Henrik C. Wegener, bliver universitetet det samme som før? »Nej«

Rektor sidder derhjemme. Det gør jeg også. Det har han og jeg og ret mange andre danskere gjort i to måneder, da han ringer mig op en formiddag midt i maj. Jeg har bedt Henrik C. Wegener, Københavns Universitets rektor (altså bedt hans kommunikationschef om at få ham til at) ringe, fordi Mette Frederiksen sagde noget på et pressemøde. »Der er ikke meget, der bliver som før,« sagde hun. Jeg vil gerne spørge Wegener, om universitetet bliver det samme som før. Derfor opringningen. Og nej, siger han, det gør det ikke.

Der gik mindre end en uge, fra regeringen frarådede forsamlinger på over 1.000 mennesker, til den lukkede Danmark ned.

»Vi var i gang med at se på, om vi skulle til at lukke de store forelæsninger. Vi snakkede om, om vi ville kunne holde Forårsfestival,« siger Henrik C. Wegener.

»Men så gik det jo stærkt, for den 11. marts fik vi at vide, at nu skulle vi lukke universitetet ned, og vi havde 24 timer. Godt og vel. Maks. 48. Det var om onsdagen, og vi skulle være ude af klappen om fredagen.«

Københavns Universitet har et kriseberedskab, og det blev sat i værk. Mindst en gang om året øver ledelsen sig på en krise, og nu gjorde de, som de havde øvet.

»De scenarier, vi har øvet os på, er for eksempel, hvis der er en eller anden galning i gang med et våben eller et giftudslip, men beredskabet kan også bruges i en situation som denne, hvor vores opgave er at få spredt vores medarbejdere og studerende så hurtigt som muligt og få dem hjem,« siger Wegener.

Kan du huske, hvordan du havde det den dag?

»Ja, det kan jeg godt. Selvfølgelig var der et element af: hvordan fanden klarer vi det her? Men nok meget mere det der adrenalin-rush. Jeg har prøvet mange udbrudshåndteringer før, så jeg havde det også lidt som en gammel cirkushest, der dufter savsmuld; det her, det kender jeg, det klarer vi.«

Københavns Universitets rektor har en fortid som forsker i fødevarebårne sygdomme og sygdomme, der overføres fra dyr til mennesker, og har blandt andet været rådgiver for Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Men det her var alligevel noget andet, siger han.

Smitteopsporingen stod andre for, han skulle i stedet lukke bygninger ned, hjælpe internationale studerende hjem, identificere dem, der var nødt til at møde på fysisk arbejde, og sørge for, at alle de andre blev hjemme.

Og så tog du selv hjem?

»Ja, det gjorde jeg. Fredag den 13. marts var jeg hjemme, der lukkede vi butikken og holdt vores første krisemøde online, og så har vi været online lige siden.«

Hurtige beslutninger

Henrik C. Wegener sidder og kigger ud på sin have, hvor familiens hund løber rundt, siger han, og hun trives bedre end nogensinde. Hans hustru arbejder på Statens Serum Institut, så hun er væk i dagtimerne, men internetforbindelsen må han dele med sine to voksne sønner, der begge er vendt hjem fra udlandsophold på grund af coronaen og har online-undervisning fra et college i USA og et universitet i München.

»Lidt af et mirakel,« kalder Wegener det, at online-undervisningen kom op at køre på Københavns Universitet, i ugen efter Danmark blev lukket ned. Der blev truffet en hurtig beslutning om, at universitetet, der ellers havde licenser og sikkerhed på plads til tjenesterne Teams og Skype, også skulle på Zoom.

»Det er udfordrende nok at være underviser i øjeblikket, vi behøver ikke udfordre dem yderligere ved at sige, at de skal bruge et andet program end det, mange af dem er rigtig glade for,« siger rektor om beslutningen.

Ikke for at være strid, men det lyder jo ikke så KU-agtigt. Man hører tit om, at Københavns Universitet er den her kæmpe tanker, og beslutninger tager lang tid, for man skal vende hele den store skude. Nu har I været tvunget til at træffe beslutninger ret hurtigt, hvordan har det været i forhold til den almindelige arbejdsgang, hvor mange skal spørges?

