Humanioras krise - hvis ansvar?

For studerende, der har deres daglige liv på fakultetet kan ’Humanioras krise’, som der efterhånden synes at være bred enighed om, være svær at registrere.

Snarere tværtimod er humøret, når eksamensugerne ikke lige er over os, og henlægger universitetet i en slags kollektiv manio-depressiv undtagelsestilstand, domineret af en sindsstemning, som vel bedst kan beskrives som lethed.

Veloplagte smil på gangene og samtaler fyldt med masser af latter. På blokaderne i foråret blev der ellers protesteret mod ’afklædte uddannelser’.

Der var sat pavillioner op med gratis kaffe og en DJ, så folk ikke skulle begynde at fryse, eller kede sig og gå deres vej, og én sagde endda at det da duftede lidt af ’68. Ingen bemærkede at de halvtreds mennesker der var mødt op, var ud af en studentermasse på ti tusind.

LÆS: Humaniorastuderende i oprør

Og da de protesterende et stykke inde i forløbet delte mikrofonen med Studenterrådet, valgte de straks at omfavne oprøret, som var det deres eget. Knap så vigtigt var det foruoligende faktum, at protesterne opstod (og forsvandt) helt spontant og uafhængigt af Studenterrådet og deres daglige slid med at moblisere og forpligtige studerende til politisk stillingstagen. Det blev ikke tolket som en del af ’Humanioras krise’.

Nej, i en tid hvor alting må og skal vendes til en sejr, blev også dette oprør fortolket som en sejr. Videre.

Da videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen senere på ugen forvildede sig ud på KUA, spredte der sig dog aligevel en underlig tavshed i den cirkel af studerende, som havde slået ring om hende. En stemning af at man ikke rigtig vidste, hvad man skulle sige, men kun at man burde sige noget.

Noget genialt rammende som kunne forklare præcis hvorfor vi stod der, og hvad vi stod for. En af de der geniale sentenser, som synes at rumme en hel videnskabs ubærlige sandhed i en enkelt linje.

I stedet kom vi i fællesskab frem til noget med, at humanistiske kompetencer da også er verdensklasse og bidrager til økonomien, og at det helt sikkert ikke blev anerkendt nok for tiden. Hvis det var rigtigt, hvad vi sagde, var ministeren sådan set enig proklamerede hun, og kørte hjem til Christiansborg. Måske stod nogen tilbage med en følelse af, at noget ligesom ikke var blevet sagt.

Nye perspektiver?

I Universitetsavisen 1 2012 kunne man læse om den moderne studenterpolitik. En politik, hvis politiske budskaber i stigende grad indrettes efter den ’parlamentariske virkelighed’ uden for universitetet, og en politik, hvis væsentlige succeskriterium følgelig bliver, i hvor høj grad, man lykkes med at mobilisere mediernes opmærksom på sin sag.

Forårets protester bød på flere indblik i denne nye universitetspolitiske strategi; Som da vi i en iscenesat event smed tøjet og dansede mod ’afklædte uddanelser’, mens en ivrig fotograf, fra alternative vinkler, sørgede for at dokumentere hele den festlige seance, der siden blev det ledsagende billede til følgende dages avisartikler om oprøret på KUA.

Men hvad sker der med en sådan universitetspolitik, når kameralinsen bliver nødt til at zoome ind for at fylde billedet ud? Og hvor det samtidig bliver mindre vigtigt om der reelt var halvtreds eller femhundrede studerende forsamlet i protest, så længe billedet fortæller en anden historie. Er der, på langt sigt, plads til reel studenterbaseret universitetspolitik i dette billede?

Man kunne også spørge om det overhovedet, og først og fremmest, er politikerne vi skal spørge om hjælp?. Flytter man fx perspektivet en smule mod den økonomiske krisetid som vi (på ubestemt tid) befinder os i, og kombinerer det med den lave status Humaniora traditionelt nyder i den brede befolkning, synes det klart at Humaniora og dets krise ikke bliver en politisk mærkesag lige foreløbig. Magt er som sagt, og også i et demokrati; ikke at behøve at lytte.

Desuden; vil ydre politiske tiltag kunne gøre andet end skabe forbedrede rammer om de samme fundamentale problemer? Den politiske kamp for institutionen Humaniora er altid afhængig af en anden kamp.

