Heste sparker som regel ikke forlæns

»Kan du ikke tegne en pige der har hele armen inde i røven på en ko?« spørger fotografen.

Vi venter i receptionen hvor alt er nyt og funklende. Rå betonvægge, kunst, massivt lysindfald, og der er hynder i smagfulde farver på bænkene. Gæstebogen ligger her også med lutter blanke sider. Det er den fotografen har fået øje på. Med åbningen af Universitetshospitalet for Store Husdyr har Københavns Universitet fået en ny filial. Et mægtigt anlæg i det grønne, bølgende landskab uden for Tåstrup.

Her er idyllisk. Hospitalets nærmeste naboer er en kirsebærplantage og Life’s omfattende samling af æbletræer i et såkaldt pomet. Bygningerne glimter i solen, renskurede og blanke som kulisser, og samtlige medvirkende lader til at være unge kvinder uniformeret i ens blå heldragter. Det ligner kort sagt hovedkvarteret for skurken i en James Bond-film. Der er også noget underligt ved dimensionerne – alting er i overstørrelse. Dette sted er ikke bygget til mennesker.

Heste, heste, heste

»Vi vil gerne vise jer at det er et universitetshospital med studerende så artiklen ikke bare bliver heste, heste, heste,« har klinikchef Susanne Nautrup Olsen slået fast i telefonen. Og nu står vi her så. Gæstebogen får hurtigt sin tegning. I baggrunden melder en patient sin ankomst med en høj vrinsken. »Ja, det hedder patienter, også når det er dyr,« forklarer klinikchefen. »Og ejerne kalder vi klienter.«

Med over tusind kostbare indlæggelser om året bliver Universitetshospitalet i høj grad drevet som indtægtsdækket virksomhed. Men 200 studerende får også deres daglige undervisning herude. Dyrlægestudiet er eftertragtet, og de studerende er villige til at lægge mange timer i Tåstrup. Programmet lyder på undervisning fra 8.30-16.30 med stuegang, casestudier, analyse af prøver og så videre, og det forventes at man derudover tager frivillige aften- og nattevagter, ligesom der selvfølgelig skal læses teori.

»Det er en stor del af livet der foregår her for de studerende,« siger Susanne Nautrup Olsen. »Min søn læser humanistisk informatik i Aalborg – jamen, det er jo et driverliv!« Selv beskriver klinikchefen sig som »typisk jysk ponytøs der har villet være dyrlæge siden jeg var fem«. Hun kom ind på studiet i tredje forsøg, arbejdede derefter blandt andet i praksis og på slagteri inden hun vendte tilbage til Life, tog sin ph.d. i hestemedicin, blev lektor og er nu altså chef for det spritnye hospital.

Ingen svin med snue

Danmark er fuldt, nogle ville sige overbefolket, af køer og svin. Det er jo også store husdyr. Man kan godt undre sig over at hospitalet er så fokuseret på netop heste. Dem er der jo stort set ingen der gider sætte tænderne i længere. »Når det gælder heste, er der et følelsesmæssigt engagement i det enkelte dyr,« forklarer Susanne Nautrup Olsen.

Svin og køer bliver normalt tilset når dyrlægerne kører ud til de store besætninger. Så hospitalets svine- og kvægpatienter er enten indkøbte forsøgsdyr, eller også er de blevet henvist af dyrlæger fordi deres behandling er interessant i undervisningsøjemed. Hesteklienterne, derimod, betaler gerne. Og her er en hesteforsikring god at have.

»Ofte er patienterne akutte. En typisk sygdom er kolik, altså ondt i maven.« Her koster behandlingen nemt 15.000 kroner, operationer er langt dyrere. Man forstår hvorfor når man ser en operationsstue. Den overdimensionerede indgang er beklædt med et tykt lag blødt, rødt gummi. Når hesten ankommer, bliver den bedøvet her, og det er også her det omtumlede dyr får lov at vågne efter bedøvelsen. Hvis der går panik i hesten, eller den falder omkuld, kan den ikke gøre skade på sig selv takket være polstringen. En kran med 1.500 kilo trækkraft hejser dyrene op til operationsbordet.

