Historiker med komikertalent

Dublin, november 2008: Stuart Ward kommer gående i rask gang ned mod togstationen med en paraply svingende i den ene hånd. Han er ung i forhold til de konnotationer der forbindes med ordet professor. 40 år. På trods af at grå skyer hænger lavt og trykkende, så er han glad og hilser med et smil og et fast håndtryk.

Det er en kølig, irsk eftermiddag der helt sikkert vil bringe noget regn med sig. Alligevel går vi en tur i kvarteret i dagens sidste lys før vi bevæger fødderne i retning af hans lille hus i Booterstown – en forstad til Dublin. Her har han indrettet hvad han beskriver som »a nice home amay from home«. I løbet af den korte gåtur når Stuart Ward at give et foredrag om Storbritannien som kolonimagt. Et emne der tydeligvis appellerer til hans fortælleglæde.

Universitetsavisen har i år måttet rejse langt for at få Årets Harald i tale. Stuart Ward har fået tildelt et gæsteprofessorat på University College i Dublin hvor han skal undervise i halvandet år før han vender tilbage til Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Det Humanistiske Fakultet. Familien der består af en dansk kone og to tosprogede børn i skolealderen, er endnu ikke flyttet fra København, selvom der er fundet nye skoler i det irske. Så for tiden er Stuart Ward en ‘Skype-dad’, som han kalder det.

Ydmyg prismodtager
Det er nu ikke fordi at han har masser af tid til at ‘skype’ med familien i Danmark. I det kommende semester skal Stuart Ward undervise på universitetet fire ud af ugens fem dage. En omstændighed som de irske studerende kommer til at nyde godt af. På KU roser hans elever ham nemlig til skyerne.

I en indstilling af Stuart Ward som årets underviser lyder det blandt andet: “Stuart Ward er, på en uprætentiøs og aldeles udogmatisk måde, en vidende og engageret underviser, for hvem det vigtigste er at motivere og engagere de studerende i undervisningen. Han er en nærmest legendarisk forelæser på instituttet (for Engelsk, Germansk og Romansk, red.) hvor hans forelæsninger er kendt for at inddrage humor på en særdeles konstruktiv måde, uden at det på nogen måde sænker det akademiske niveau.”

Og senere i samme indstilling: “Selvom hans primære forskningsområder er imperiehistorie og australsk historie, er han en dygtig og kompetent forsker der også kan komme med konstruktiv kritik omkring litteratur, uden at han på nogen måde sætter sig op som ekspert og siger at hans mening er sandheden. Faglig styrke bliver blandet med ydmyghed på en imponerende måde.”

At Stuart er en ydmyg person viser sig også straks da han hører de flatterende ord. Han er glad og stolt over udnævnelsen, men understreger i samme åndedrag at han ikke har det helt godt med at blive highlightet som den bedste over for kollegerne på instituttet i Danmark. Den gode undervisning kunne aldrig lykkes uden det tværfaglige samarbejde understreger han. Desuden ser han prisen som et tegn på at KU gerne vil rose den gode undervisning generelt, og derfor konkret har valgt ham. Som var det tale om tvang.

Det lyder som dansk jantelov, men Stuart Ward er født og opvokset i Australien. Han forklarer at aussier er kendte for ikke at tage sig selv for alvorligt, så måske er det derfor de studerende tillægger ham ydmyge kvalititeter. Han vil i hvert fald ikke tage æren alene; hverken for at være årets underviser eller for at have en ydmyg natur. Hvis det sidste er sandt, må det være noget kulturbestemt, foreslår han.

Stoler på sin intiution
Stuart Ward har været ansat på KU siden 2003. Hans unge entré som professor i universitetsverdenen skyldes ikke store ambitioner om at undervise for fyldte auditorier. Det han altid godt har kunnet lide, er at fortælle historier, og fortælleglæden mærker man hurtigt. Avisens udsendte må således afbryde et halv times langt foredrag om første verdenskrigs mest ukendte slag – slaget ved Gallipoli – for at få samtalen drejet ind på undervisning og lærergerning og udnævnelsen til Årets Harald.

Som man sidder i den lille stue med de endnu bare vægge og hvide bomuldssofaer, har man fornemmelsen af at det fysiske bevis på Haraldudnævnelsen, en glasugle, vil blive gemt væk bag reolens bøger om imperiehistorie. For Stuart vil hellere med fagter og levende mimik fortælle om Gallipoli og det engagerede hold af studerende han underviste i foråret, end han vil vedkende at blive omtalt som en legendarisk forelæser. Han er dog villig til at fortælle om sine erfaringer.

»Jeg har ikke nogen huskeseddel med mig hver gang, og jeg hviler mig ikke op ad pædagogiske principper. Min tilgang til undervisning er langt mere intuitiv. Jeg tror jeg har en god situationsfornemmelse. Jeg kan mærke når jeg ikke trænger igennem. Hvis jeg kan se at de ikke forstår, så prøver jeg at ændre retorikken og finde en problemstilling, som de kan relatere til. Jeg tror ikke man kan redde en undervisningssituation ved at tale højere eller ved at stå og fyre vittigheder af,« siger han.

