

Jeg mener, at de skiftende forklaringer, sammenholdt med bedømmelsesudvalgets kritik, og de åbenlyst mange korrespondancer mellem dekanatet og Penkowa og hendes advokat vedrørende den manglende dokumentation for rotteforsøgene, burde have ført til, at også Hemmingsen stillede spørgsmål om, hvorvidt rotteforsøgene overhovedet var foretaget eller om data var fabrikerede. Netop derfor var det allerede i 2003 et spørgsmål om at sikre sig, at en eventuel dokumentation for rotteforsøgene var sand eller falsk.

Alvoren af ovenstående understreges af, at dekanatet var fuldt orienterede om, at det med Penkowa havde at gøre med en person, som uden problemer løj sin mor og søster døde for at opnå dekanatets gunst.

Jeg finder det som Kammeradvokaten påfaldende, at der ikke foreligger et notat vedrørende Hemmingsens telefon-samtale med det spanske firma, som skulle have udført rotteforsøgene, og påfaldende at Hemmingsen ikke senere søgte at følge op på rotteforsøgene. Jeg kunne derfor have ønsket, at Kammeradvokaten havde spurgt ind til disse ubesvarede spørgsmål, i stedet for blot at tage dem ad notam.

Valgte Hemmingsen at leve i ’bevidst uvidenhed’?

Jeg finder det meget uheldigt, at disputatssagen blev lukket på den måde, den gjorde, uden at bedømmelsesudvalget blev inviteret til at kommentere Second-opinion-udvalgets vurdering. Dette ville have givet bedømmelsesudvalget mulighed for at kommentere kvaliteten af det eksterne udvalgs arbejde. Desuden burde Dekanatet have indset, at den af Second-opinion-udvalget fremsatte kritik rent faktisk er imødegået i indstillingen, ligesom de også burde kunne have gennemskuet eventuelle mangler i Second-opinion-udvalgets vurdering.

Som medlem af bedømmelsesudvalget havde jeg indtil da haft tillid til, at dekanatet ville gøre deres ypperste for at komme til bunds i sagen. Sagsforløbet efterlod mig med et klart indtryk af, at Hemmingsen havde truffet valget om at leve i ’bevidst uvidenhed’ om sagens reelle sammenhæng.

Hemmingsen skønnede alvorligt fejl, og det har haft konsekvenser for det videre forløb af ’Penkowa-sagen’. Kun Hemmingsen ved, om han valgte at leve i ’bevidst uvidenhed’ eller ej.

Ukritisk ekspertbedømmelse

Set i bakspejlet skønnede bedømmelsesudvalget desværre alvorligt fejl, da det indledningsvis accepterede at lade dekanatet fremsende udvalgte punkter og ikke den samlede bedømmelse til Second-opinion-udvalget, og senere at acceptere dekanatets forslag om at opsplitte de tre punkter, som bedømmelsesudvalget var blevet bedt om at udvælge til vurdering af Second-opinion-udvalget.

Bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen udtaler til Politiken (23. marts): »Samtidig tror jeg, at second-opinion-udvalget har haft ret i deres kritik af bedømmelsesudvalget på de to punkter, det kiggede på.«

På ovenstående baggrund tager jeg kraftigt afstand fra denne udtalelse. Second-opinion-udvalgets udtalelse vidner tværtimod om, at de ikke forholdt sig kritisk nok til de to punkter, som de blev bedt om at forholde sig til. De gjorde simpelthen ikke deres arbejde godt nok! Eller måske blev Second-opinion-udvalget brugt til ’hvidvaskning’ af sagen.

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.