Hun har adhd, men måtte betale 10.000 kroner, før hun kunne få hjælp på universitetet

»Jeg kunne ret hurtigt mærke, jeg var meget mere udfordret end mine medstuderende.« Ordene kommer fra 25-årige Cecilie Grønning, der fortæller om sin studiestart på tandlægestudiet.

Hun begyndte på Odontologi på Panum ved Københavns Universitet i september 2021 uden at vide, hun har adhd, der er en psykisk funktionsnedsættelse.

På Cecilie Grønnings andet semester, i foråret 2022, gik noget galt. Hun kunne slet ikke følge med i undervisningen og trak sig socialt fra sine medstuderende. Hun havde det ikke godt og var i tvivl om alting. Hun nåede dertil, hvor hun spurgte sig selv, om hun overhovedet kunne mestre en universitetsuddannelse.

Det endte med en sygeorlov i de sidste tre måneder af andet semester.

Her kunne historien om Cecilie Grønnings studier være endt. Men en kombination af hendes egen stædighed, hendes forældres forslag om at betale for en hurtig psykiatrisk udredning samt et tilbud om hjælp og støtte fra Københavns Universitets Studiestøtte & Studiemiljø betød, at det ikke gik sådan.

Fremstod som uinteresseret og rebelsk

Inden Cecilie Grønnings uheldige start på tandlægestudiet lå mange turbulente år i folkeskolen og i gymnasiet, hvor hun fik nederlag efter nederlag, og op igennem hendes skoletid mødte hun aldrig nogen, der så, hvilke udfordringer hun havde, eller som kunne hjælpe hende med at få sat ord og skik på dem.

Hvis jeg skulle vente et år eller mere på at komme til hos en psykiater igennem den offentlige sygesikring, havde jeg været nødt til at opgive idéen om at tage en videregående uddannelse.

Cecilie Grønning

»I gymnasiet kunne jeg ikke fastholde min koncentrationsevne i lang nok tid til at kunne lave lektier, og det blev til et regulært studieproblem. Jeg fremstod uinteresseret og rebelsk – som en der mest af alt er en belastning for andre,« siger Cecilie Grønning og fortsætter:

»Det var selvfølgelig enormt frustrerende for mig at føle mig utilstrækkelig og ikke at kunne leve op til de forventninger, der var til mig. Samtidig fik jeg ofte at vide, at jeg havde et enormt fagligt potentiale, og jeg kunne mere, end jeg viste.«

Efter gymnasiet arbejdede hun i 3,5 år som tjener på d’Angleterre og Hotel Sanders i København. Det passede hende rigtig godt, for i tjenerfaget er der faste regler for, hvordan man skal gøre alting, og det er typisk, hvad mennesker med adhd har brug for. Samtidig holdt hun af kontakten til gæsterne i restauranterne.

Efter nogle år indså hun dog, at hun også havde en længsel efter at få noget mere faglig stimulation, og hun vidste, hvor den stammede fra, for siden gymnasiet havde hun haft en drøm: At blive tandlæge.

»På det tidspunkt troede jeg stadigvæk, jeg bare skulle lære at være studerende på et universitet, selv om jeg i gymnasiet havde haft store problemer med at følge med i undervisningen,« siger Cecilie Grønning og tilføjer:

»Jeg mødte dog, til min store skuffelse, præcis de samme udfordringer, som jeg havde haft i gymnasiet. Jeg forstod uden problemer stoffet, jeg blev præsenteret for, men så snart det kom til at holde fast i den ny viden og formidle den, blev jeg sat til vægs.«

Familien betalte for privat psykiater

Inden hun begyndte på Panum, vidste hun absolut intet om, at hun havde en funktionsnedsættelse, men på tandlægestudiets andet semester blev udfordringerne for store – og det førte til en række nødvendige erkendelser: Hold pause nu, skaf hjælp, og begynd så forfra på andet semester, når du er klar – eller opgiv tandlægedrømmen helt.

Den største test kom i virkeligheden til at bestå i, om hun kunne skaffe den nødvendige hjælp hos en psykiater. Det viste sig at være et stort problem.

Hos SPS-vejledningen, under studiestøtte & Studiemiljø ved Københavns Universitet, stod medarbejderne ganske vist klar til at hjælpe hende tilbage til studiet, men ifølge lovgivningen må de ikke træde til, før en studerende kan fremvise en diagnose.

Den skulle Cecilie Grønning have via en udredning hos en psykiater, men i København ligger ventetiden til første konsultation på 50-70 uger, og det kunne hun ikke bruge til noget.

»Hvis jeg skulle vente et år eller mere på at komme til hos en psykiater igennem den offentlige sygesikring, tror jeg, jeg havde været nødt til at opgive idéen om at tage en videregående uddannelse. Jeg havde ikke kunnet gå uafklaret rundt i så lang tid uden hjælp, for jeg var i krise, og jeg havde det ikke godt,« siger Cecilie Grønning.

