Hjem er der, hvor dine bøger er

Klokken 07:45 en regnfuld sommermorgen i august kører Eurolines-bussen fra Berlin til København. Jeg møder Jacob Eriksen på holdepladsen, hvor han friskt byder mig godmorgen. Kaffe? Det har han da allerede drukket, og han er klar til at sætte kursen mod København, hvor han halvanden uges tid skal holde sommerferie fra sit liv i Berlin.

Efter fem måneder som Erasmusstuderende kan jeg selv mærke sommerfuglene, der basker kraftigere og kraftigere i takt med, at vi nærmer os hjemstavnen, men Jacob tager det cool. Siden han for godt ni måneder siden flyttede til Berlin for at søge ind på drømmeuddannelsen, har han ofte været i København. Men han glæder sig altid til at komme tilbage til den kulturelle smeltedigel, hvor han i oktober påbegynder andet semester på Sound Studies på Universität der Künste.

»Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg skulle finde noget, der var mig,« siger Jacob om sin beslutning om at droppe den nemme vej og i stedet søge mod udlandet.

»Interessen for studiet var det vigtigste, ikke den geografiske placering. Jeg havde virkelig en god fornemmelse med det her studie, og når man kaster sig hundrede procent ud i noget, er det jo fedt at mærke, at det lykkes.«

»Så gik jeg på Google«

Da Jacob tog til Berlin, havde han ingen plan b. Efter at have gået et par måneder på Musikvidenskabskandidaten, hvor han også har taget sin bachelor, mærkede han, at uddannelsen i København ikke var ham. Tilfældigt snublede han over et tilvalgsfag i lydkunst på Kunstakademiets Billedskole, som åbnede hans øjne for, at der var andre uddannelsesveje:

»Og så gik jeg på Google. Jeg begyndte at undersøge, hvad der skete ude i verden og fandt frem til syv-otte kandidater, som jeg syntes, var spændende: I Helsinki, Haag, Barcelona, Berlin, San Francisco, New York og Boston.«

Den uddannelse, der tiltrak ham mest, var Sound Studies i Berlin. I oktober 2012 tog han til åbent hus på skolen og blev hooked på at søge ind. Det krævede en masse bureaukratisk papirarbejde, som han møjsommeligt udførte. I december pakkede han så pelshuen og ordbogen og flyttede ind på et værelse i den hippe bydel Neukölln, som han havde charmeret sig til over Skype.

Han vidste endnu ikke, om hans studieansøgning ville blive godkendt.

Hvad lavede du så?

»Så gik jeg på udstillinger og til koncerter, brugte tiden på at finde ud af, hvor jeg var landet. Og så læste jeg tyske bøger og hørte tysk radio. December gik hurtigt.«

Heldigvis blev Jacob inviteret til optagelsessamtale. Den foregik på tysk, som han trods ihærdig indsats endnu ikke var flydende i.

»Men det hjalp med et ordenligt skud adrenalin,« siger han. »Og så var jeg godt forberedt. Hvis man er det, og hvis man virkelig vil noget, sker det jo gerne.«

For Jacob var satsningen i hvert fald det hele værd. En formiddag i februar midt i en tysktime blev han ringet op og fik at vide, at han var blevet optaget på studiet. Han blev glad, men ikke overrasket, for han havde haft en god fornemmelse.

»Og hvis ikke det lykkedes, havde jeg i det mindste boet et stykke tid i Berlin,« smiler han.

Ud af Københavner-boblen

Det er den filosofiske tilgang til ny musik, der interesserer Jacob, og som han har fundet på kunstuniversitetet i Berlin. På Sound Studies beskæftiger han sig teoretisk med lyd på det æstetiske, filosofiske og kulturhistoriske niveau og med auditive eksperimenter på det praktiske. Fx har han skabt musik af de første 10.000. cifre af tallet pi og opholdt sig i et lyddødt rum så længe, at han kunne høre sine led knage. Jacob fandt denne eksperimenterende tilgang til lyd underprioriteret på Musikvidenskab.

»Mange tænker ikke over, at man kan læse en anden kandidat end ens bachelor. I udlandet er en bachelor ofte tilstrækkelig til at få et job, i Danmark skal man have en kandidat, og derfor fortsætter mange på den samme, som passer til deres bachelor, fordi det ligger så fast, at man skal have en kandidat. Der er ikke tradition for, at man tænker kandidaten som en anden uddannelse, som fx kan foregå i udlandet.«

Jacob opfordrer til, at man ikke behøver lade sig begrænse af trygheden og den lette tilgang til alting, som gør sig gældende i København:

»Det giver noget personligt at turde kaste sig ud i et projekt, man brænder for, jeg er blevet meget mere individualistisk. Men jeg tvivlede slet ikke på, om jeg skulle gøre det, det føltes så rigtigt. Og så kan man jo få sin SU med.«

»Hvornår kommer du hjem?«

Nordtysklands flade landskab, gennem hvilket bussen til København fire gange om dagen baner sig vej, ligner til forveksling Danmarks. Falder man i søvn under den syv timer lange tur, må man lige kaste et ekstra blik gennem vinduet for at lokalisere, hvor man er. Jacob føler da heller ikke, at han er langt væk hjemmefra, og han er jævnligt på besøg i København.

Men hvor er hjem for dig?

»Når folk skriver på Facebook, om jeg er hjemme, og jeg sidder i min lejlighed i Neukölln, så svarer jeg jo ja. Men de mener jo, om jeg er i København,« siger Jacob og retter på kroppen, der har siddet i samme positur siden Rødby.

»Jeg hørte et interview med en udenrigskorrespondent, som boede i Østen, og på spørgsmålet, ”hvor er hjem?” svarede han: ”Hjem er der, hvor mine bøger er.” Bøger er jo tunge, så hvis man er villig til at flytte dem alle et sted hen, er det fordi, man er villig til at kalde det sted for ’hjem’.«

På de ni måneder, Jacob har boet i Berlin, har han i hvert fald skabt sig en tilværelse, han føler sig hjemme i. De første venner, han fik, var andre danskere, men i Berlin er befolkningsdiversiteten stor. På Sound Studies er ni ud af de 20 studerende ikke-tyske, og der bliver talt tysk, engelsk, spansk og skandinavisk. Selv om det ikke er svært at møde mennesker i Berlin, savner Jacob sommetider de danske venner.

»Men Berlin er jo en by, hvor de kommer uanmeldt og ringer på døren – det er fantastisk.«

Jacob ved ikke, om han, når han har gennemført sin uddannelse, tager tilbage til Danmark. Det kan jo være, han får kontakter i Berlin.

»Berlin har jo ry for at være en kunst og kultur-by, hvilket tiltrækker folk, og det er selvforstærkende. Folk flytter dertil for at udleve kunsten. Det er en by med mange nysgerrige mennesker, og folk er meget åbne.«

Mens vi har talt, er bussen trillet forbi Dybbølsbro Station og har lagt sig til rette ved DGI-byen. København ligner sig selv. Og så alligevel ikke. For man ser med andre øjne på begrebet ’hjem’, når man har prøvet at være væk fra det. Selv har jeg tre måneder tilbage i Berlin, men hvem ved? Det kan være, jeg finder en bogreol, der passer ind i mit værelse hos min tyske udlejer.

Og nogle bøger at stille i den.

uni-avis@adm.ku.dk