Historien om en sørgelig klagesag

Fagrådet Aktive Statskundskabere har taget initiativ til et koncept, de betegner forskningsfællesskaber. Her har studerende mulighed for at mødes med forskere og tale om forskernes work in progress. Det lyder som et glimrende initiativ.

Desværre er den slags, ifølge Universitetsavisen, også usædvanligt. Til gengæld er forelæsninger ikke ligefrem en usædvanlig kommunikationsvej mellem forskere og studerende. Derfor følger her en beretning fra Panum Instituttet, hvor forelæsninger som bekendt er en del af hverdagen.

Læs mere:

Usædvanligt: Tre studerende drøfter forskning med forsker

På Panum lærer de studerende at sige manglende compliance, når de konstaterer et mismatch i kommunikationen mellem læge og patient. Anderledes forholder det sig, når der konstateres et mismatch i kommunikationen mellem professor og studerende. Her lærer vi ikke at sige noget (særligt), når vi konstaterer et mismatch mellem hvad professorerne kan og hvad vi kan.

Måske har det den banale årsag, at der ikke er noget at sige; så skulle det da lige være en høflig angivelse af retningen på den nærmeste studiesal. Måske er det mere end det. Måske er det i sig selv en årsag der kan forklare, at spredningen blandt os studerende er til at få øje på, når vi står over for at skulle vælge, hvordan vi løser den opgave, det er at studere.

Med henblik på at eksemplificere denne spredning, tillader vi os at benytte forelæsninger forestået af professor Jens Juul Holst som case og frem for alt lade det være hyldest fra auditoriets ydmyge fløj.

»På Panum lærer de studerende at sige ‘manglende compliance’, når de konstaterer et mismatch i kommunikationen mellem læge og patient.«

Først lidt baggrund. Professor Jens Juul Holst har brugt et liv på at forske i reguleringen af blodsukker, eller som han selv foretrækker at betegne det: plasmaglukose. På det akademiske plan har det, udover en massiv publikationsliste, givet anledning til, at det centrale hormon i hans forskning nu beskrives i fysiologiske lærebøger.

På det industrielle plan udgør hans resultater en hjørnesten i Novo Nordisks produktion af lægemidler mod gammelmandssukkersyge, type 2-diabetes. Det lyder som noget nær den ideelle medicinske forsker, der mestrer at kombinere grundforskning med disciplinens intention om at ’gøre noget godt for menneskeheden’.

Og så til sagen. For hvordan foregår det, når en professor med det format fortæller en studenterårgang om lungefysiologi? Det går først og fremmest hurtigt. Professoren udmærker sig ved både at være meget teknisk og gå i detaljen med den forskningsmæssige historie, som til hver en tid er grundlaget for et akademisk kursus.

»Findes der ikke oplagt litteratur på det givne område, udfærdiger Jens, hvad han betegner forelæsningsnoter; et kompendium som det utrænede øje med rette kunne forveksle med en bog.«

De eneste pusterum Jens Juul Holst har indpasset i sine forelæsninger er øjeblikke, hvor han slipper kridtet, trækker sig et par skridt tilbage fra tavlen, betragter de tekniske udledninger og supplerer med et lavmælt ‘… og det kan vi jo godt forstå!’. Et egentligt pusterum er det vel nok kun for ham selv, for hvad er det i det hele taget vi – det vil sige i praksis han – godt kan forstå?

Og det er ikke kun, når det handler om lungefysiologi, at Jens Juul Holst forelæser. Han lægger også navn til forelæsninger om emner inden for endokrinologi og energiomsætning. Undertegnede har fået indtryk af, at når den øvrige del af fakultetets fanebærere tilfældigvis ikke lige har tid til holde de perspektiverende forelæsninger, ja, så springer Jens Juul Holst til. Og findes der ikke oplagt litteratur på det givne område, udfærdiger Jens, hvad han betegner forelæsningsnoter; et kompendium som det utrænede øje med rette kunne forveksle med en bog.

»På trods af at klagen således blot var med til at understrege Jens Juul Holsts suverænitet og falmede som egentlig klagesag, gav den anledning til at sætte studiet i perspektiv.«

Imidlertid er spredningen blandt os studerende som sagt til at få øje på, og ikke alle deler ovenstående utvetydige begejstring. Nogle var faktisk så utilfredse, at de udformede en skriftlig klage, som høstede en del underskrifter. Således satte vi som studerende en sørgelig scene omkring en klagesag, der heldig- og naturligvis aldrig rigtigt nåede at blive en egentlig sag.

Den slags formår Jens Juul Holst nemlig på elegant og humoristisk vis at omsætte til en kollegial håndsrækning. I løbet af en spørgetime bad han diskret en yngre kollega betjene kridtet med kommentaren ‘… jeg har nemlig på skrift, at min håndskrift ikke er egnet.’ Dette var en reference til klagen indsendt af de studerende, hvor der stod: ’Ydermere er tavleorden ikke præget af orden…’.

At klage over manglende tavleorden er blot med til at understrege klagens fravær af substans. Dertil kommer, at ordene er møntet på en mand, der på en tavle kan tegne Siggaard-Andersen nomogrammer med en skræmmende præcision.

»det virker ganske enkelt ikke at udforme en klage på et grundlag af spinkel (selv)indsigt«

På trods af at klagen således blot var med til at understrege Jens Juul Holsts suverænitet og falmede som egentlig klagesag, gav den anledning til at sætte studiet i perspektiv.

Det kan man gøre på mange måder. Aktive Statskundskabere gør det med initiativet forskningsfællesskaber. Andre gør det ved at gå til forelæsning. Og ja, så er der nogle, der gør det ved at klage. Spredningen er som sagt stor, hvilket absolut ikke er et problem.

Men som Jens Juul Holst ynder at formulere det ’… så skal det jo virke’. Og det virker ganske enkelt ikke at udforme en klage på et grundlag af spinkel (selv)indsigt. Så vi må nok hellere være forsigtige med at klage over mismatch mellem hvad professorerne kan, og hvad vi selv kan.

Forklaringen findes jo nok i bøgerne.

uni-avis@adm.ku.dk