Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

Hun gjorde alting forkert, men endte som stjerneforsker

Forskerliv — Fysiker Birgitta Nordström har netop modtaget en pris for sit arbejde med at støtte især yngre, kvindelige forskere. Hendes egen karriere har været præget af både udfordringer, arbejdsglæde og oplevelsen af kønsdiskrimination.

Den 5. oktober uddelte Kvinder i Fysik (KIF) en særlig ærespris, KIF Lifetime Achievement Award, til den 79-årige fysiker Birgitta Nordström.

Hun modtager prisen for sin betydelige forskningsmæssige indsats igennem hendes lange forskerkarriere og for at være en værdifuld rollemodel for andre forskere. Prisen er helt ny, så det er første gang, den er blevet uddelt.

Uniavisen har besøgt Birgitta Nordström i hendes hjørnekontor i den ny Niels Bohr Bygning for at høre, hvad der virkelig motiverer hende i forbindelse med det arbejde, hun har gjort, og som førte til, at hun nu har modtaget prisen.

Det viste sig dog hurtigt, efter samtalen var gået i gang, at hun i kraft af sit lange forskerliv har så meget mere at berette; om stjernerne, forhindringerne og om et helt særligt parløb.

Der var en del misundelse

Birgitta Nordström er oprindelig svensk og kom til Danmark i 1972. Derefter blev hun ansat i en halvtidsstilling ved Københavns Universitet, på Niels Bohr Institutet:

Måtte tage to ph.d-grader, før KU blev helt tilfreds:

Birgitta Nordström blev uddannet fra Stockholms Universitet i 1970, hvorfra hun fik både en magistereksamen og en kandidat- samt en licentiatgrad.

En licentiatgrad blev anvendt som en akademisk grad i Danmark fra 1955-1988. Derefter blev den gradvist erstattet af en ph.d.-grad.

Fordi Birgitta Nordström også havde arbejdet som forsker i udlandet, vurderede Stockholms Universitet den til at svare i international sammenhæng til det, vi i dag kalder for en ph.d.

Men den vurdering fra Stockholms Universitet købte KU ikke, dengang først i 1970’erne, så den foretagsomme unge kvindelige forsker var nødt til at gennemføre et nyt uddannelsesforløb, som i princippet blev til den anden ph.d., hun har taget.

»I 1973 var jeg en ud af kun tre kvinder på Niels Bohr Institutet. På papiret havde jeg en bedre uddannelse end de fleste andre her på stedet. Der var samtidig ansættelsesstop på universitetet, og oveni var jeg svensker og udlænding. Derfor var der en del misundelse mod mig,« siger Birgitta Nordström, på dansk med en let hørbar, svensk accent.

Efterfølgende bløder hun dog udsagnet lidt op:

»Men vi blev aldrig uvenner på nogen måde på instituttet. Det hele var bare sådan lidt vanskeligt til at begynde med,« siger hun.

Samtidig boede hun med sin mand i et hus på Sjælland nær Holbæk, hvor hun fik tre børn, hun skulle passe ind i sit forskerliv – og dengang var der ingen hjælp at hente hos kommunen:

»Kommunen troede ikke på dagpleje og sådan noget. Den tog det i stedet for givet, at en mor blev hjemme og passede sine børn. Men sådan blev det ikke,« siger hun bestemt og tilfreds.

Et vellykket forskerægteskab

Hvis hun havde været med i en slags konkurrence om at bryde alle uskrevne regler, virkede det som en slags kronen på værket, at hendes mand også var ansat på Niels Bohr Institutet.

»Nogle af mine kolleger frarådede mig at arbejde sammen med ham. Det gjorde jeg så alligevel. Og fordi der altid skulle være én forælder hjemme til at passe børnene, måtte vi dengang gennemføre alle vores forskningsrejser på skift,« siger Birgitta Nordström.

Dem blev det til en del af. De har blandt andet begge rejst rigtig mange gange til Chile i Sydamerika. Birgitta Nordström har været der 35 gange, og hendes mand endnu flere, for at kunne studere stjernerne ved observatorier, der ligger højt oppe i Andesbjergene.

Hvad gjorde I, når I skulle forske til daglig, for det er jo sjældent en 8-16 beskæftigelse?

»Allerførst fik vi det ældste af vores børn i en børnehave i en anden kommune. Sammen flyttede vi også en målemaskine, som vi skulle bruge i forbindelse med vores arbejde, fra Niels Bohr Institutet hjem til os, så vi kunne sidde derhjemme og måle om aftenen, om natten og i weekenderne,« siger hun om det lidt usædvanlige forskerpartnerægteskab.

»Der var et meget godt sammenhold mellem min mand og mig. Der var ingen misundelse imellem os. Det er ellers ikke usædvanligt, at der opstår misundelse mellem forskere. Men det skete ikke for os,« siger Birgitta Nordström.

På den måde fik de deres to forskerkarrierer til at køre på skinner i en tidsalder, hvor det ellers ikke var almindeligt for kvinder at forske i fysik. Og med tiden fik de udrettet usædvanlige ting sammen.

20-årigt projekt endte i triumf

Efterhånden som de begge faldt på plads på Niels Bohr Institutet, blev det tid for dem til for alvor at gå i forskeraktion.

»Johannes og jeg startede nogle projekter sammen, som det tog os 20 år at gennemføre, for det var store observationsprojekter, hvor vi skulle observere de samme stjerner flere gange. Vi blev færdige med det og fik resultaterne publiceret i Astronomy & Astrophysics i 2004. Det blev en af de mest citerede publikationer på Københavns Universitet i det år,« siger Birgitta Nordström.

