Hjælp, læsebyrden maser mig

Med frygt for at fremstå som en skulker, så er det indeværende semester kommet som noget af et chok for mig. Nuvel, jeg er indforstået med, at det at gå på universitetet har sine konsekvenser; man skal være indstillet på at tilsidesætte egne behov for at holde sig studieaktiv. Venner, byture, kæreste(r), hobbyer etc. er ikke en lige så stor del af min tilværelse som i præ-universitetslivet.

Det er et kompromis, jeg har indgået med mig selv, for min egen dannelses skyld – som min far altid siger: man må yde for at nyde. Jeg er skam heller ikke typen, der med det vuns skyder skylden på lærdomsanstalten normalt. Bevares.

»Jeg bliver en hvirvelvind af informationer, en menneskelig encyklopædi, om du vil«

Jeg ved skam godt, at jeg er et voksent menneske, som går på universitetet for min egen lærings skyld. Jeg har forpligtet mig til et liv med en svulstig SU-gæld og hinkestensbriller (ikke på hipstermåden). Men – og det her er et stort men – dette halvår har vitterlig skræmt underbenklæderne af mig.

Hvor jeg førhen bevægede mig rundt i hele følelsesspektret dagligt, ligger jeg nu stabilt i ét segment: stress.

Som de fleste universitetsstuderende, startede jeg semestret med at love mig selv, at ‘denne gang læser jeg alt’. Jeg bliver en hvirvelvind af informationer, en menneskelig encyklopædi, om du vil.

‘Det er umuligt at nå at læse alt,’ siger de. ‘Du må acceptere, at du ikke når det hele, ellers går du ned med stress,’ siger de. Men nej, dette semester tager jeg kampen op, tænkte jeg.

»Jeg har forpligtet mig til et liv med en svulstig SU-gæld og hinkestensbriller (ikke på hipstermåden)«

Og så gik der en uge. Én sølle uge. Hedeture, humørsvingninger, panikanfald, og dårlig mave af kaffe overload blev en fast del af min hverdag. Stå op, tage på KUA, komme hjem, læse 150 sider til næste dag, direkte i seng og bilde kæresten ind, at man har hovedpine. Replay.

Hvad der startede som en motiverende plan, endte med at være den perfekte opskrift på kronisk hovedpine og dårlig smag i munden. Bare tilføj koriander.

Jeg var udmærket klar over, at jeg ville påtage mig meget, det havde min vennekreds ‘truet’ med. Men så blev mine frustrationer erstattet af en god portion vrede. Hvorfor i alverden har man lavet et uddannelsessystem, hvor man giver de studerende mere at forberede, end hvad muligt er?

»Og så gik der en uge. Èn sølle uge. Hedeture, humørsvingninger, panikanfald, og dårlig mave af kaffe overload blev en fast del af min hverdag.«

Jeg brugte hele forrige weekend på at læse til den følgende mandag – jeg takkede sågar nej til alle sociale tilbud. Det eneste levende jeg omgik, var min cheeseburger fra McDonalds.

På trods af mit hæderlige forsøg nåede jeg ikke at læse det hele, det var bogstavelig talt uladsiggørligt. Jeg erindrer, med et sørgmodigt hjerte, at min underviser fra første semester i sin tid sagde, at vi efter studiestart skulle vinke farvel til vores sociale liv, som vi kendte det. Jeg grinede lidt med (/ad) ham, og tænkte at det skulle han jo sige. Men nu frygter jeg at han ikke jokede.

Jeg ved ikke om underviserne på universiteterne vitterlig tror, at man kan nå at læse hele den stak tekster, man får udleveret, men hvad værre er: det at man ved, at man ikke kan nå at læse alt, er så demotiverende, at de fleste studerende dropper helt at læse. Har jeg hørt.

uni-avis@adm.ku.dk