Her graver KU for 200 millioner kroner

Arkæologerne på Københavns Universitet (KU) udlever i øjeblikket et arabisk eventyr i ørkenen i Qatar ved Den Persiske Bugt.

Siden 2009 har de udgravet den tidligere perlefisker- og handelsby Al Zubarah, der også kaldes Mellemøstens Pompei. Stedet har siden 2013 været på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Den stenrige ørkenstat har indtil nu betalt Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) mere end 100 millioner kroner for arbejdet, og pengestrømmen i form af et tocifret millionbeløb årligt fortsætter til 2019, hvor kontrakten med Qatar Museums Authority udløber. Den totale udgift fra Qatar til KU ender omkring de 200 millioner.

Det gør det til det største humanistiske forskningsprojekt finansieret af eksterne midler på KU nogensinde, og man skal også lede længe efter større projekter inden for natur- og sundhedsvidenskab, der traditionelt har lettere ved at skaffe private donationer.

Center for Sund Aldring, som er finansieret af 300 millioner kroner fra Nordea-fonden, og proteinforskningscentret, som Novo Nordisk Fonden gav 600 millioner kroner til, er blandt de få eksempler.

Fast arbejde til forskerne

Mindst 20 forskere arbejder i Al Zubarah fra oktober til april, hvor temperaturen er lavest.

Ingolf Thuesen, institutleder på ToRS og ansvarlig for projektet, fortæller, at qatarierne betaler løn og alle udgifter til forskerne og den store organisation omkring dem.

Det giver fast beskæftigelse til ti af instituttets ansatte og 30-40 øvrige forskere fra 14 forskellige nationaliteter, der på skift arbejder i Al Zubarah – arkæologer, historikere, biologer, geologer, kemikere, konservatorer, kulturarvsformidlere og projektstyringseksperter.

»Projektet er med til at gøre universitetet bedre, større, og mere kendt i den arabiske verden, og så koster det os ikke en krone,« siger Ingolf Thuesen og viser stolt den velkomstfolder med KU’s navn og logo, som de cirka 10.000 gæster, der besøger udgravningen hver måned, får stukket i hånden.

Diskussionen om de ’brødløse’ humanister og regeringens plan om at dimensionere uddannelser, de fleste små fag på Humaniora, gør derfor ondt på institutlederen.

»Det kan godt være, at vi ikke uddanner mange kandidater på de små fag, men Al Zubarah viser, at vi producerer forskningsprojekter i verdensklasse, der skaffer mange penge hjem til Danmark. Jeg har svært ved at se fornuften i at nedlægge et af de mest indtægtsgivende fag på KU,« siger han.

Indkapslet i sand

Ifølge Ingolf Thuesen er Al Zubarah ikke blot en god indtægtskilde, men også uhyre videnskabeligt interessant.

Resterne af byen, der havde 5.000-10.000 indbyggere, ligger i dag begravet under ørkensandet i det nordvestlige Qatar, men fra cirka 1760 til 1811 var det et handelsknudepunkt, der bandt Asien, Afrika og Europa sammen. Det var en kosmopolitisk handelsby centreret omkring perlefiskeriet i Golfen. Perlerne var efterspurgte både i Europa og i Kina, hvor de blandt andet blev brugt som dekoration på kejserens dragt.

Al Zubarah var en frihandelszone, der ikke betalte skat, hvilket formentlig var grunden til, at byen blev angrebet og ødelagt af styrker, der var loyale over for Sultanen af Muscat i det nuværende Oman i 1811.

Byen blev derefter langsomt dækket af sand og fastfrosset i tiden, som Pompeji blev dækket af vulkansk aske. Det giver en helt unik indsigt i byplanlægning og sociale og økonomiske forhold i perioden, fortæller Ingolf Thuesen.

»Vi er i gang med den store støvsuger, men det ville tage 1.000 år at fjerne alt sandet. Det må vi ikke for UNESCO, men vi kan se, at byen var planlagt med gader, kvarterer, markeder, paladser og moskeer, og at den var beskyttet af en 1,6 km lang bymur med tårne,« siger han.

Arkæologerne har kun udgravet tre procent af byen, der dækkede et areal på cirka en kvadratkilometer, og målet er at nå op på 15 procent i 2019.

Udfordringerne er mange: Husene er bygget i porøse materialer, temperaturen kan nå op over 50 grader om sommeren, og der kommer voldsomme storme ind fra havet. Sandstorme fra indlandet og salt fra både undergrund og hav får bygningerne til at smuldre, når de bliver gravet frem.

