Hun studerer på uni i hverdagene og i moskéen om lørdagen. Og hun er langt fra den eneste

Hun har gjort det, siden hun var helt lille. Hver lørdag fra 10 til 16 sidder Rawan Al-Sidani sammen med små 25 andre unge mænd og kvinder foran tavlen i deres lokale moské. Formiddagen går med studier i fiqh – islamisk lov. Hvordan beder man korrekt? Hvordan vasker man sig inden bønnen? Den slags. Så er der frokostpause, og om eftermiddagen stiger refleksionsniveauet, når de reciterer og diskuterer koranen.

»Jeg føler, at min tro bliver boostet, når jeg går fra moskéen om lørdagen. Så er jeg klar til ugen og klar til hverdagen,« siger 24-årige Rawan Al-Sidani.

Og mange muslimske kvinder gør som Rawan Al-Sidani. De ønsker at blive klogere på deres religion og går derfor til islamundervisning i deres moskéer og opsøger viden om islam gennem alt fra bogklubber til YouTube-lektioner. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet, som religionsforsker Maria Lyngsøe står bag.

Hun kender ikke Rawan Al-Sidani, men til gengæld har hun interviewet 25 andre kvinder i alderen 22-67 år, der som Rawan engagerer sig i islamisk undervisning. Derudover har hun observeret undervisning i flere moskéer i Storkøbenhavn.

»Det har overrasket mig, hvor meget det betyder for de her kvinder at uddanne sig islamisk, og hvor meget tid de egentlig bruger på det. Det er særlig interessant, fordi der er en udbredt fordom om, at de islamiske trossamfund er meget mandsdominerede,« siger Maria Lyngsøe og fortæller, at de danske kvinders engagement ikke står alene.

»Man taler inden for international religionsforskning om en islamisk vækkelse i de her år, hvor især ressourcestærke muslimske kvinder prioriterer at undervise og dygtiggøre sig inden for islam. Forskningen viser, at det også giver dem nogle muligheder for at indtage nye positioner i de islamiske miljøer,« siger Maria Lyngsøe.

At kunne forsvare sig selv

Rawan Al-Sidani er iraker, men er født i Libanon og opvokset i Danmark. I dag læser hun en kandidat i Mellemøstens sprog og samfund på KU. Da Rawan Al-Sidani voksede op i en lille vestsjællandsk landsby, var hun i mange år det eneste brune barn på sin skole. Hun var den eneste muslim. Den eneste der kom fra Mellemøsten og den eneste, der bar tørklæde.

Jeg føler, at vi muslimer er nødt til at kunne forsvare os selv i Danmark. For der er ikke rigtigt andre, der gør det.

Rawan Al-Sidani

»Der var så mange spørgsmål til mig og min person hele tiden. Hvorfor holder jeg ikke jul? Hvorfor drikker jeg ikke alkohol? Hvorfor spiser jeg ikke svinekød?« siger Rawan Al-Sidani.

»Så jeg havde brug at kunne forsvare mig selv. Og for at søge noget viden for selv at kunne tage stilling til min religion og blive klogere på, hvem jeg er.«

Nogenlunde sådan lyder svaret fra rigtig mange af de kvinder, Maria Lyngsøe har mødt i sin forskning. De oplevede en usikkerhed omkring deres religiøsitet, typisk i teenagealderen, fordi de som muslimer opvokset i Danmark ofte skulle forholde sig til at være anderledes, forklarer Maria Lyngsøe. Og så er det godt at kunne besvare alle spørgsmålene – både dem, der vælter ind fra omverden og dem, der dukker op hos en selv.

»Det kan være en kollega, der har spørgsmål til, hvorfor man faster, og som er oprigtigt nysgerrig. Eller det kan være en mere udefinerbar følelse af, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved ens religion i offentligheden eller i nyhederne,« siger Maria Lyngsøe.

»Derfor udtrykker kvinderne, at de har brug for både at forstå meningen bag deres identifikation som muslimer og bag de specifikke praksisser som bøn og faste«.

Omverdens spørgsmål har længe frustreret Rawan Al-Sidani. Som barn og ung har hun oplevet at blive råbt ad, spyttet på og er også på anden vis blevet udsat for grov diskrimination. Og hun har en oplevelse af, at racismen i den offentlige samtale kun er blevet mere eksplicit.

