Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Hendricks og Olsen er en dårlig duo

Anmeldelse — Bogen 'Hovedbrud' er ifølge sig selv tænkt som et band. På scenen står en filosof og en biolog og spiller soloer. Den ene gør det godt.

I min perfekte drømmeverden var Hovedbrud af Johan Olsen og Vincent F. Hendricks slet ikke udgivet endnu. Den var et manuskript i redigeringsproces på vej til at blive »et band, hvor kunsten, filosofien og naturvidenskaben spiller sammen og forhåbentlig laver musik, der åbner nogle døre til kosmos.« Sådan som den ifølge bagsideteksten er tænkt. ’Kunst’ skal her forstås som Rikke Bisgaards cool og humoristiske illustrationer fikst tilrettelagt af grafiker Kitte Fennestad.

Men bandmedlemmet ’kunsten’ får ikke lov til at bidrage ligeværdigt med sit indhold og undren. Illustrator Rikke Bisgaard gør det ellers godt, lægger til ved at citere Salvador Dalis smeltede ure i kapitlet ’Tid’ og bruger de gamle dages skolelokalers anskuelighedstavler som æstetisk greb. Men hun skulle også have haft den plads, der nu er brugt på små, gnidrede arkivfotos af den vestlige verdens all-time favorit Aristoteles, af fysikeren Max Planck som ung og ældre, filosoffen Hilary Putnam og flere andre mænd med skæg og/eller briller samt Johan Olsens guitar (hvor kun historien om den er god) – den plads kunne man have givet til kunsten og dermed billedernes universelle sprog.

 

Hovedbrud

Af: Johan Olsen og Vincent F. Hendricks

Forlag: Gad

Pris: 249,95 kroner

Johan Olsen (f. 1969) er biolog, ph.d. i proteinkrystallografi og forsker med fokus på proteinmolekylers struktur
og funktion ved SBiNLab på
Københavns Universitet.

Vincent F. Hendricks (f. 1970) er dr.phil., ph.d. og professor i formel
filosofi ved Københavns Universitet, hvor han leder Center for Information og Boblestudier.

 

Jeg forlader bagsidetekstens bandmetafor et øjeblik. Inde i bogen er der 22 korte kapitler, der på skift formidler filosofiens og biologiens muligheder for at forklare og især undre sig over alt det, man ikke forstår. Først får vi den ene tilgang, filosofiens, så den anden, biologiens.

Kapiteloverskrifterne er fx ’Klima’, ’Angst’, ’Viden og uvidenhed’, ’Tillid’, ’Sprog’ og ’Lys’. Målgruppen er børn fra 12 år, der kan læse selv og har mod på og interesse for at forfølge et spørgsmål som: »Tilgængelighed mellem mulige verdener er noget spøjst og besværligt noget, for hvad betyder det egentlig, at en mulig verden er tilgængelig fra en anden?«

Den indskrevne læser hos Vincent F. Hendricks er én, der har det okay med Lise Nørgaard som reference og som synes, at eksempler med skating og gaming – dem kan man ikke få for mange af, og at hundelorte på fortovet er et godt valg som eksempel til at forklare, at det er nødvendigt at vi samarbejder med hinanden.

Vincent F. Hendricks fjoller sig igennem sin halvdel af kapitlerne. Det allersidste om os selv, kaldet ’Menneske’, har han ikke engang rigtig gidet at skrive, der står bare: »Alt, hvad der er i denne bog – og mere til … og det tager ca. en selv et liv at finde ud af, hvad det vil sige at være menneske – det er præcis derfor, vi er her.« Eksistens- og moralfilosofi er ikke Hendricks’ område, men alligevel.

En formidler, en anden fjoller

Formålet med formidlingen er ikke at komme til at forstå alting, bogen hedder jo Hovedbrud, for ikke engang videnskaben forstår alting, og det kommer den nok heller aldrig til, men fordi det er »sjovt at prøve«, som Johan Olsen skriver i et kapitel om ’Eksistens, bevidsthed og liv’.

I det hele taget går Johan Olsen flere steder meta på naturvidenskaben – og videnskab som sådan – det kan være når han i slutningen på kapitlet om ’Viden og uvidenhed’ kommer frem til, at der ikke er »noget galt med uvidenhed. Det er derfor, man forsker. Men det er godt at have en idé om, hvad man ved, og hvad man ikke ved.«

Meta er også, når Johan Olsen i det allerførste kapitel om ’Naturvidenskab’ forklarer, at vores hjerner ikke oplever verden rigtigt, men blot en model af verden: »Vi mennesker går rundt i verden og oplever den. Vi synes, vi kan føle, lugte, smage høre og se den, men det er ikke helt rigtigt. Vi får nogle indtryk, som hjernen så laver om til en model af verden. Ligesom en modeljernbane er en model af en rigtig jernbane.«

Sagt på en anden måde placerer Johan Olsen både naturvidenskaben og de enkelte emner, han tager under behandling, i en kontekst. Hvad er forudsætningen for observationerne? Hvad er der uden om teksten? Hvad gør han som biolog i forhold til fx en læge? Det er der et stort vidensmæssigt overskud i, som også fører til at nævne nogle af naturvidenskabens begrænsninger og problemer.

Denne bog trænger til en benhård redigering.
Kamilla Löfström

Det for målgruppen måske vigtigste emne, klima, beskrives som klima, nemlig som tropisk, tørt, tempereret, kontinental og polar. Om klimaforandringer fortæller biologen, at de ikke er noget nyt, men at det »særlige ved de forandringer i klimaet, vi ser i dag, er, at en stor del af grunden til dem er, at vi mennesker forurener.« Herefter forklares forskellen på CO2 og metan.

Johan Olsen er en eksemplarisk formidler af sit fag. Også for børn. Han tager sin læser alvorligt, han bevæger sig forsigtigt, men stadig overbevisende, ind på sin medforfatters område, filosofien, og sidst, men ikke mindst, bruger han en stilfigur, jeg slet ikke kan stå for, zeugmaen, som det naturligste i verden: »bjerge og sandaler«, »høje hæle og Matadormix« og: »Verden består af skyer, snegle, stjerner, opvaskebørster og en del andre ting.«

Enkelheden i hans formidling kan lyde sådan her: »En rotte er den bedste beskrivelse af en rotte. Alt andet er mindre præcist.« Men når nu man går op i præcision, er det da mærkeligt at bruge en betegnelse som ’lykkepiller’, ikk?

Denne bog trænger til en benhård redigering. Hvor er de virkelig frugtbare forbindelser mellem filosofi og naturvidenskab? Det virker helt tilfældigt, når de to forfattere kommer i tanker om den anden forfatter. Og hvis nu denne bog endnu ikke var trykt, så kunne man også nå at fjerne Vincent F. Hendricks’ anekdote om dengang han skulle købe et etui til sit rejsekort. Den er allerede for kedelig til at blive fortalt på en bar.

En redaktør burde have fortalt Vincent F. Hendricks, at han skriver til Greta Thunberg-generationen, der har arvet en jord, de hele tiden får at vide, er ved at gå under. Så kan man ikke i et kapitel om ’Angst’ (der følger lige efter ’Klima’) have Snapchat, skateboards og uopdagede bussemænd som eksempler på ting, man kan være bange for. Den generation fortjener nemlig at blive taget alvorligt.

Kamilla Löfström er anmelder på Information og ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, hvor hun underviser i anmelderi.

Annonce

Seneste