Hun gik i arkiverne og på loppemarked for at skrive historien om familiealbummets fortællinger

En kvinde og en mand sidder over for hinanden på en altan. De er solbrune. Kvinden er i bikini, manden i badeshorts. På bordet foran dem står et askebæger, og en smøg hviler skødesløst i mandens hånd. De ser ud til at være dybt optaget af en samtale med hinanden på det falmede fotografi.

Bladrer man videre i fotoalbummet, er der flere lignende billeder. Kvinden, der storsmilende poserer foran kameraet. Manden og kvinden ved stranden. Et enkelt foto afbilder en turistattraktion.

På et skrivebord i et kontor på Søndre Campus ligger et hav af fotoalbum i alle størrelser og grader af slid. De tilhører professor i fotografistudier Mette Sandbye. Nogle album er fra hendes egen familie, andre har hun fundet på loppemarkeder og i arkiver.

Tilsammen fortæller de mange album og fotografier en historie om velfærdssamfundets skabelse, om dengang fotografiet blev frit og kameraet blev allemandseje og om, hvordan mennesker forstår sorg, glæde og tidens gang gennem billeder. For billeder er både historieformidling og en måde at bearbejde verden på, siger Mette Sandbye, der i november 2025 udkom med bogen Fra Instamatic til Instagram – Familiealbummets Fortællinger.

LÆS OGSÅ: Cirkelkaffepigen minder os om en tid, vi helst vil kalde fortid

Tante Mollys kamera

Da Mette Sandbye var ni år gammel, skulle hun på skoletur med klassen, fortæller hun. Med i tasken fik hun sin mors fotoapparat, så turen kunne dokumenteres. Men undervejs kom Mette Sandbye til at lukke kameraet op ind til filmrullen. Den lysfølsomme film blev overeksponeret, og alle de dyrebare fotografier var ødelagt.

»Jeg var grædefærdig,« siger hun.

I 1963 lancerede Kodak sit nye, brugervenlige kamera ’Instamatic’. De solgte det som Tante Molly-kameraet, fordi det var tilgængeligt og brugervenligt selv for Tante Molly og en ung Mette Sandbye.

Væk var frygten for, at billederne blev ødelagt, når man skulle have filmrullen ud eller ind. Nu kunne alle været med. Man købte en plastikkassette med filmen i, og når billederne var taget, afleverede man kassetten til fotohandleren, så de kunne stå for fremkaldelsen.

Kodak havde kæmpestore lysreklamer på blandt andet Grand Central Station i New York, som afbildede iscenesatte familiefotos. Far og børn leger i sofaen, mor tager et billede. Børnene sidder pænt foran juletræet sammen med hunden, mor står med fotografiapparatet. Mette Sandbye kalder det Kodak-konventionen.

»Kodak brugte reklamerne til at vise, hvordan de og deres kameraer understøttede fortællingen om det gode familieliv. Og Kodak var et globalt firma, så konventionen om, hvad man tager billeder af, og hvad man puttede i et familiealbum, spredte sig med det.«

Året efter uheldet på skoleturen, fik Mette Sandbye til sin tiårsfødselsdag foræret sit eget Pocket Instamatic kamera, så fejlen ikke gentog sig.

Mette Sandbye rækker ud efter et fotoalbum med orange plastikomslag. Det er hendes eget – resultatet fra hendes første kamera. På forsiden er solvognen trykt med guld. Det allerførste billede hun slår op på, viser hendes familie, der poserer bag juletræet. Fotografierne er falmede i orange og gule nuancer og er gemt bag plastiklommer.

»Det er jo et af de mest fotograferede motiver,« siger Mette Sandbye. »Juletræet.«

Hun bladrer lidt videre og slår op på en ny side. Et billede fra 1970erne af tre børn og to voksne, hvor de voksnes hoveder rager ud over fotografiets kant:

»Man var ikke så kritisk over, hvilke billeder der kom med i albummet. Det er meget klassisk at medtage et billede, hvor hovedet lige er kappet af. Man tog jo lige så meget billeder af situationer som af mennesker.«

Når filmrullen var tom, gik man ned til fotoforhandleren, afleverede kassetten og betalte en femmer for hvert fremkaldt foto. Alle billederne blev sat i album, for man havde jo betalt for dem.

