Humanisten fra Hong Kong

Undskyld de mange papkasser, men jeg har simpelthen ikke haft tid til at lege indretningsarkitet og sætte bøger op på hylderne«, siger 57-årige Kirsten Refsing straks vi har sat os til rette i den overleverede sofa med rødt læderbetræk der optager pladsen i det ene hjørne af det rummelige kontor dybt inde i KUAs gamle betonbunker hvor John Kuhlman Madsen huserede indtil for nylig.

1. august sagde han farvel som den sidste demokratisk valgte dekan på Humaniora, og ikke så snart var nøgler og dekanklokke overladt til Kirsten Refsing før vinduerne blev åbnet på vid gab for at lade forandringens vinde gennemtrænge hver en krog i det fakultet der siden tidernes morgen har været regeret af ene mænd.

Som den første kvindelige dekan i fakultetets historie og den eneste af universitetets seks nyansatte dekaner der er hentet ind fra en stilling i udlandet, er der ekstra store forventninger til Kirsten Refsing.

Hun er en af verdens førende forskere i det japanske Ainu-folks sprog og har de sidste 12 år arbejdet ved University of Hong Kong som institutleder og professor i japansk.

Samtidig har hun som tidligere studerende og ansat ved Københavns Universitet en god fornemmelse for kulturen på landets største uddannelsesinstitution.

Som hun fortalte studerende og ansatte da hun torsdag i sidste uge holdt tiltrædelsestale i Store Auditorium på KUA, er det i disse dage netop 40 år siden hun selv som 17-årig startede som studerende ved Københavns Universitet, indskrevet ved Østasiatisk Institut på Gråbrødre Torv.

I 1986 afleverede hun sin doktorafhandling på KU og var i fire år lektor på Asien-instituttet og fra 1993-94 institutleder samme sted.

»Nu er jeg så tilbage som dekan og kan selv være med til at sætte forandringer i gang og gøre livet mere spændende for os alle sammen,« sagde hun blandt andet.

Det halve i løn

Men hvorfor foretrækker hun Københavns Universitet frem for Hong Kong ditto?

Kirsten Refsing:
»Af flere grunde. For det første syntes jeg det var for tidligt at blive pensioneret som 60-årig hvilket indtil for nylig var pensionsalderen på Hong Kong University.

For det andet havde jeg lige været med til at lave en stor reform i Hong Kong med sammenlægning af institutter. Jeg var således blevet bedt om at være Head of School, dvs. institutleder, for et meget stort sammenlagt institut bestående af fire store sproginstitutter, men jeg tænkte at jeg ville kunne lave meget mere som dekan på Det Humanistiske Fakultet.

En tredje grund er at de ledende stillinger i Hong Kong siden området holdt op med at være engelsk koloni, bliver besat med etniske kinesere, hvad enten de kommer fra Kina, Australien, USA eller andre steder.

Der var altså ikke ret mange videre karriereveje for mig, og jeg ville gerne videre. Jeg synes jeg havde samlet så mange erfaringer at jeg godt kunne tage ansvaret for en større ting.

Og endelig er Danmark jo mit hjemland. Jeg skal tale mit hjemlands sprog hver dag og være på min gamle arbejdsplads hvor jeg har en god fornemmelse for hvor vi kan blive bedre efter at have arbejdet så mange år i Hong Kong.«

Har forhøjelsen af dekanlønnen til 1,2 mio. kroner om året haft nogen betydning for din beslutning om at søge jobbet?

»Nej, det kan jeg sige fuldstændig ærligt, det har ikke spillet nogen rolle overhovedet. Jeg er tværtimod gået ned til omkring det halve i løn ved at flytte fra Hong Kong.«

Ansatte versus valgte ledere

Mere afgørende var at der er tale om en en lederstilling med reelt ansvar og en reel beslutningsmyndighed.

»Hvor en valgt dekan jo meget tit har en forpligtelse til at repræsentere sine vælgere i forhold til ledelsen, så er jeg anbragt meget mere i en midterposition.

Jeg skal ikke blot repræsentere fakultetet over for ledelsen, jeg skal også til en vis grad repræsentere ledelsen over for fakultetet. Og der befinder jeg mig godt. Jeg har ikke spor imod at være sådan en mellemmand.

Til gengæld har du vel mindre legitimitet end en valgt dekan der må handle sine beslutninger af med sit bagland?

»Jamen, jeg skal også forhandle tingene af med baglandet. Det gør jeg også. Altså, jeg tror ikke der vil være mindre legitimitet bag mine beslutninger når de har været igennem både Akademisk Råd og Samarbejdsudvalget og Humrådet og så videre.