»Jeg har ofte følt mig virkelig afvist i det her land. Jeg har følt, at jeg kun kunne blive accepteret ved at åbne min mund og tale. Og ved at have argumenterne i orden. Det har jeg fået ved at gå i moské og få mere akademiske og religiøse forklaringer på, hvorfor jeg ikke drikker alkohol, eller hvorfor Koranen ikke er kvindeundertrykkende, selv om det ofte er et argument, jeg møder,« siger Rawan Al-Sidani.

»Det kan måske lyde lidt hårdt, men jeg føler, at vi muslimer er nødt til at kunne forsvare os selv i Danmark. For der er ikke rigtigt andre, der gør det.«

Meningen med det hele

Hverken Rawan Al-Sidani eller de kvinder Maria Lyngsøe har talt med, opsøger bare undervisningen i moskéerne for at have forsvarstalen for deres religion på plads. Det handler lige så meget om spiritualitet og om at opnå »et guddommeligt nærvær i hverdagen«, fortæller Maria Lyngsøe. For når koranversene ikke bare er nogle, man kender de grundlæggende historier bag og lærer at recitere korrekt, men også bliver noget man arbejder refleksivt med, får man også udvidet sine perspektiver på sit eget liv.

Det er et frirum for mig. Et sted hvor jeg ikke behøver at tilpasse mig.

Rawan Al-Sidani

Én af de kvinder, Maria Lyngsøe talte med, havde en islamisk læseklub med en flok veninder. Hver gang de mødtes, havde de læst en ny bog, som de mødtes og diskuterede. Præcis som i de fleste andre læseklubber, men dog med et islamisk perspektiv. En anden kvinde mødtes hjemme med en større grupper kvinder, hvor de læste koranvers og talte om, hvordan de kan bruge versene i deres eget liv. Det samme gør Rawan Al-Sidani ofte med sine klassekammerater til lørdagsundervisningen.

»Det er jo meget brede emner, versene kredser omkring. Som barmhjertighed. Så byder vi alle sammen ind med vores fortolkning af, hvordan vi arbejder med barmhjertighed for eksempel i skolen eller hjemme,« siger hun.

Der falder en hel særlig ro over Rawan Al-Sidani, når der bliver kaldt til bøn over højttaleren.

»I Irak hører man det jo overalt i gaderne fem gange dagligt, men i Danmark findes det kun i moskéerne« siger hun.

»Det er et frirum for mig. Et sted hvor jeg ikke behøver at tilpasse mig.«

Ikke bare fra 16 til 20

En stor del af de kvinder, Maria Lyngsøe har talt med, er enten i gang med eller har gennemført en videregående uddannelse. Derfor finder Maria Lyngsøe det heller ikke underligt, at mange muslimske kvinders nysgerrighed går gennem bøgerne.

»De her kvinder har ressourcerne, vanerne og lysten til at beskæftige sig intellektuelt med islam, ligesom de er vant til at beskæftige sig med andre ting. Der er jo mange måder at være nysgerrig på sin tro på, men at gå til islamisk undervisning er helt konkret at sætte sig ned med en bog eller en lærer for at blive klogere,« siger hun.

Og selv om religion og videnskab somme tider beskrives som modstridende, oplever de kvinder, Maria Lyngsøe har talt med, ikke, at deres islamiske uddannelse og videnssøgning spænder ben for deres faglighed som lærere, pædagoger eller akademikere.

»At være dedikeret religiøs, som de her kvinder er, handler om at have et bestemt verdenssyn. Og det har man jo ikke kun mellem 16 og 20, så det er klart, at kvinderne oplever, at der er en sammenhæng. Som en kvinde, der for eksempel satte det at virke i verden som læge i relation til sit etiske ståsted som muslim,« siger Maria Lyngsøe.

Som studerende har Rawan Al-Sidani sin religion med sig. Men hun mener bestemt ikke, at det afholder hende fra at kunne adskille holdningsbaseret og objektiv viden. Til gengæld giver det nogle andre indsigter at kende religionen indefra.

»Jeg vælger ikke bare viden, fordi jeg går ind for den. Jeg vil gerne udfordres og lære om andre måder at anskue verden på. For eksempel havde jeg et fag, der hed Gender and Sexualities in the Middle East. Og jeg var bare sådan, okay, hit me.«

I undervisningen oplevede Rawan Al-Sidani, at hendes underviser påstod, at kvinder i Mellemøsten går hjemme, fordi de ligger under for patriarkalske normer og »islamiske principper«.

»Men muslimske kvinder har altid været aktive individer. Det er af politiske årsager, at man i Mellemøsten kan have tendens til at udelukke kvinder i samfundet – ikke af religiøse årsager. Men religion og politik bliver ofte blandet sammen,« slutter Rawan Al-Sidani.