Hun var så dårlig, at det var altafgørende, at der kom en hurtig afklaring. Derfor gik hun uden om den offentlige sygesikring.

»Heldigvis sagde min mor, jeg skulle begynde at ringe rundt til de privatpraktiserende psykiatere i København. Den første, jeg kunne få en tid hos, skulle jeg tage, og så ville min mor betale,« siger Cecilie Grønning.

Hun fik tid en måned senere. Udredningen tog et par måneder og kostede lidt over 10.000 kroner. Cecilie Grønning fik sin diagnose i august 2022: adhd.

Med den i hånden kunne hun gå til SPS-vejledningen for at få hjælp til at kunne komme i gang igen på tandlægestudiet.

Medstuderende respekterer ærlighed

Cecilie Grønning er glad for den støtte, hun har fået fra SPS-vejledningen, og hun er samtidig glad for, at hendes medstuderende har været meget forstående, også selv om hendes adhd gav hende mange udfordringer i den første tid på studiet.

»Desværre blev udfaldet dengang, at jeg allerede i løbet af første semester trak mig socialt, fordi jeg er udfordret på min indlæringsevne, jeg endte med kun at omgås en lille gruppe, og jeg gik ret meget alene på studiet,« siger Cecilie Grønning.

Hendes adhd gør, at hun har enormt svært ved at fastholde sin koncentration i længere tid ad gangen. Der skal ikke meget til, før en ny og spontan tanke i hendes hoved overtager, og hun bliver meget let distraheret.

»Der skal simpelthen ingenting til at distrahere mig. Min hjerne er lidt ligesom en svamp, der suger alle stimuli til sig, og så brænder jeg hurtigt hele mit energilager af,« siger Cecilie Grønning.

Hun vidste godt fra gymnasiet, at hun for andre kunne fremstå som uinteresseret, men i lang tid bortforklarede hun det med, at hun var teenager, da hun sidst sad på skolebænken.

Da hun begyndte på Odontologi som 24-årig, kunne den forklaring ikke længere bruges til noget, men heldigvis tog de medstuderende godt imod hendes diagnose.

»De har været enormt forstående og virkelig søde til at respektere min ærlighed, men det kan selvfølgelig stadig føles ensomt, når man ikke altid mærker, at passer ind. Det er bare ikke nogens skyld,« siger Cecilie Grønning.

I dag ved hun godt, at hun hverken er dum eller doven og i stedet for at gå og slå sig selv oven i hovedet, accepterer hun, at hun ikke kan det samme som alle andre.

»Det er okay,« siger hun.

Et lyttende uddannelsessystem

I dag får Cecilie Grønning medicin for sin adhd, men hendes psykiater har også gjort det klart for hende, at medicin alene ikke er løsningen på alle hendes udfordringer, og derfor er den hjælp, hun kan få fra SPS-vejledningen vigtig.

Hendes første møde med en SPS-vejleder fandt sted i september 2022, og det blev til et af flere vendepunkter, efter hun fik sin diagnose.

Indtil da havde Cecilie Grønning aldrig før oplevet, at nogen i uddannelsessystemet både lyttede til hende, og at de så hende, når hun fortalte om sine problemer med at koncentrere sig.

»Da jeg gik derfra, var det første gang, jeg havde en følelse i maven af, at jeg godt kan gennemføre den her uddannelse. Det var virkelig en stor sejr for mig at være kommet så langt. Jeg var desuden enormt rørt, da jeg gik derfra; jeg sad faktisk til samtalen og måtte fokusere på min vejrtrækning for ikke at begynde at græde af lettelse,« siger Cecilie Grønning.

Medarbejderen sporede sig hurtigt ind på Cecilie Grønnings udfordringer, og det var en ny oplevelse.

»Jeg har i gymnasiet prøvet at sidde over for en studievejleder, der slet ikke kunne imødekomme mig. Ofte har jeg følt mig misforstået, men i stedet for at få hjælp har jeg fået skældud,« siger Cecilie Grønning.

»Derfor synes jeg, det er vildt fedt, at vi har de muligheder på Københavns Universitet, for jeg har forstået, at det ikke er alle steder, hvor man er så heldig, at nogen kan samle en op. Jeg ville ønske, jeg havde haft den samme mulighed for at få hjælp på gymnasiet,« siger Cecilie Grønning.

Der er alt for lidt fokus på kvinders adhd

Cecilie Grønning er altså begyndt at få hjælp til sig selv, og nu vil hun gerne hjælpe andre, der er – eller har været – i samme båd som hende.

»Jeg har et brændende ønske om at være med til at afstigmatisere psykiske lidelser og normalisere samtalen om livet med en diagnose, og jeg vil gerne være med til at skabe et mere nuanceret billede af, hvordan adhd ser ud. Det kan være anderledes hos piger og kvinder end hos drenge og mænd,« siger Cecilie Grønning.

Hun synes ikke, der er nok fokus på, at adhd hos piger og kvinder er meget mere skjult end hos drenge, og det har givet hende problemer.