En historisk guldåre

Efter Kodak lancerede Instamatic, skete der en eksplosion i antallet af fotos i 1960’erne og 70’erne. Selv børn kunne nu fotografere deres hverdag. Men perioden er ikke særligt undersøgt af forskere.

Det er der, ifølge Mette Sandbye, tre grunde til. For det første har mange familier stadig deres album stående hjemme på lofter og hylder. For det andet er mængden af materiale helt enormt stor – så stor, at mange ikke har set værdien i det, og meget bliver smidt ud. Og for det tredje er fotografierne fra den periode sværere at bevare end tidligere fotografier; farvebillederne var af dårlig kvalitet, og plastiklommerne, som billederne ofte opbevares i, er ikke velegnede til arkivering.

På universitetet læste Mette Sandbye Moderne Kultur og Kulturformidling og specialiserede sig i fotografi. Dog var det kunstfotografi, mens familiefotos måtte træde i baggrunden.

»Generelt har fotografi været et meget underprioriteret forskningsområde. Det undrede mig meget, da jeg begyndte at studere, og derfor valgte jeg at specialisere mig i det.«

Først uddannede hun sig inden for kunstfotografi, men sidenhen begyndte interessen for de gamle familiealbum at vokse. Og allerede i 2007 tog Mette Sandbye på sit første forskningsophold i USA. Her er det første spadestik til hendes nye bog taget. Siden har hun været på forskningsophold i både USA, Japan og England. Det er blevet til et hav af artikler om forskellige aspekter af familiefotos. Nu har hun samlet det hele i en bog.

Materialet har Mette Sandbye fået fra mange forskellige sider. Noget har hun fået foræret sammen med historierne om familierne. Noget har hun opstøvet på loppemarkeder, i genbrugsbutikker og i Det Kongelige Biblioteks arkiver. Og noget af det er hendes egen families. Hun håber, bogen kan være med til at vække en interesse blandt historikere for, hvilken guldgrube af uudforsket materiale der ligger gemt her.

»Jeg fornemmer, at de fleste historikere har lidt berøringsangst over for fotografieet som kilder. De kan bedst lide nedskrevne kilder, og de bruger mest fotos som illustrationer. De har sjældent et analytisk, billedæstetisk blik på fotografierne og tager ikke billederne rigtig alvorligt.«

Vi sanser verden gennem fotos

Dengang Mette Sandbye var barn, lavede stort set alle vestlige middelklassefamilier fotoalbum. I dag viser en undersøgelse foretaget i 11 europæiske lande i 2023, at kun 14 procent holder fast i traditionen. Og kun to procent af alle mobilfotos ender som fysiske print.

Selvom fotoalbummene er en uddøende art, viser samme undersøgelse, at otte ud af ti stadig forbinder familiealbum med noget positivt.

Både det at tage billeder og at lave album, hvor man selv arrangerer billederne, klistrer dem ind og måske skriver små tekster ved siden af, er en vigtig kreativ og psykologisk identitetsskabende ting ifølge Mette Sandbye.

»Den måde vi tager billeder på, især efter teknologien blev tilgængelig for alle, kalder jeg æstetisk verdensskabelse.«

Det er en måde at se og sanse sin hverdag på, en måde at placere sig selv i verden.

»Vi tager billeder af vores venner og sociale relationer. Alt fra en solnedgang til en aftensmad eller en blomst, som lige er sprunget ud. Det der måske ser tilfældigt ud, er egentligt æstetik. For æstetik betyder jo at sanse verden,« siger hun.

Mette Sandbye rækker ud efter endnu et fotoalbum. Det er hendes forældres, fra dengang de var unge og nyforelskede. Billederne er i sort-hvid, og med sirlig skrift er der skrevet en enkelt sætning eller to til hvert billede. Nogle gange for at forklare, hvad der foregår på billedet, andre gang en lille sjov replik.

Mette Sandbye rækker ud efter endnu et fotoalbum. Det er hendes forældres, fra de var unge og nyforelskede. Billederne er i sort-hvid, og med sirlig skrift er der skrevet en enkelt sætning eller to til hvert billede. Nogle gange for at forklare, hvad der foregår på billedet, andre gang en lille sjov replik.