Selvom Stuart roses for sine evner til at inddrage humor i undervisningen, vil han kun gå så langt som til at sige at han prøver på at være fleksibel og i stand til at skifte om, hvis energiniveauet hos de studerende skulle blive for lavt. Han prøver altid at inddrage de studerende ved konstant at stille spørgsmål. Desuden mener han at historie generelt bare er et taknemmeligt undervisningsområde, hvis man vil gøre sig vittig, fordi verdenshistorien rummer mange sjove og overraskende sammenhænge. Det er klart at det kan han ikke tage æren for.

Fortælling med klimaks og kunstpauser
Sidder man over for Stuart Ward mærker man hurtigt at han er en mand med flair for det fortællende. Han har det der bedst beskrives som nerve. Man lytter. Om det så handler om kolonihistorie, australiers syn på Gallipolislaget eller irsk nationalidentitet. Og uden at man føler sig belært. Snarere indviet.

»Jeg gider ikke stå der og være ‘the main man’ der ved alt. Det er vigtigt at kende sit stof, men det er lige så vigtigt at vide hvad man ikke ved. Det gør også de studerende mere trygge hvis jeg siger: “Jeg er ikke selv 100 procent sikker, men lad os snakke om det”. Så åbner man for diskussionen,« siger Stuart Ward om den måde han prøver at inkludere sin lyttere på. Stuart Ward ved at den frihed til at tænke selv som han giver de studerende, kan virke skræmmende til tider.

I stedet for at at komme med firkantede spørgsmål som for eksempel: ‘Diskuter årsagerne til første verdenskrig’, beder han dem om selv at tage kontrol over et spørgsmål som kunne være: ‘Beskriv historiografien for den her romans tilblivelse’. »Jeg kan finde på at sige til mine studerende at de skal tage bolden og løbe med den. Jeg gider ikke læse det jeg selv har bestilt,« siger han og fortsætter efter en tænkepause. »På mit nuværende irske hold har jeg en pige der på et tidspunkt sagde: “I think I was more comfortable with the causes of the First World War”,« griner han og fortæller at desto gladere blev han da han læste hendes opgave der var »excellent«.

Stuart Ward vil have sine elever til at vide at de ikke kan sætte sig ned og skrive alt om et emne. De skal lære at problematisere selv, siger han og læner sig frem i lænestolen med løftet pegefinger. Pludselig alvorlig. Avisens udsendte tør ikke andet end at nikke samtykkende. Pludselig er stuen næsten ikke stor nok til at rumme den tilstedeværende pathos. Hvis samtalen var spændt ud over en berettermodel, så ville den netop have nået point of no return. Men i næste øjeblik udglatter Stuart Ward og siger at han jo langt fra er den eneste der har den holdning til at undervise.

Historisk trækplaster
De studerende på Stuarts irske aftenhold har også allerede en holdning til hans måde at undervise på. »Der er god interaktion. Vi er nødt til at læse på lektien for at kunne svare på spørgsmål og følge med i det hele taget. Men det skal siges at vi aldrig bliver bedt om at læse noget der er irrelevant,« siger Marian Burke. Efter en vandretur gennem Dublin-forstaden der tidligt på aftenen allerede er mørk som en Guinness-øl, er Universitetsavisens udsendte endt på University College hvor Stuart Ward underviser hver torsdag aften.

I pausen stimler de studerende sammen om undertegnede, for de har alle noget at sige om deres nye dansk/australske lærer. »Han er en fantastisk underviser, og det tror jeg godt at jeg kan sige på alles vegne. Han tager sig tid til den enkelte, og låner gerne sin personlige bøger ud hvis nødvendigt,« siger Margaret Ayres. Hun har oplevet af nogle af de lærere der underviser om aftenen lægger mindre engagement i det, men sådan er det ikke med Stuart Ward, fortæller hun.

Hun overvejer at følge et andet kursus blot fordi det er Stuart der underviser. Når først Stuart Ward går på, er det tydeligt at se hvilket engagement alle henviser til. Han bevæger sig meget og taler med gejst og gnist. Får han et svar han godt kan lide, udbryder han »bingo« og knipser med fingrene. Da han i begyndelsen af timen uddeler eksamensopgaver, er det med kommentaren: »This doesn’t mean that you can leave now«, hvilket udløser en dåseagtig latter i auditoriet.

Det er ikke kun hvad der bliver sagt, men måden det siges på. Man er indfanget. En af de sidste bemærkninger Avisen får med på vejen, rummer dog en alvorlig påmindelse, selvom den leveres med et grin. »Husk nu at jeg ikke gik med til at jeg skulle være ydmyg,« siger han til farvel inden han igen forsvinder ind i auditoriet hvor de studerende venter på ham.