»Jeg har oplevet at få negative kommentarer fra folk, der ikke forstår, at jeg har adhd, for de kan ikke mærke det på mig. Det kan selvfølgelig være en kompleks diagnose både for mig at skulle forklare og for andre at forstå, men jeg tror på, at åbenhed og dialog kan afmystificere det en smule,« siger Cecilie Grønning.

Ifølge hende er kvinder underrepræsenterede i adhd-forskningen, der indtil videre har fokuseret på de hyperaktive drenge, og det har givet et stereotypt og ikke-retvisende billede af, hvem der lider af adhd, og hvordan det kommer til udtryk.

Mange piger med adhd får fx deres diagnose cirka 10 år senere end drengene. Blandt danske drenge topper diagnosen nemlig blandt syvårige, mens det største antal diagnoser på et år topper blandt pigerne som 17-årige – og det har betydning for, hvordan deres adhd udvikler sig.

»Vi er rigtig mange kvinder, hvor den hyperaktive del af adhd bliver indadvendt, fordi vi fra meget ung alder lærer at maskere vores symptomer, så vi vender al den uro, der følger, indad,« siger hun og fortsætter:

»Vi kvinder får bare at vide, at vi skal sidde ordentligt på vores stol, og vi skal ikke rejse os op, når der er undervisning.«

For Cecilie Grønning betød den sene diagnosticering, at hun i alt for mange år kæmpede med stress, depression, en kaotisk skolegang, problemer med forhold og relationer, og at hun ofte stod med en følelse af at være utilstrækkelig – og af at blive ekskluderet.

»Som diagnosekriterierne er i dag, er de ikke rettet mod piger, og da vi på gruppeniveau ikke passer ind i den dominerende adhd-fortælling om de hyperaktive drenge, ender det desværre ofte med, at vi bliver overset eller fejldiagnosticeret,« siger Cecilie Grønning.

Håber, hun kan hjælpe bare et andet menneske

Hun tror, at hendes køn er en af årsagerne til at hendes adhd ikke blev opdaget, før hun var 24, og hun håber inderligt, at hun ved at stå frem kan hjælpe bare én anden person til at genkende symptomerne på adhd og få rettidig hjælp, for det vil være det hele værd for Cecilie Grønning, siger hun: .

»Jeg har virkelig manglet nogen at spejle mig i, selv om flere og flere heldigvis er begyndt at stå frem i medierne og tale åbent om psykiske lidelser, men da jeg var ung, kunne jeg virkelig godt have brugt, at en pige var stået frem med en historie, der lignede min.«

Det sidste års tid har været en rutsjebanetur for Cecilie Grønning, men alle forandringerne har været nødvendige:

»Det er virkelig gået op for mig, at jeg i mange år bare har kørt på autopilot med 200 km i timen. Alting er simpelthen gået for stærkt, men det var inden, jeg fik diagnosen. Nu har jeg i stedet slået autopiloten fra og sat farten ned,« siger Cecilie Grønning.

»Og jeg føler for første gang, at jeg har styringen over mit eget liv og ikke omvendt,« siger hun, efter at have arbejdet i et halvt år med at erkende, hvor hendes udfordringer kommer fra.

Nu er hun i gang med at genoptage sit studie på andet semester igen, efter at have været på orlov i efteråret. Hun har været nervøs for, om der skulle komme et nyt nederlag, hvis hun ikke lykkes med at gennemføre, men i øjeblikket er hun meget optimistisk.

»Jeg kæmper på ingen måde så hårdt som før for at imødekomme mine egne ambitioner for mit studier, og jeg har masser af drive. I undervisningen og til forelæsninger tilegner jeg mig rent faktisk ny viden, i modsætning til før, og jeg har ikke længere så mange problemer med at formidle den bagefter til andre i gruppearbejde,« siger Cecilie Grønning.

Men hun bruger stadig meget tid på læsningen

Hun føler, at hun her i februar 2023 har et helt andet udgangspunkt for at blive tandlæge end da hun begyndte i 2021 uden at ane, at hun har adhd.

Cecilie Grønning er i øvrigt glad for, hun ikke nåede at læse Odontologi gennem flere år, men kun i ni måneder inden hun kom på sygeorlov. Hun tror, at var hun ikke stoppet på andet semester, ville hun være blevet så nedbrudt og udbrændt, at der ikke havde været nogen vej tilbage til Panum.

»Når det er sagt, bruger jeg stadig meget tid på at læse, men det er mindre besværet denne gang, og jeg får rent faktisk noget ud af det. Min medicin hjælper mig også med at holde fokus meget længere tid ad gangen,« siger Cecilie Grønning.

Sammen med sin SPS-vejleder har hun lavet ugeskemaer. De har tilrettelagt hendes læseplan i forhold til undervisningen og arbejde. Den konkrete struktur fungerer godt for hende.

»Jeg kommer i mål med de ting, jeg sætter mig for, uden at skulle sidde til langt ud på natten,« siger Cecilie Grønning.