Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
DET MODERNE FILMMEDIE - Det er nok verdens ældste biblioteksfilm, der nu er hentet ud af Statens Filmarkivs gemmer. Den viser folkebibliotekets rolle i samfundet på et tidspunkt i begyndelsen af det 20. århundrede, da filmmediet var så ungt, at ingen vidste, om det var en god idé at promovere sig selv på film.
Hvad er den størst opnåelige lykke for en humanistisk forsker?
Martin Dyrbye fandt sin inde i Statens Filmarkiv, da han en dag snublede over den første dokumentarfilm om danske folkebiblioteker nogensinde. Den er formentlig også verdens ældste såkaldte biblioteksfilm, og det udløste forskerkicket hos ham.
»Det er nok typisk for humanister at opleve en særlig glæde ved at finde noget kulturskabt, noget menneskefrembragt, i nogle arkiver, og et fund som det her sker måske kun én gang i livet, så det var noget særligt for mig,« siger Martin Dyrbye, der er lektor og forsker i videns- og mediehistorie ved IVA (Det Informationsvidenskabelige Akademi) ved Københavns Universitet (KU).
Filmen, med det sigende navn “Københavns Kommunebiblioteker Sct. Nicolai Bygning September 1922”, blev produceret til og vist for første gang i forbindelse med det, som Martin Dyrbye selv betegner som Danmarks første bogmesse, kaldet “Bogudstillingen 1922”.
»Filmen skulle skabe begejstring omkring folkebibliotekerne – nøjagtigt som i dag, når bibliotekerne går ud for at få opmærksomhed på sig selv. Desuden var det et krav til filmen, at den skulle handle om noget lokalt. Det er nærhedsprincippet, man anvender der, for at de, der bor lokalt i forhold til biblioteket, skal kunne se sig selv i filmen.«
Selv kom han helt tæt på filmen, mens han i 2005 var én af hovedforfatterne på bogen “Det stærke folkebibliotek”. Da fandt han en kvittering og en kortfattet ansøgning, hvori der var omtalt en film fra 1922. I første omgang skrev han bare en note om det.
Først senere fandt han i Statens Filmarkiv frem til noget materiale, der hed “Københavns Kommunes Biblioteker”, og deri havde filmen ligget og puttet sig siden 1970’erne.
Han har skrevet om baggrunden for, at filmen blev lavet til Bogmessen i 1922 i et kapitel i bogen “Good book, good library, good reading”. Der var indvendinger og panderynken imod en biblioteksfilm dengang. Filmmediet blev for eksempel opfattet som kun til underholdning, men tiden var blevet moden.
»Det mærkelige er, at det her skete så relativt sent første gang. Filmmediet slog for alvor igennem i 1910, og i 1915 havde nogle amerikanere beskrevet, hvordan filmen kunne bruges af folkebibliotekerne til at fortælle om sig selv, men ingen gjorde det før end i 1922, herunder i Danmark,« fortæller Martin Dyrbye.
Det var dog kostbart at producere og formidle film, og det var formentlig også en medvirkende årsag til, at bibliotekerne holdt sig fra at benytte det nye medie i de første årtier af det 20. århundrede.
Filmens varighed er syv minutter og 30 sekunder. Plottet beskrives af Martin Dyrbye som enkelt, tydeligt og realistisk og skal illustrere det daglige arbejde, der hører med til at drive et bibliotek. 1922 er også året, hvor dokumentarfilmen dukkede op for alvor.
Stumfilmens handling er en række korte scener og med undertekster til at forklare, hvad skuespillerne siger. Det nyåbnede bibliotek i Sct. Nicolai Bygning (Sct. Nicolai Kirke), der var centralbibliotek i København dengang, er udgangspunktet for at præsentere byens biblioteker.
Filmens åbningsscene viser to mænd – de er sikkert venner, som slentrer igennem indre by i København. De begynder at diskutere søulken Christian Jakobsen Drakenberg, der selv hævdede, at han blev 145 år gammel (1626-1772). Den ene mand tror ikke på det, men hjælpen er selvfølgelig nær, og de begiver sig hen til det nærmeste folkebibliotek, i Sct. Nicolai Bygning, hvor bibliotekaren heldigvis kan fremvise en helt ny bog, hvori Drakenberg omtales.
anfj@adm.ku.dk