Forskerne har derfor udviklet helt nye bevaringsmetoder, og de har skrevet en flere hundrede sider lang konserveringshåndbog og en managementplan for den kommende arkæologiske park, som Al Zubarah-projektet skal munde ud i.

En fordringsfuld arbejdsgiver

Den 22. juni sidste år lykkedes det KU-forskerne at få Al Zubarah på UNESCO’s verdenskulturarvsliste, som den eneste velbevarede by fra 1700-tallet i denne del af verden.

Det kræver et enormt forarbejde og tager normalt mindst ti år, men de klarede det altså på fire år.
Det var myndighederne i Qatar, der blot to år inde i projektet meddelte, at de ikke kunne vente længere med godkendelsen, så
Ingolf Thuesen måtte øge staben i Al Zubarah til 120 mand i 2011.

»Vi gjorde det, så vi kunne jo godt, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville gøre det igen,« siger han og tilføjer, at emiren er en fordringsfuld, men også på mange måder gavmild og moderne arbejdsgiver:

»Det er et kulturarvsprojekt, som går ud over arkæologien. Vi har ressourcer til at lave det på måder, som vi normalt ikke har mulighed for, og det skaber nye innovative løsninger og samarbejdsformer.«

For eksempel samarbejder arkæologerne med Maersk Oil, der har avanceret udstyr til at scanne klippeprøver, om at lave kemiske analyser af fundne genstande. På den måde har forskerne sporet keramik til Holland, Kina, Japan, Iran og hele golfregionen, så de kunne kortlægge det globale handelsnetværk i 1700-tallet.

Et japansk firma har også udviklet en interaktiv app, som gæsterne kan bruge til at se 3d-modeller af bygninger og meget mere, når de besøger stedet.

Kritik af menneskerettigheder

Qatar er ifølge IMF det rigeste land i verden på grund af de enorme gas- og oliereserver, som har gennemgået en hastig udvikling fra et fattigt beduin- og fiskersamfund til en moderne stat med veludviklet infrastruktur og veluddannet befolkning.

Den nuværende emir Sheikh Tamim bin Hamad Al Thani har et internationalt udsyn og vil gerne være vært for internationale begivenheder og kongresser. Blandt andet skal VM i fodbold afholdes i Qatar i 2022, hvilket er blevet kritiseret voldsomt i medierne.

Emiren har godt nok stillet demokratiske reformer i udsigt, men det er fortsat et arveligt monarki med begrænset ytringsfrihed, og selv om lovgivningen er mere liberal end i nabolandene, følger Qatar den islamiske sharia-lovgivning, hvilket fx betyder, at det er forbudt at være homoseksuel.

Der går også rygter om bestikkelsespenge for at få VM til ørkenstaten, og den engelske avis The Guardian har afsløret, hvad den kalder ‘slavelignende’ arbejdsforhold for de nepalesiske bygningsarbejdere, der bygger de nye fodboldstationer.

Ingolf Thuesen understreger, at der ikke har været lignende problemer i forbindelse med udgravningen af Al Zubarah.

»Vi sikrer os, at der er ordentlige forhold, når vi hyrer arbejdskraft. Ellers kan vi ikke være med, men vi er heller ikke blevet bedt om andet af myndighederne,« siger institutlederen.

Retten til historien

Han tilføjer, at Al Zubarah og placeringen på verdensarvslisten er vigtig for Qatar, fordi det ikke kun handler om arkæologi, men også om retten til at skrive historien.

Qatar blev først uafhængigt i 1971, efter briterne havde trukket sig ud, så man er i gang med at skabe en national identitet.

»Ethvert statssamfund i verden har brug for at have en historisk begrundelse og en fortælling om sig selv, som indbyggerne kan være stolte af. Al Zubarah er ikke anderledes, end at vi har Jellingstenene, Roskilde Domkirke og Kronborg,« siger Ingolf Thuesen.

Han tilføjer at en del af den nationale selvfølelse er, at være kendt for noget positivt i andre lande.

En placering på listen over verdens kulturarv er derfor også attraktiv, fordi det dermed anerkendes, at et nationalt sted har betydning for det globale samfund.

Der er lange traditioner for stærke bånd mellem København og Mellemøsten. Ingolf Thuesen siger:

»Vi blev inviteret til Qatar fordi vi både havde de nødvendige kompetencer på KU, og fordi Danmark som noget enestående har en meget fin arkæologisk tradition for at arbejde i Mellemøsten, nemlig småfaget Nærorientalsk Arkæologi.«

clba@adm.ku.dk