Den eneste forskel er selvfølgelig at hvor jeg møder modstand – og vi snakker det igennem igen – og jeg bliver ved med at møde modstand – og vi snakker det igennem igen – så kan jeg på et tidspunkt sige: Her er punktet hvor vi ikke diskuterer mere, nu gør vi det. Det ville have været sværere for en valgt dekan, selv om der er gode eksempler på at de også har skåret igennem,« siger Kirsten Refsing.

Prodekan er en undtagelse

Lad os tage ansættelsen af den nye prodekan som eksempel. Du kommer hjem fra udlandet efter 12 år, og inden der er gået otte dage har du udnævnt lektor i Kinastudier Mette Thunø som næstkommanderende. Uden opslag – og uden at kende andre end en lille håndfuld af fakultetets forskere. Er det udtryk for en ny ledelsesstil og hvad man kan som ansat dekan?

»Ja, hvad man ‘kan’. Der er ikke noget som helst juridisk at komme efter. Dekan Ulla Wewer har gjort det samme på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Jeg har jo ikke hentet en ude fra byen eller med hjem fra Hong Kong. Jeg har taget en af fakultetets lærere der så har fået omdefineret sine opgaver. Og jeg vidste at når jeg skulle overtage et så stort fakultet, så havde jeg brug for en som havde været her længe og kendte det godt, men som ikke sad fast i vaner og vanetænkning, men tværtimod brændte for at komme ind og lave nogle nye ting,« siger Kirsten Refsing.

Kirsten Refsing fremhæver at hun altså også stod med et virkelig affolket sekretariat.

»Jeg havde fået lov at beholde Thorkil Damsgaard i nogle måneder som prodekan, men sekretariatschefen var lige rejst, en meget væsentlig medarbejder fra det studieadministrative system Fønix var lige rejst, der var flere ubesatte stillinger på fakultetssekretariatet.

Og der var simpelthen den her fornemmelse af at ‘det kan vi ordne når den nye leder kommer’. Men man kan jo ikke ansætte fra dag til dag, og vi har haft en forfærdelig fart på med at få opslået stillinger som fakultetsdirektør, prodekan for undervisning, syv institutledere, en HK-sekretær til mig.

Altsammen skal det på plads så hurtigt som muligt, så vi kan komme i gang med at planlægge og gennemføre de nødvendige forandringer.«

Så Mette Thunøs ansættelsesmåde var en undtagelse?

»Ja, det var sådan min enlige gave til mig selv: at jeg skulle have én person jeg havde tillid til bakkede 100 procent op om mine ideer – og hende skulle jeg have med det samme, og så skulle vi nok se at finde ud af resten sammen,« siger Kirsten Refsing der i dag er fuldstændig klar over at hun brød traditionerne i forbindelse med Mette Thunøe.

»Jeg er stadigvæk glad for jeg gjorde det fordi jeg har fået fantastisk god støtte siden hun startede. Men jeg kan godt se at det ikke er vejen frem, og derfor har jeg også sørget for at alt hvad der i øvrigt er sat i gang af stillingsopslag, er gået den rette vej.

Jeg har ikke tænkt mig at bruge min tid her på at skændes med hverken de studerende, eller samarbejdsudvalg eller Akademisk Råd. Jeg håber vi kan finde ud af det i samarbejde. Men jeg har heller ikke tænkt mig at bruge min tid her med at se på at der ingenting sker fordi der altid er nogen der har et andet syn på tingene.«

Erfaringerne fra Hong Kong

Hvad kan humaniora i Danmark lære af erfaringerne fra Hong Kong og Asien?

»Det er et stort spørgsmål. Det står helt klar for mig hvad forskellene er. De studerede i Hong Kong starter med deres uddannelse, går til timerne, laver hjemmearbejdet, kan lokkes til at diskutere hvis man behandler dem ordentligt, tager deres eksamen, falder ikke fra.

De kommer for at få en uddannelse, de har betalt for den, og de får den. 45.000 kroner om året, koster den. Efter tre års bacheloruddannelse går langt den største del af dem – 85 procent cirka – ud på arbejdsmarkedet og får sig et arbejde.

De har en bred baggrund med stor kompetence i mindst to fag og en række fag ved siden af, så de er meget efterspurgte. De får ikke en særlig høj løn, men dog højere end hvis de lige var kommet fra gymnasiet, og når de så har arbejdet nogle år, stiger lønnen.

Dem der bliver og tager en master svarende til en kandidatuddannelse, er folk der virkelig gerne vil prøve kræfter med forskning. Og de bruger begge år på deres afhandling.

Når de når dertil, er der et vist antal der ser i øjnene at de ikke vil kunne skrive en ph.d. Det har været med det yderste af neglene at de har fået afleveret deres kandidatopgave. Så de holder op og går ud og får arbejde på et ikke væsentligt højere lønniveau end bachelorerne. De stiger til gengæld lidt hurtigere i graderne.