På et af billederne sidder Mette Sandbyes mor i en skov, omkranset af anemoner. Forår i Danmark, står der ved siden af. På et andet billede forsøger Mette Sandbyes far sig på stylter, fint klædt i slips og skjorte. Tungen lige i munden, står der med svungne bogstaver.

»Man har som individ psykologisk set brug for at se sig selv som en del af en større genealogi. Det er vigtigt for mennesker at se sig selv i en sammenhæng,« siger Mette Sandbye og fortsætter:

»Fotoalbum styrker identitetsfølelsen – især hos børn. Og de fleste er meget enige om, at fotoalbum er vigtige. Men vi laver dem ikke længere. Fotos ender i skyen, og måske deler man nogle på Instagram.«

De andres liv

Mette Sandbye har rejst sig og står nu og leder i en af sine mange fyldte kontorreoler.

»Det er måske lidt mærkeligt, at jeg går og køber afdøde menneskers album, men jeg ser det lidt som om, jeg redder dem fra glemslen,« siger hun og hiver et album ned fra hylden, som hun tager med tilbage til skrivebordet.

»Når jeg bladrer i fremmede menneskers album, kan jeg sidde og fantasere om, hvordan de levede.«

Motiverne fortæller historier om deres samtid:

»Det er meget tidstypisk for 1960’erne og 70’erne at fotografere nyerhvervede materielle ting, som man er stolt af. Det kan være fjernsyn, radioer, køkkener og biler.«

Mette Sandbye roder i bunken af album på skrivebordet. Hun hiver et billigt udseende fotoalbum frem – et af dem, man købte færdiglavet hos fotohandleren. Vi er tilbage hos manden og kvinden på altanen, et britisk par på charterferie. Mette Sandbye bladrer videre. Langt størstedelen af billederne er af parret, eller den ene halvdel af parret, som enten står foran noget, eller slapper af ved vandet. Der er forsvindende få billeder af turistattraktioner:

»De billeder, de er kommet hjem med, er rigtig meget bare lillemor og lillefar på tur. Det er en form for cementering af dem og deres samliv og parforhold og knap så meget den destination, de har valgt at tage til.«

Billeder til bearbejdning af sorg

Familiealbum portrætterer ofte det, vi er glade for og stolte af. Men Mette Sandbyes forskning viser også, at de kan bruges til at bearbejde sorg og tab.

Da forskeren var i USA, faldt hun over et familiealbum, på det der svarer til Det Kongelige Bibliotek i Chicago. Det var et bryllupsalbum af et ungt par, som blev gift i juli 1963. Albummet viser parrets vielse, deres bryllupsrejse og deres nyerhvervede røde Corvette Cabriolet.

I næste album er stemningen anderledes. Billederne er i sort-hvid og viser stort set kun et lille barn og en bil. På en anden side er et avisbillede fra attentatet på Robert F. Kennedy i 1968 klistret ind.

Det lykkedes Mette Sandbye at få kontakt til manden, som indleverede albummene til biblioteket, og han fortalte hende historien bag.

Parret blev skilt kort tid efter, de havde fået en søn. Album nummer to er fra efter skilsmissen. Kvinden fik forældremyndigheden, og faren fik lov til at komme hver lørdag og tage sønnen med på en køretur. Og så lavede han et album med billeder fra sine lørdage.

»Faren har brugt det her album til sorgarbejde. Han viser både sorgen over sin egen personlige tragedie, mens billederne af den myrdede Kennedy afspejler en sorg over tiden.«

Mette Sandbye har også fundet album, som en mor har skabt og foræret til hver af sine sønner den dag, de flyttede hjemmefra. En måde at sige farvel på. Et andet album, hun fandt på Det Kongelige Bibliotek, ligner et klassisk familiealbum med ferier og fester, kortspil og juletræ, men slutter med billeder af datterens grav. Resten af albummet er fyldt med blanke sider.

»Man får jo lidt et chok over at se, hvordan gravstedet pludselig er der blandt alle de glædelige stunder. Det er jo et stort, ubeskrevet sår,« siger Mette Sandbye.