Der grines i den anden ende af forbindelsen.

»Der skal også træffes rigtig mange beslutninger i et rektorat til daglig på meget kort tid, så det er ikke på den måde så unikt. Men det, at du skal træffe beslutninger på meget kort tid og skal forsøge at træffe de bedste beslutninger og så også vide, at det er dem, der gælder, og at alle efterlever dem – det er da meget rart en gang imellem, det kunne man godt vænne sig til.«

Han griner igen, men taler så videre i et mere alvorligt toneleje:

»Det er ikke, fordi der ikke bliver inddraget, der bliver ekspres-inddraget, kan man sige – men vi har ikke brugt tilnærmelsesvis den tid, det kunne have taget. Hvis vi kører tankeeksperimentet, at vi havde en ambition om at gøre KU til et online-universitet og lukke vores fysiske campusser, så var vi jo ikke blevet færdige de første hundrede år, og vi havde nok aldrig truffet beslutningen. Vi gør en dyd af nødvendighed. Alle kan jo godt se, at vi er nødt til at få det her til at virke, og det er ikke et spørgsmål om, at vi har lyst, det er et spørgsmål om, at vi gør det af hensyn til samfundet.«

Den store regnemaskine

Når du bliver rektor på Københavns Universitet, får du en kappe og en kæde at hænge om halsen, men du får ikke en direkte linje til Statsministeriet.

»Vi får de beskeder, som alle får, og vi får dem sjældent før,« siger Henrik C. Wegener, »så vi sidder også og ser pressemøder, og vi prøver at afkode: hvad siger hun? Så går der typisk et stykke tid, og så kommer der en besked fra vores minister, som er lidt mindre kryptisk, og så går der endnu et stykke tid, og så bliver universitetsdirektørudvalgets formandskab typisk indkaldt til et møde med vores styrelse, hvor man så går i gang med at oversætte de meget generelle budskaber til noget konkret.«

Universitetet får en række retningslinjer; belægningsgrad, afstand og et samlet antal, der må opholde sig på campus på samme tid. Lige nu er cirka 15-20 procent af medarbejderne på campus, og folk skal holde en meters afstand til hinanden.

Det billede kommer til at ændre sig, og ledelsen, siger Wegener, arbejder derfor med en række scenarier efterårssemestret ved simpelthen at plotte forskellige tal ind i et regnestykke.

Det er et ordentligt regnestykke …?

»Ja, det er virkelig dejlig matematik, som min krøllede hjerne elsker mere end noget andet. Det er sådan noget optimering, som er sjovt, men også enormt besværligt. Kunsten er at gøre det sådan, at når vi først har lavet regnemaskinen, så kan vi bare ændre parametrene afhængigt af, hvad der bliver givet til os, og så trykke på knappen.«

Når tallene kommer ud, begynder et mere kompliceret fordelingsarbejde, for hvem er det så, der skal have lov at troppe op?

»Trangfølge er et ord, der bruges flittigt,« siger Wegener. Hvem har behov? Og den opgave ligger især ude på fakulteterne og institutterne, for når de store tal er fordelt, må de lokale ledelser vurdere, hvilken studerende eller ansat der har størst behov – hvem kan få lov at komme i laboratoriet og gøre sit speciale færdigt?

Det virker, som om Henrik C. Wegener føler, hans opgave er mere taknemmelig end den, der påhviler de lokale ledere.

»På en måde er det jo nemt at sidde og bryde de der kvoter ned og dele dem ud, men det er ikke nemt for dem derude, der skal vælge mellem Per, Poul og Søren,« siger han.

Kan ikke lide at være isoleret

I to måneder har Københavns Universitet været spredt for alle vinde, dets bygninger kan virke helt ensomme, når man passerer dem, og man kan bekymre sig om den ellers hårdføre sukkulent på skrivebordet klarer skærene.

»Man bliver underlig mat i koderne,« siger Wegener om at være isoleret, væk fra sine kolleger.

