Humanister vrøvler

For nylig blev følgende kommentar slænget igennem lokalet under en filosofitime på Columbia University, hvor jeg indtil for nyligt var udvekslingsstuderende: »Mennesker, de er jo ikke underlagt naturens love.«

Det var ikke det svar underviseren var ude efter, men selve påstanden blev ikke afvist, snarere tværtimod. Den studerende havde altså – i underviserens øjne – fat i den lange ende. Der sad jeg: gravid med tvillinger i 3. måned og måtte høre, at min krop og person ikke er forbundet med naturen.

Jeg var for chokeret til at lytte efter det ’rigtige’ svar og konstarede blot stiltiende, at der endnu en gang blev banket et søm i myten om humanister som lallende snakkehoveder. Ja, undskyld mig. Humanister vrøvler, og jeg er træt af det.

Tag jer sammen

Gentagne gange er jeg af højt anerkendte humanistiske forskere og undervisere blevet fortalt ting i stil med, at det er tilnærmelsesvis »blasfemisk at studere menneskelig tankevirksomhed i naturvidenskabelig optik,« at »H2O (vand) ikke behøver være H2O, det er blot en samfundskonstruktion,« og jeg kunne blive ved.

Jeg er selv humanist og stolt af det. Jeg elsker mit fag – litteratur – og dette er ikke et bittert indlæg, hvor jeg grædende erkender, at jeg burde være blevet biokemiker. Jeg skiftede faktisk i starten af mit uddannelsesforløb fra Statskundskab til Litteratur, fordi jeg savnede mere abstraktion og langhårethed.

Men vi humanister bliver simpelthen nødt til at spidse øren over for den omgivende verden, og som de siger i USA: get a grip! Det nytter ikke noget, at man inden for humanistisk undervisning og forskning stædigt vedbliver at betragte mennesker og deres tankevirksomhed som fuldstændigt uafhængige af fysik, kemi og biologi og nægter at omfavne det gigantiske reservoir af naturvidenskabelig viden, som mennesker gennem årtusinder har frembragt.

Humanister har brug for naturvidenskab

Naturvidenskab kan med fordel anvendes som en ressource inden for humaniora til at bringe os videre i vores søgen efter, hvorfor mennesker producerer kunst, frembringer filosofi og i det hele taget kommunikerer.

Netop derfor er det des mere utilgiveligt, når humanister vender naturvidenskab ryggen med det argument, at de to discipliner ikke kan forenes. Det kan og skal de efter min mening. At påstå at humaniora som videnskab om det menneskelige åndsliv ikke har noget med naturen og naturlove at gøre er vrøvl, og det vil det altid være. Punktum.

Til min store begejstring skyder der i disse år uddannelser og discipliner frem, som fokuserer på styrken ved et bredt perspektiv inden for humanistisk forskning. Jeg har med glæde konstateret, at studiet af neuroscience er det nye sort inden for litteraturforskning, og at viden om psykologi i stigende grad implementeres i medie- og sprogforskning. Men der er stadigvæk lang vej endnu, inden en stor del af de humanistiske undervisere og studerende gnider deres lettere verdensfjerne øjne og slipper angsten for faktuel videnskab.

Før det sker, kan vi humanister ikke gøre krav på at blive taget lige så seriøst som forskere inden for andre discipliner – vi må blive siddende i elfenbenstårnet og snakke videre. Gider vi virkelig det?

uni-avis@adm.ku.dk