Kort fortalt har hun – og hendes mand – forsket i galaksernes kemiske udvikling, og i det arbejde har de haft særligt fokus på Mælkevejen som en prototype for galakser. De to forskere har blandt andet vist, at Mælkevejens struktur og dynamik er langt mere kompleks, end man antog tidligere.

»Vi følte os ret godt tilfredse, og vi blev optaget af den videnskabelige menighed i hele verden. I dag er publikationen også blevet citeret flere tusinde gange,« siger Birgitta Nordström.

Blev aldrig ansat på fuld tid

På trods af hendes forskningsmæssige præstationer og succes blev hun aldrig tilbudt en ansættelse på fuld tid på Niels Bohr Institutet.

Birgitta Nordström:

Birgitta Nordström blev uddannet fra Stockholms Universitet i 1970.

Efterfølgende fik hun arbejde som postdoc hos Astronomica Observatory ved University of Geneva i Schweiz fra august 1970 – august 1971. Bagefter blev hun ansat som postdoc ved University of Victoria i Canada fra oktober 1971 – september 1972.

Det var i øvrigt i Canada, at hun mødte sin kommende mand, Johannes. Sammen tog de til Danmark, fordi hendes mand havde fået lovning – mere eller mindre – på en stilling på Niels Bohr Institutet.

»Det skete heller ikke efter, min mand og jeg fik afsluttet vores store projekt. I stedet fortsatte jeg på halv tid som forsker, og så fik jeg en stilling på halv tid som direktørassistent på instituttet. Senere kom jeg over i kommunikationsafdelingen. Mit arbejde var altså stykket sammen af to stillinger, der ikke direkte hørte sammen, men jeg tog, hvad der var,« siger hun.

Tror du, at du var blevet tilbud en lektorstilling på fuld tid, hvis du havde været en mand?

»Det kan jeg ikke påstå. Det ved jeg ikke. Jeg er blevet tilbudt stillinger på fuld tid i andre lande, men stillingerne var ved universiteter, der lå nord for Polarcirklen, og det hang bare ikke sammen med at have en familie og småbørn i Danmark,« siger Birgitta Nordström og fortsætter:

»Der er en del kvindelige forskere, der vælger ikke at få børn, fordi det er for svært for dem at få arbejdet til at hænge sammen med en familie. Min mand og jeg valgte at få tre børn, og vi fik så lavet de kompromisser, der var nødvendige, og kun derfor kunne det lade sig gøre for os,« siger hun, der i dag desuden er bedstemor til seks.

Hun har ved siden af sit arbejdsliv ved Niels Bohr Institutet også haft mange internationale opgaver, blandt andet i komitéer.

»Det vækker også respekt herhjemme, så jeg synes, jeg er blevet mere respekteret som emerita end tidligere. Nu får jeg selvfølgelig heller ikke løn for mit arbejde som emerita, så jeg konkurrerer ikke længere med nogen.«

»En yngre, kvindelig forsker sagde til mig for ikke så lang tid siden, at hun ikke kender nogen, der er blevet så dårligt behandlet som mig. Men jeg har valgt at holde lav profil – ikke at skælde ud, også selv om det ville have været berettiget. Jeg har kæmpet mig igennem på den måde,« siger Birgitta Nordström.

Et godt råd til unge forskere

Hun arbejder stadig med forskning i stjernernes mærkværdigheder. Og sin rolle som rollemodel for yngre, kvindelige forskere vægter hun meget højt.

Hvad mener du selv, at du har fået prisen for?

»De kan se, at en kvindelig forsker kan se ud som deres mor, deres bedste ven eller måske dem selv,« siger Birgitta Nordström, der også får henvendelser fra unge, mandlige forskere, der søger hendes råd:

»Jeg tror, det er vigtigt, at jeg er her for de unge,« siger hun.

Hendes egen holdning er, at nysgerrighed, overblik over forskningsfeltet, lederevner og andre, personlige ting er lige så vigtige som produktivitet for at blive en god forsker, men situationen er mange steder den, at produktiviteten betyder mest i ansættelser af videnskabeligt personale.

Derfor er de unge forskere nødt til først og fremmest at koncentrere sig om deres forskning. Især skal unge, kvindelige forskere koncentrere sig om deres forskningsopgaver, for de har det med at havne på et sidespor, advarer hun.

»Problemet for kvinder er tit, at de bliver spurgt, om de vil være med i alt muligt udvalgsarbejde, fordi der i forvejen er så få kvinder at vælge imellem. Så man spørger de samme kvinder igen og igen. Men de må sige nej tak en gang imellem, for de er nødt til at bruge tiden på deres forskning,« siger Birgitta Nordström.

Den første forsker i familien

Selv er hun meget tilfreds med sin situation i dag, og hun oplever det ikke som negativt, at hun ofte har holdt lav profil.

»Jeg er utrolig glad for min tilværelse som lektor emerita. Jeg har også været meget glad for min ansættelse på Niels Bohr Institutet,« siger hun og husker tilbage på sit eget udgangspunkt:

»Jeg er ud af en familie, hvor ingen havde en højere uddannelse. Jeg var den første, der gik i gymnasiet, og jeg var den første, der gik på universitetet. Jeg havde nemt ved det. Jeg var især god til matematik. Min far fik imidlertid at vide, da han gik i folkeskolen, at han var for dum til at gå der, så han blev smidt ud i utide,« siger hun.

Faren var til gengæld handlekraftig, og han blev bager og startede sin egen virksomhed.

»Og han var altid glad. Når han arbejdede, sang han,« siger hun. Dét husker hun, og måske har det inspireret hende til selv at få et godt arbejdsliv på trods af de udfordringer, hun har har mødt.

Annonce

Seneste