»Jeg tror, mine batterier er ganske afhængige af at have social omgang med andre mennesker og at grine af den skæve bemærkning, der kan falde midt i en diskussion af alvorlige eller dødkedelige ting. Den er svær at få ind i det virtuelle univers.«

Jeg spurgte, hvad der har været sværest den seneste tid, og han svarer, at han ikke har det så nemt med kun at mødes med folk online. »Jeg er et socialt dyr og temmelig ekstrovert.«

Møderne bliver for effektive, siger han, og ja, han kan da godt glædes lidt over effektiviteten, men han synes også, at det kan blive skræmmende effektivt.

»Der er fandme ikke noget small talk, det er helt to the point, og der er noget, der går tabt – for eksempel det at kunne sanse, om en kollega har det svært.«

Han opfordrer derfor lederne rundt om på universitetet til at bruge den gode gamle telefon, »for det sjove er, at det næsten er den mest intime kontaktform, vi har i øjeblikket, og telefonen er – i sammenligning med et videomøde – lettere til de svære ting,« siger han.

Han savner sine kolleger, og han savner »at mærke universitetet,« siger han.

»Jeg kan godt mærke, at vi træffer beslutninger, der handler om Københavns Universitet, og vi diskuterer ting, der handler om Københavns Universitet, men hvad er Københavns Universitet? Er det medarbejderne? Er det bygningerne? Eller hvad er det? Vi arbejder med alle de her universitetsspørgsmål i et rent virtuelt universitet, og det er en mærkelig størrelse for mig at sanse.«

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet: Hvilket universitet vender vi tilbage til, når støvet har lagt sig?

Mette Frederiksen sagde på et pressemøde, at der er meget, der ikke bliver som før. Bliver universitetet det samme som før?

»Nej.«

Tror du, at noget for altid vil være forandret?

»Det tror jeg. Jeg tror, det er noget, der var i gang med at forandres allerede, men vi har accelereret en udvikling.«

Han peger på det virtuelle; den digitalt understøttede undervisning, som der allerede var et strategisk ønske om at prioritere. Den kommer til at eksistere i et større omfang, siger han. Han peger på universitetets grønne dagsorden; for eksempel at flere forskere har fået øjnene op for, at møder og konferencer kan foregå virtuelt, og at det kan hjælpe universitetet med at sænke sit CO2-aftryk.

Tror du, der er noget, vi har mistet – er der en ærgerlig påvirkning af universitetet af det, vi går igennem nu?

»Der er en ærgerlig økonomisk påvirkning på kort til mellemlang sigt. Det her har en økonomisk konsekvens for verdenssamfundet og for det danske samfund, og da vi er en del af den offentlige sektor, bliver vi også påvirket af den samlede økonomi. Så vi går en periode i møde med økonomisk knaphed i samfundet, og den vil nok i et eller andet omfang smitte af på os.«

Og så er der en anden ting, siger Wegener, på den længere bane. Københavns Universitet har ikke nogen planer om at blive et online-universitet, siger han, »måske mere et hybrid-universitet end udelukkende et fysisk universitet,« men altså ikke et online-universitet.

»Men det kan være, at der er andre universiteter, der efter det her vil gå meget mere offensivt i gang online, og det kan også være, at der er mange studerende, der synes, at det vil være et glimrende alternativ til at gå på Københavns Universitet. Jeg håber ikke, det er noget, politikerne lader sig friste af,« siger han.

Man sidder eddermame meget ned

Mine 30 minutter med Henrik C. Wegener er gået, og jeg ved ikke, hvis Zoom-møde jeg forsinker, men rektor bliver hængende. Han kigger ud af sit vindue, jeg ud af mit. I dag er en grå dag. Der har ellers været mange klare blå.

»Jeg tænker, at det må være en form for kompensation fra de højere magter, at når vi nu har corona, får vi noget godt vejr, for så er alt da ikke helt galt,« siger Wegener.

Han har brugt al den tid, han normalt bruger på transport, på at komme udenfor, »for man sidder eddermame meget ned, når man laver hjemmearbejde,« siger han. Han går og løber og tager på fisketur, siger han.

»At stå i vandkanten og se, om en havørred skulle få lyst til at bide på … at komme ud har hjulpet med at holde hovedet nogenlunde sundt og fornuftigt.«

Artiklen er oprindeligt bragt i Uniavisens trykte magasin nr. 3 2020.