Hollywood + Iran = nervepirrende film

Baseret på virkelige hændelser fortæller Operation Argo om en hemmelig evakueringsaktion af seks amerikanere, som rømmer fra gidseltagningen på den amerikanske ambassade under revolutionens opstart i Teheran i 1979 og søger tilflugt hos den canadiske ambassadør.

For at redde amerikanerne ud af landet inden de iranske oprørere opdager at der mangler seks ansatte fra ambassaden, iværksætter CIA en redningsaktion, strikker en cover-historie sammen om at diplomaterne er på filmoptagelse for Hollywood, og får dem manøvreret hjem under dække af, at være et canadisk filmhold.

Underholdningspotentiale

Birthe Hansen synes filmen er interessant fordi den viser, hvordan den type operationer fungerer i praksis:

»Det er selvfølgelig ikke skildret præcis som det foregik i virkeligheden, men filmen giver et rimeligt billede af, hvordan den slags aktioner kan forløbe – tilsat en hel del underholdning, selvfølgelig,« siger lektoren.

Og det umiddelbare indtryk er, at filmen udnytter historiens spændingspotentiale til fulde med sin taknemmelige fortælling, der indeholder både absurde og samtidig helt reelle omstændigheder.

God timing

Lektoren synes også, at filmen kommer på et interessant tidspunkt:

»Det er bemærkelsesværdigt at en amerikansk Iran-film får premiere i en tid, hvor forholdet mellem de to lande er så anspændt. I det perspektiv er det spændende at lægge mærke til, hvordan Iran portrætteres,« siger Birthe Hansen.

At de iranske oprørere skildres som nogle, der er nemme at narre, bliver, ifølge Birthe Hansen, et afsæt til megen af filmens komik:

»Der er en anelse Indiana Jones over filmen. Den spiller sine humoristiske kort på, at publikum skal more sig over iranernes fadæser. Men den tilgang til iranernes fremtræden må have været ambivalent, taget i betragtning af, at historien mellem nationerne stadig er så traumatiseret,« tilføjer hun.

Amerikanernes selvkritik

Birthe Hansen synes dog også, at filmen fremstiller oprørets historik og iranernes frustration med et selvkritisk blik på amerikanernes ageren:

»Indledningsvis giver filmen et kort rids af den historiske baggrund for optøjerne i Teheran og borgernes utilfredshed med styret samt deres aggression imod amerikanerne. Jeg synes de rammer den historiske kontekst ind på flot formmæssig vis, men jeg savner nogle væsentlige nuancer i hændelsesforløbet,« siger lektoren og fortsætter:

»Filmen tillægger fx amerikanerne det ubetingede ansvar for iranernes problemer under shahens styre. Men da amerikanere og britere i 1953 væltede den siddende, demokratisk valgte regering og i stedet indsatte den USA-venlige shah, var det også i lyset af den kolde krig, der spidsede til, og ulmende uro indadtil i den iranske befolkning,« fortæller hun.

CIA’s genrejsning

Evakueringsaktionen som foregik under dække af at diplomaterne var et filmhold på udkig efter locations, er en fantastisk og formentlig usædvanlig operation rent efterretningsmæssigt, i følge Birthe Hansen:

»Evakueringssituationen og det sikkerhedspolitiske system som sådan, siger noget overordnet om, hvordan USA passer på sine diplomater og satser på at få dem ud, når de kommer i knibe. Man efterlader ikke seks diplomater i en farlig situation, hvis man kan gøre noget for at få dem ud – om det så indebærer at ty til kreative og alternative metoder,« siger lektoren.

Hun mener også, at CIA bliver promoveret i filmen, der hylder organisationens handlekraft og evne til at tænke ud af boksen:

»Det sammenfalder med at CIA’s omdømme faktisk har lidt ramt de seneste år, fordi Bush-regeringen foretog hårde konklusioner på baggrund af deres materiale. Dengang var det politikerne, der overtrumfede CIA, i denne film er det CIA, der overtrumfer politikerne. Sådan set fungerer historien og filmen som en slags rehabilitering af efterretningstjenesten.«

Det går stærkt

Deres udsendte har altid undret sig over, med hvilken hastighed beslutninger kan føres ud i livet i politiske spændingsfilm, og denne film er ingen undtagelse. I det ene øjeblik tastes noget på en computer i USA, i det næste printes flybilletter i Teheran.

Dette er selvfølgelig en præmis for enhver actionfilm, men har det også noget på sig i den hemmelige, men ikke desto mindre virkelige, efterretningsverdenen, spørger jeg Birthe Hansen.

»Man kan handle hurtigt, og amerikanerne er dem, der er dygtigst til det. De har mange veluddannede mennesker hjemme og ude med den bedste teknik tilgængelig. Det er ikke kun på grund af sin militære status, at USA er en supermagt. Det er også fordi de har så mange andre instrumenter at spille på, blandt andet et meget dygtigt udenrigsministerium med gode forbindelser ud i verden.«

Så der er noget særlig amerikansk ved den specielle evakueringsaktion, fordi den kræver denne form for hurtig handlen, som ikke alle lande er i stand til at levere.

Det bedste ved filmen er den virkelige historie

Birthe Hansen er begejstret for Operation Argo, men samtidig lidt forbeholden:

»Jeg har set endnu bedre politiske spændingsfilm. Det handler nok om, at udfaldet er kendt. I mine øjne er det gode ved filmen, at den på en underholdende måde fortæller en reel historie om, hvordan man på anderledes vis kan gennemføre udfordrende operationer,« siger hun og tilføjer:

»Ingen større moralske eller etiske spørgsmål behandles undervejs. Det kunne have været interessant, men det er formentlig en helt anden film.«

Til gengæld fokuserer filmen på det faktiske hændelsesforløb og tilfører det ellers så gravalvorlige scenarie et befriende humoristisk islæt ved at gøre grin med den ‘varme luft’ i Hollywood, hvis aktører man kan bluffe lige så vel som – eller endnu mere end – de iranske oprørere.

Fabelagtigt håndværk

Operation Argo er en ekstremt velturneret film. Den udfylder sin genre på klassisk vis ved at lade effektiv krydsklipning dyrke spændingsmomenterne i hver enkelt scene.

Det er en film, der konstant giver sved i håndflader, armhuler og mellem ballerne. Den forhøjede puls og hjertebanken forsøger forgæves at finde et øjebliks ro, men den har næppe indfundet sig på skærmen (som regel via de to filmkompagnoner, der producerer den falske Hollywoodfilm) førend nerverne igen skal udfordres.

Operation Argo imponerer i sin udnyttelse af mediets potentiale. Måske udfordrer den ikke gængse forestillinger eller sætter den historiske hændelse i et kritisk perspektiv, men den udfolder sig glimrende i sin genre og er en visuel og narrativ håndværksmæssig perle.

line.hjorth@adm.ku.dk