Og så har vi ph.d.erne, og det er dem der erstatter de nuværende forskere her eller andre steder. Hvis de tager en kandidatgrad på Hong Kong University, må de tage deres ph.d.grad et andet sted.

Og på samme måde optager vi kun ph.d.-stipendiater der har taget deres kandidatgrad et andet sted. Fordi de skal ud i verden. Jeg går ikke specielt ind for hjemmefødinge.

Det har jeg så levet med i 12 år, og det synes jeg er et udmærket system. Men arbejdsmarkedet i Danmark er jo meget anderledes, og mange studerende er gift og har børn og er ikke så mobile.
‘
Men i princippet er mobilitet utrolig god for kvaliteten og folks horisont og omstillingsvillighed og iderigdom. Og hvis den kan fremmes, vil jeg gerne være med til at fremme den.«

Frafald og hurtigere gennemførsel

Hvad har du så tænkt dig at gøre ved det store frafald og de lange studietider på Humaniora?

»Regeringen arbejder nu med en plan der hedder at når den studerende har overskredet den normerede studietid med over et år, ophører taxameterbetalingen.

I praksis betyder det at den studerende enten selv skal til at betale for at færdiggøre sin uddannelse, eller at universitetet skal betale for det. Min holdning er at det er vores pligt som lærere og forskere at sørge for at problemet slet ikke opstår ved simpelthen at støtte og hjælpe de studerende med at opfylde regeringens krav.«

Og hvordan gør man det helt konkret?

»Man giver bedre vejledning i starten, man følger de studerende der ikke har aflagt nok eksaminer til at få 60 ECTS-point, kontakter dem, hører til dem og spørger: Hvor har du brug for hjælp og vejledning«, siger Kirsten Refsing.

Hun har også foreslået at der laves nogle mere fleksible bacheloruddannelser så studerende der ikke lige ved hvad de allerhelst vil lave, får en mulighed for at prøve sig frem uden nødvendigvis at forlænge deres studietid.

Endvidere er hun ved at undersøge om fakultetet kan forbedre frafaldsstatistikken ved at lave en samlet indgang til de humanistiske fag så studieskift ikke tæller som frafald.

»Så det er nogle af de ting vi arbejder med. De skal stadig diskutereres grundigt igennem med studenterne, lærerne, studielederne og andre interesserede. Vi er i gang med en studienævnsreform hvor jeg har indstillet til rektor og bestyrelse at de nuværende 30 studienævn reduceres til seks – et per institut plus et ph.d-studienævn.

Det tror jeg vi får meget stor glæde af, for jeg tror vi kan koordinere tiltag og ideer omkring hvordan vi hjælper studenterne med at opfylde kravene,« siger Kirsten Refsing.

Studie og arbejdsmiljø

En af de helt store udfordringer for den nye dekan er byggeplanerne for den nye Søndre Campus. Samtlige fag på Humaniora skal samles under KUA’s tag inden 2013 idet etape to og tre af det nye KUA så vil være realiseret i en ombygning af det gamle KUA.

Samtidig skal der skabes plads til Jura og Teologi, og det samlede arealforbrug skal ‘fortættes’ med 15-17 procent.

»Det et vigtigt at vi ikke laver samme fejl igen, men lærer af hvad der var galt med det gamle KUA og hvad der ikke fungerer så godt i det nye KUA. Vi har jo stor indflydelse, ikke på størrelsen af Søndre Campus, men hvordan den bliver bygget,« siger Kirsten Refsing der allerede har igangsat en slags ‘blog’ på www.ku.dk/campus/soendre hvor alle kan komme med gode ideer – og kritik.

Den har været i luften i godt en uge, og der er allerede mange indlæg.
Hun synes det ville være dejligt hvis der var så rart at det er mere attraktivt at sidde ude på KUA end derhjemme.
»Jeg vil gerne skabe et miljø hvor både studerende, forskere og selvfølgelig også borgere kan lide at være.

Her er bænke at sidde på, her er grønt, skygge og vand, der er lækroge, der skal være indendørsarealer hvor de studerende synes det er rart at sætte sig ned, de skal have læseværelser og specialepladser. Sådan er det ikke nu«, konstaterer hun.

Hun er sikker på at nogle af tingene bliver logistisk set meget svære at løse.

»Det er dyrt at flytte, dyrt at få trukket kabler osv. Men med hensyn til slutresultatet, er jeg meget optimistisk,« siger Humanioras nye dekan og lyder som en der taler af privat erfaring.

Hvordan det føles at være hjemme igen, ved hun dog ikke helt.

»Det har jeg ikke haft tid til at tænke over. Men min mand siger det er hårdt. Det gode ved det er at man kan se sine børn og tage sig lidt af sit barnebarn. Det er jo dejligt. Men hver gang jeg er ude på gaden, så er forretningerne lukkede.«