Hum uddanner til fortidens industrisamfund

I 2003 rullede Helge Sander og Fogh-regeringen en reform hen over universiteterne. Kampråbet var ’fra tanke til faktura’, og livet har ikke været det samme siden. Især ikke for de humanistiske fag, hvor klassisk dannelse og faglig fordybelse er blevet fortrængt af krav om konkrete jobkompetencer.

Problemet er bare, at det snævre fokus på jobfunktion går ud over fagligheden og den enkelte studerendes evne til at formulere og løse komplekse problemer. Det siger Laura Louise Sarauw, ph.d., der de seneste tre år har forsket i, hvad universitetsreformen konkret betyder for de humanistiske uddannelser.

Kompetencer er det nye sort

Sarauws forskning viser, at studieordningerne på Humaniora er blevet stort set støvsuget for faglige målsætninger, der ikke kan oversættes direkte til specifikke funktioner på arbejdsmarkedet. Alle uddannelseselementer er nemlig indrettet som byggeklodser i den studerendes vej mod en særlig, erhvervsrettet kompetenceprofil.

»På et fag som Dansk har man bevaret kurser, der for eksempel handler om nordisk litteratur i 1800-tallet, fordi man synes, at det er vigtigt af faglige grunde. Men i formålsbeskrivelsen skal der stå, hvilke erhvervsrelevante kompetencer, kurset giver den studerende – for eksempel evnen til at analysere, navigere og kommunikere. Og det er så de kompetencer, den studerende bliver vurderet på til eksamen, på bekostning af målsætninger om at give den studerende historisk viden om sprog og kultur i 1800-tallet,« siger Sarauw.

På samme måde skal hele studieordningen opstille konkrete eksempler på jobfunktioner, som den færdige kandidat kan udfylde.

»Det, der er gledet ud, er selve forestillingen om, at der er en viden og en indsigt på et universitet, som er legitim i sig selv,« siger Sarauw.

Tilbage til industrisamfundet

Og den udvikling er et historisk tilbageskridt, mener hun. Et skridt væk fra videnssamfundets udfordringer og tilbage mod industrisamfundets opfattelse af faglighed, hvor man havde specifikke jobfunktioner, der ikke ændrede sig væsentligt gennem arbejdslivet, og som ikke krævede stor omstilling af den enkelte.

»Det er et meget snævert begreb om arbejdsmarkedsrelevans, der bliver orkestreret fra ministeriet. Det gælder både kvalifikationsnøglen fra 2003, der sætter meget konkrete funktioner på arbejdsmarkedet som eneste pejlemærke, og akkrediteringsprocessen, der stiller krav om, at studieordningerne skal struktureres som et lineært forløb frem mod fast definerede arbejdsmarkedsfunktioner,« siger Sarauw.

Humaniora har sovet i timen

Mange af de studieledere, Sarauw har interviewet i forbindelse med sin ph.d.-afhandling, medgiver, at humaniora har sovet i timen, når det gjaldt at forberede de studerende til arbejdsmarkedet. Og de vil gerne være med til at give de studerende en bedre kobling til det professionelle liv.

Men den nuværende top down-regulering af studiestrukturen kan komme til at virke stik mod hensigten, advarer Sarauw.

»Det er i mødet med den dybe og komplekse viden, at de studerende skal udvikle de redskaber, som de skal bruge for at kunne blive en relevant arbejdskraft senere. De studerende skal kunne dykke ned under al den flydende information, der findes alle vegne,« siger hun.

I værste fald er samfundet altså i færd med at uddanne humanistiske kandidater, som er dårligt rustede til det arbejdsmarked, de skal ud på.

»Hvis virksomhederne ønsker sig en medarbejder, der har stor personlig viden og en højtudviklet evne til selvstændig refleksion og problemløsning, så risikerer de at miste noget vigtigt, fordi studieordningerne generelt ikke lægger vægt på de egenskaber længere,« siger Sarauw.

Falsk varebetegnelse

Universitetsreformen blev gennemført med henvisning til Bologna-processen, som er de europæiske uddannelsesministres samarbejde om udviklingen af videregående uddannelser.

»Bologna-processen bygger på en bred, postindustriel forestilling om arbejdsmarkedsrelevans. Pointen er, at udviklingen går så hurtigt på det vidensbaserede arbejdsmarked, at man ikke kan indrette uddannelserne med henblik på konkrete job, for så er de sandsynligvis forældede i morgen. Derfor skal man hellere give de studerende et overskud af viden og selvstændig refleksionsevne, så de kan bruge deres akademiske uddannelse i mange forskellige job,« siger Sarauw.

Konkret opstiller Bologna-processen fire formål med universitetsuddannelser: forberedelse til livet som aktiv borger i et demokratisk samfund; personlig udvikling; viden i betydningen indsigt samt forberedelse til arbejdsmarkedet. Men den danske universitetsreform fokuserer udelukkende på forberedelsen til arbejdsmarkedet.

»Man har hele tiden haft en meget snæver vækstdagsorden i de danske reformer – selvom man vedtog dem med henvisning til Bologna-processen. Universitetsreformen fra 2003 lægger sig meget tættere op ad Lissabon-strategien fra 2000, som handler om at gøre Europa til verdens mest konkurrencedygtige videnssamfund, og som for første gang eksplicit gjorde uddannelserne til genstand for økonomisk spekulation,« siger Sarauw.

Hvad er værdien af viden?

Det er en mangeårig definitorisk kamp om hele formålet med viden og uddannelse, Sarauw har kortlagt i sin forskning.

Videnskabsministeriet har hele vejen gennem 00’erne ment, at de humanistiske uddannelser blokerede for kandidaternes overgang til arbejdslivet.

»Videnskabsministeriet betragtede faglig fordybelse som noget, der stod i vejen for kandidaternes vej til arbejdsmarkedet. Men det er jo kun tilfældet, hvis man abonnerer på en bestemt forståelse af, hvad arbejdsmarkedsrelevans er,« forklarer Sarauw.

Universiteterne og studielederne har en bredere forståelse af arbejdsmarkedsrelevans og udvikling af videnssamfundet, mener Sarauw.

»De repræsenterer den postindustrielle forestilling om arbejdsmarkedsrelevans, hvor kandidaterne selvfølgelig skal have jobrelevante kompetencer, men hvor det samtidig er vigtigt, at de både ved noget, har demokratisk udsyn og gennemgår en vigtig personlig udvikling under studierne.«

»Den generelle holdning blandt studielederne er, at alle fire målsætninger bør indgå som elementer i en mere fremsynet arbejdsmarkedsstrategi,« siger Laura Louise Sarauw.

uni-avis@adm.ku.dk