Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

HUM-Dekan: Har nogen på Christiansborg en strategi for uddannelse?

BESPARELSER - Tirsdagens stormøde varslede mørke tider for Det Humanistiske Fakultet. »Vi føler os som et politisk spareobjekt,« siger dekanen.

Op mod 35 millioner kroner. Så meget skal et i forvejen hårdt trængt HUM-fakultet spare over de næste to år. Besparelser, der ifølge Studenterrådet er historisk hårde set i uddannelsesperspektiv.

Derfor havde HUMrådet tirsdag aften i fælles fodslag med dekan Ulf Hedetoft og Studenterrådet indkaldt til stormøde om besparelser på KUA.

»Skal du ikke med til demonstration på torsdag, Ulf?« blev dekanen spurgt af HUMrådets forkvinde Laura Bech Hansen.

»Desværre sidder jeg faktisk til taskforce-møde om netop besparelserne. Men jeg kan da prøve at hive dem fra mødet med,« lød svaret, der med en snert af galgenhumor førte til en række grin fra salen.

»Måden man taler om studerende på er blevet mere og mere umyndiggørende.« Laura Bech Hansen, HUMrådet

Flere humoristiske indslag blev det dog ikke til på stormødet tirsdag.

Uddannelse er blevet et spareobjekt

Ulf Hedetoft angreb den uddannelsespolitik, som regeringen og dens støttepartier med besparelserne har fremlagt.

»Er der overhovedet nogen overordnet strategisk tænkning om uddannelse på Christiansborg? Jeg tror det ikke. Vi føler os som et spareobjekt« sagde Ulf Hedetoft og blev bakket op af Laura Bech Hansen.

»Måden man taler om studerende på, er blevet mere og mere umyndiggørende. Der er åbenbart ikke længere behov for, at vi skal kunne bo ordentligt og have råd til offentlig transport til vores uddannelse,« sagde hun.

»Vi undgår ikke medarbejderreduktion« Ulf Hedetoft, Dekan på Det Humanistiske Fakultet

Dekanen kaldte de stramme besparelser for en del af en »visionsløs og perspektivløs politik« i et land, hvor man ellers har set uddannelser som en investering. I stedet må universiteter nu stramme livremmen, så der bliver plads til skattelettelser og andre velfærdsydelser, siger dekanen.

HUM-studerende frygter lukkede uddannelser

»Min allerstørste frygt er, at studerende vågner op til beskeden om, at deres uddannelser må lukke,« sagde HUMrådets forkvinde Laura Bech Hansen til de fremmødte humanister.

Fordybelsen og studiemiljøet vil sammen med de ikke-profitable uddannelser bliver taberne på et fakultet, der ifølge forkvinden er hårdt ramt i forvejen.

På torsdag er der i både Århus og København indkaldt til store demonstrationer mod nedskæringerne. En uddannelsesalliance bestående af 36 organisationer har med Danske Studerendes Fællesråd i spidsen kaldt til kamp mod milliardbesparelserne på uddannelse.

Og ovenpå fremdriftsreformen og dimensionering er det på tide, at humanisterne tør tage kampen op og vise flaget, siger HUMrådet.

»Vi kæmper for at vise, hvor vigtige vi humanister er for samfundet« sagde Laura Bech Hansen til de vrede humanister og fortsatte:

»Vi er blevet kaldt kornfede. Men jeg ser lokaler uden stikkontakter – og kandidatstuderende, der ikke får undervisning. Det er fuldstændig vanvittigt at tro, at det her ikke rammer nogen.«

Nedskæringer betyder afskedigelser

I begyndelsen af oktober bebudede Københavns Universitet et generelt ansættelsesstop som følge af nedskæringerne.

»Er der overhovedet nogen overordnet strategisk tænkning om uddannelse på Christiansborg? Jeg tror det ikke.« Ulf Hedegaard, Dekan på Det Humanistiske Fakultet

I sin tale til de lidt over hundrede fremmødte gik Ulf Hedetoft fra Humaniora dog videre endnu. Besparelserne kan ikke undgå at betyde nedskæringer på bemandingen, var et af budskaberne. Ifølge dekanen udgør udgifter til løn 85 procent af det samlede budget på fakultetet.

»Vi undgår ikke medarbejderreduktion,« sagde Ulf Hedetoft i en efterfølgende snak med Uniavisen.

»Som jeg også sagde i talen, er der nogle lavthængende sparefrugter, vi må begynde med at se på. 50 procent falder fra på Humaniora, og det skal vi nedbringe. Og så er der administrationen. Her kan spares med billigere indkøb og bedre udnyttelse af lokaler. Men med besparelser i den størrelsesorden kan vi ikke undgå også at kigge på lønrammen,« siger dekanen.

Ulf Hedetoft satser på, at man med lidt held kan undgå at ramme kerneydelser for hårdt. Op mod 12-13 millioner kan findes ved at spare på ansættelser af ph.d-studerende. Samtidig kan man finde 10 millioner på administrationen, vurderer dekanen.

Han håber, at demonstrationen torsdag bliver en succes. For et rungende brøl fra de studerende kan hjælpe med at sætte fokus på nedskæringer. Og så krydser han fingre for nye politiske vinde, der kan vende besparelser til visioner for den danske uddannelsespolitik.

Du kan læse mere om demonstrationen på torsdag her

arn@adm.ku.dk

Seneste