Fortolkningskamp. Humanisme som modstand

Det var filosoffen Hans Georg Gadamer der forklarede den humanistiske viden som en viden, der vokser ud af en fortolkningskamp som dagligt finder sted på ethvert humanistisk studium, mellem fortidens tekster og nutidens studerende som skal forsøge at tilegne sig dem.

Langt hen ad vejen har Humanioras funktion faktisk bestået i en selvdistancering fra sin egen samtid, ligesom mange af de store humanistiske tænkere har været kendetegnet ved deres evne og mod til at se højt på de (erkendelses-)grænser for videnskabelig samtale, som deres egen samtid stillede op.

Her ligner den store tænker en tidligere version af sig selv; den nye studerende.

Begge er de drevet fremad mod universitetet og videre ind på Humaniora af en intuitiv interesse i og spørgsmål til mennesket og menneskets muligheder, mere end af et egentlig afgrænset fokus på én bestemt fagretning. En intuition, og en spørgen, som består i at satse mere langsigtet end den næste publikation eller eksamen.

Her bliver Humaniora et slags åbent tilbud om at tage fortolkningskampen op og føre den videre. For, i et øjeblik, at træde et skridt ud af samfundet og tillade sig at tvivle på de sejre, som samtiden har travlt med at fejre, og som ofte viser sig, i bedste fald, blot at være foreløbige.

På denne måde kan man sige, at universitetet altid starter og slutter med den studerende og dennes spørgsmål og fortolkninger. For fortolkningskampen, den slutter aldrig, men foregår hele tiden og ganske uafhængigt af skiftende regeringer og universitetslove. Fortolket bliver der alligevel.

Hver sin sejr. En masse små fortællinger

Som så mange andre ting i vores samtid er et universitetstsstudie blevet en foreløbig ting; ind, ud, videre. Altid videre.

Da Anders Fogh i sin tid indledte sin neoliberale fortælling om samfundet, og de hertilhørende reformer af uddannelsessystemet til dette menneskebillede, udråbte han ved samme lejlighed hver enkelt menneske i dette samfund til eksperter i hver sit liv, og kaldte til kulturkamp mod kollektivistisk tænkning og bedrevidende eksperter.

Måske skal forklaringen på denne fortællings fortsatte succes findes ved dens evne til netop at træffe det moderne menneskes tro på sin egen lille og stolte fortælling om sig selv, som selvstændigt og selvrealiserende individ. I en biografi hvor man altid er på vej videre, til det næste projekt, den næste (foreløbige) sejr?

Men påstanden om at mennesket virkelig skulle fungere som en sådan modsigelsesfri og professionelt målrettet enhed, er en fortolkning som ikke står alene. Ja, som faktisk modsiger nærmest alt, hvad man kan lære på Humaniora.

For humanismen handler om det modsatte; at vi som mennesker må indse, at vi er afhængige af så meget andet end os selv, og at vi derfor har brug for lang mere tid til fortolkning, vejledning, dialog og forståelse, end vi af egen fri vilje vil vedkende os. Fra Humanioras synspunkt bidrog han derfor på paradoksal vis, til at skabe langt flere ekspertforhold mellem mennesker, end han afskaffede.

En ny årgang af fortolkninger

Tilbage i samtiden på KUA er en ny årgang studerende netop blevet færdige med deres første eksaminer. De fleste har sikkert også fået den topkarakter, som de har håbet på.

Måske vil nogle få af dem finde tid til at involvere sig i studenterpolitik i deres studietid. Går man i mellemtiden ind på den facebook-gruppe ’Humanister for bedre uddannelser’, som blev oprettet i løbet af de hektiske uger i foråret, vil man se, at den ikke længere er aktiv.

Tilbage står spørgsmålet derfor fortsat, om hvem der i denne samtid vil tage kampen op, og tage ansvaret for ’Humanioras krise’? For hvem har tid til at se krisen direkte i øjnene, og foretage det vendepunkt, som en krise jo også altid åbenbarer?

Den kamp som afgører om Humaniora skal være noget andet en et trin på en karrierestige. Mere end blot endnu en trædesten, som man træder på for selv at komme op.

Nu tror jeg, at jeg ved, hvad man skulle have sagt. ’Thi svaghed er; ikke at kunne se tidens skæbne alvorligt i øjnene’ (Max Weber). Ja, det var det, man skulle have sagt.