»Det er en psykologisk vigtig, menneskelig, kreativ og sansende impuls at tage billeder, og fotoalbummene kan bruges til at bygge bro mellem det, der var og det, der kommer efter.«

Kulturformidling fra Serbien til Næstved

Familiealbum kan også bruges som kommunikationsmiddel og til kulturformidling. Det opdagede Mette Sandbye, da hun fik fat i en stak album fra en familie fra Serbien, som kom til Danmark i 1970’erne som gæstearbejdere. Sønnen efterlod de hjemme hos bedsteforældrene i Serbien, mens de selv fik arbejde på Holmegaard Glasværk.

I albummet er der billeder af dem i traditionelt serbisk antræk, men også fotografier af dannebrog i lagkagen, Tuborg på bordet og en dansk julekalender.

Mens sønnen var i Serbien, sendte familien billeder frem og tilbage, så de kunne vise den nye kultur.

Sønnen kom først til Danmark som 15-årig, da hans forældre efterhånden måtte sande, at de nok ikke kom tilbage til Serbien.

Mette Sandbye finder en gammel avisartikel frem, hvor familien er interviewet i Politiken. De fortalte, at de var blevet godt modtaget, og at de følte sig danske, men alligevel havde holdt fast i deres serbiske rødder.

»Albummet giver nogle nuancer til, hvordan indvandrerkulturen så ud i 70’erne. Der er mange paralleller til migrantkulturen i dag, men det virker som om, man var lidt mere åben for forhandling af identiteter dengang, også blandt danskerne.«

Et nyere eksempel, som Mette Sandbye også har med i bogen, kommer fra hendes søster. Hun er indisk gift, og for at holde den indiske del af familien opdateret især på børnebørnenes liv, laver de hvert år et fotoalbum. Et af dem, hvor man sender digitale billeder ind, og får trykt dem i en flot bog, som så kommer med posten efter et par dage.

»Her ser vi jo det samme kommunikerende aspekt som med migrantfamilien fra Serbien. Det er en måde at holde folk opdateret og formidle kultur på.«

Algoritmen erstatter æstetikken

Selv stoppede Mette Sandbye, som de fleste andre, med at lave familiealbum omkring år 2010, da hendes yngste søn var otte år. En familietur til Japan er det sidste fysiske album, der står på professorens reoler. Hun og alle andre rykkede over til digitale fotos.

Med det digitale foto kom mange flere billeder til. Så mange at det kan føles som om, vi bliver oversvømmet af dem, men som vi sjældent genser. Algoritmerne forsøger at hjælpe os. ’Det her lavede du samme dag for fire år siden,’ ’Sommerferien 2018’.

»De virtuelle album er kurateret af en algoritme – ikke af os selv. Og derfor kan der i et nostalgisk tilbageblik på sommerferien til Tenerife pludselig dukke et tilfældigt screenshot af en indkøbsliste op,« siger Mette Sandbye.

I dag er motivpaletten også kraftigt udvidet. Vi tager billeder af alt fra huskesedler til solnedgange. Og der er forskel på, om vi bruger dem for at erindre oplevelser eller om vi tager et billede for at lægge en story op på Instagram, som vi ved, forsvinder 24 timer efter.

»De flygtige og kommunikative motiver er der kommet mange flere af, men vi ser også stadig masser af billeder af juletræer.«

Vi er blevet langt mere bevidste om, hvad vi ønsker at dele med omverdenen. Billeder er ikke længere permanente på samme måde. Derfor er de også sværere at tilgå for forskere i dag.

»Det er et paradoks: Der er aldrig blevet taget så mange billeder som nu, men vi har aldrig set så lidt på dem, og vi har aldrig haft sværere ved at få adgang til dem og bevare dem.«

Og fordi det hele er digitalt, forsvinder det fysiske aspekt af at sidde og bladre i en fotobog og bruge tid på at kuratere motiverne for derigennem at bearbejde minderne.

»Hvis der er en som mig, der om 30 eller 40 år har lyst til at undersøge, hvordan folk skildrede hverdagslivet i 2026, får de det meget svært. Dels fordi det hele er digitalt, og dels fordi billederne ligger på kommercielt ejede platforme.«

Og fordi billederne er så mangfoldige, er der ingen, der rigtigt passer på dem og bevarer dem for eftertiden.