Alt – selv det skyggefri nordvendte ovenlys – er dimensioneret efter patienternes behov. Og serviceniveauet er tårnhøjt med en mandsopdækning af de indlagte der ville vække misundelse på de fleste af landets strejkeplagede menneskesygehuse. Vi bevæger os ind på intensivgangen. »Stille – syge føl,« formaner et skilt. Dyrene er smukke. Et meget stort Shire-føl står i en bås og ser ikke ud til at fejle det mindste. Overfor står en hest i lommeformat med sit endnu mindre afkom og bliver undersøgt af to studerende. Og i en tredje bås ligger et lille sort føl med brækket forben i høet og trækker vejret stille.

Hospitalet omfatter også en fløj med egne undervisningsdyr. Der er masser af frisk luft og lys i staldene. En rolig gumlelyd danner lydtapet. Her står syv hopper som er vant til at blive udsat for lidt af hvert, nogle køer af forskellige typer og tre får. En nyligt opereret sortbroget ko stirrer på os. Den har fået foretaget en løbedrejning, en justering af en af maverne, som har vendt sig forkert. Dette er ikke en lidelse et menneske kan få. Koen ser ud til at få sig et grimt ar hvor den er blevet syet, men det er ikke sikkert den ænser det.

Jeg har hørt at I har køer med vinduer i maven, passer det?

»Ja, ja, det har LIFE. Men ikke for tiden.« Susanne Nautrup Olsen tænder en smøg idet vi går udenfor. »Det er helt normalt.« Hospitalets øvrige normale aktiviteter omfatter brugen af et løbebånd til heste i et fitnessrum i gigantstørrelse. Her kan patienten løbe op til 40 kilometer i timen på båndet, mens otte hjelmklædte studerende foretager deres undersøgelser. »Er I en gymnasieklasse på Åbent Hus-besøg?« En bus har netop gjort holdt foran hospitalet, og en flok teenagetøser vælter ud. »Nej, vi er dyrepassere,« siger én, let forurettet, »med heste som speciale.« Hele gruppen marcherer målrettet over til staldene.

Stuegang i smølfetøj

I en bås bliver tre langpelsede geder tilset af to studerende og en dyrlæge. »De to kom ind med symptomer på en mulig forgiftning,« forklarer lektor Heidi Enemark. »Den tredje skulle bare kastreres.« Hun lytter omhyggeligt på gedernes lunger. Den kastrerede ged ser ikke ud som om situationens fulde alvor er gået op for den.

Heidi Enemark fremsætter en rhododendron-hypotese mens undersøgelserne fortsætter. Der er også tid til at kradse den største af gederne blidt på halsen. »Geder er efter min mening nogle af de mest charmerende dyr overhovedet,« siger Heidi Enemark. Geden lukker øjnene og ser salig ud.

Det er tid til stuegang. Et hold studerende i blåt tøj, alle piger på nær én, flokkes om et smalt bord, en tavle med data om de indlagte patienter og en rullevogn med medicin. Der er ivrig aktivitet, og drabelige sprøjter bliver fyldt med præparater. De skæver til fotografen, usikre på om de er klædt på til at blive foreviget.

»Det er smølfetøj,« griner Mette Lindstrøm Larsen.

Hvorfor har I det på?

»Fordi vi SKAL!« Uniformerne, lyse for dyrlæger, mørke for studerende, blev indført for nogle år siden så hospitalets klienter kan se hvem de har med at gøre. Kliniktøj er temmelig dyrt, så mærkerne siger stadig KVL. En anden studerende holder et reagensglas frem mod instruktøren. »Det kom ud af røven på den.« Glasset indeholder noget der ligner en cornflake. Det er en spån. Hestene går på dem.

Mette Lindstrøm Larsen er med til at behandle en hest med en skade på bagbenet. Den er blevet opereret efter et spark der brækkede en knogle. Det enorme dyr står i en boks der forhindrer at den sparker bagud eller stikker af. Mette undersøger forsigtigt såret. Det ser rent ud. Hesten holder sig nogenlunde i ro, men den bryder sig ikke om at der bliver trykket på det ømme sted. Den giver sig når såret bliver renset, og en enkelt gang sparker den hårdt til boksen.

Dyrlæge Aziz Tnibar beslutter, at hesten ikke længere behøver et dræn i såret. »Nice compression now!« instruerer han. Mette er næsten halvt inde under det 600 kilo tunge dyr. Hun er ikke bange. »Heste sparker næsten altid bagud.« Næsten altid? Hun vikler den nye forbinding på. Hvis man virkelig holder af heste, er ‘næsten’ OK odds.

chz@adm.ku.dk