Hunden Mocha forhindrer Signe Veggerbys angstanfald. Men han må ikke komme med hende til undervisning

Præcisering: Mocha er ikke officielt under træning som servicehund. For at opnå den status skal han bestå en prøve, som Signe Veggerby for tiden træner ham til. Som det fremgår af artiklen, har Københavns Universitet dog behandlet sagen, som om Mocha var en servicehund. Mochas status har altså ikke været afgørende for universitetets sagsbehandling.

»Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke.«

Stemmen ekkoer i Signe Veggerbys hoved, og blikkene klæber til hende. Hun fornemmer, at der er noget, hun skal tage stilling til, måske et spørgsmål, hun skal besvare, men hun kan ikke komme på noget at sige. Tankerne myldrer frem: Hvad hvis de andre synes, at jeg opfører mig dumt? Den ene mørke indskydelse afløser den anden, og pludselig sker det: Hun kan ikke få vejret. Hun må ud af lokalet. Nu.

Signe Veggerby lider af atypisk autisme og får stærke angstanfald. I gymnasiet måtte hun ofte storme ud af klassen og forskanse sig på toilettet, indtil hun kunne trække vejret igen. Da det var værst, skete det to til tre gange om dagen.

Der er kun en ting, der hjælper. Et logrende væsen ved navn Mocha.

Den kaffebrune labrador var årsagen til, at Signe Veggerby fik en forrygende start på teologistudiet i sommer. Hun havde Mocha med til forelæsninger og seminarer, til sociale arrangementer og endda på rusturen, og i den tid oplevede hun ikke et eneste angstanfald.

Hun kunne næsten ikke tro det. Hun var startet på et studie, hun fandt dybt fascinerende, hun fik nye venner hver dag, og for første gang i flere år så hun håbefuldt på fremtiden. Her, tænkte hun, er der plads til mig.

Det ændrede sig brat: Halvanden uge inde i studiet forbød Københavns Universitet hende at have Mocha med til undervisning.

»Jeg brød helt sammen, da jeg fik det at vide. Det var en følelse af håbløshed, men der var også en stemme, der sagde: Hvad havde du regnet med? Sådan går det altid for dig. Hvordan kunne du være så naiv?« siger Signe Veggerby, mens Mocha gumler på et ben ved hendes side.

Et firbenet værn mod afgrunden

Universitetets reaktion kom, da nogle studerende med hundeallergi og en enkelt med hundeangst klagede over Mocha. I en mødeindkaldelse, som Uniavisen har set, skrev instituttet til Signe Veggerby, at der var tale om alvorlige reaktioner, der forhindrede studerende i at møde op til undervisningen.

Det var hunden, der blev forment adgang til auditoriet, men det kunne lige så godt have været Signe Veggerby.

Jeg kan knap nok fortælle dig, hvem der går på mit semester. Jeg kender dem ikke

Signe Veggerby, teologistuderende

For det er konsekvensen: Hun har ikke været til fysisk undervisning i et halvt år.

Mocha er ikke bare hendes hund. Han er det værn, der afskærmer hende fra den angstfyldte afgrund.

»Jeg kan stadig godt tænke, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige. Men så slikker Mocha mig i ansigtet, og så behøver jeg ikke at finde ud af det, fordi … altså så ignorerer jeg nok bare det, der foregår omkring mig og fokuserer på ham.«

»Det samme sker, hvis folk snakker højt, spilder noget eller lignende. Det kan blive meget voldsomt i mit hoved, men det er ok, når han er der. Så kan jeg bevare roen.«

Mens Signe Veggerby taler, lægger Mocha en skambidt fodbold på gulvet og forsøger at slikke hende på næsen. Hun griner.

»Normalt har jeg det ikke så godt med at snakke med andre mennesker, men der er ingen bedre startlinje, end ’nej, hvor er din hund sød. Må jeg godt røre ved ham?’«

Måtte vente på svar i 140 dage

Uden ham kan hun slet ikke forestille sig at tage til undervisning.

Han har stadig lov til at være på campus, bare ikke i undervisningslokaler, hvor allergikerne opholder sig. I starten mødte Signe Veggerby derfor op på Teologi og satte sig ved den åbne dør til forelæsninger, hvor hun forsøgte at opfange underviserens ord.

Også det måtte hun holde op med. Hun kunne som regel kun tyde hvert femte ord og traskede hjem med Mocha uden udbytte.

I stedet har hun terpet pensum i sin studiebolig, læst tekster mere end en enkelt gang for at kompensere for alt det, hun har tabt. Hun har endda bestået vinterens eksamener.

Imens har hun kæmpet for at komme tilbage til auditoriet. Holdt møder med studieledelsen, fagrådet og SPS-vejledningen, og hun har klaget til rektor – en klage, hun fik afslag på den 14. marts, 140 dage efter hun sendte den.

»Jeg har det mega skidt. Jeg elsker kontrol og orden og systematiske hverdage, der kører, som de skal. Jeg har en kalender med alt, hvad jeg skal. Og lige nu roder min kalender utrolig meget, for jeg har ikke noget fast skema, ingen fast hverdag, jeg har møder med alle mulige hist og her.«

»Ej, går du stadig på studiet?«

At hun ved, hvad hun går glip af, gør det kun værre.

De mennesker, der behandlede hende varmt de første dage på studiet, ser hun nu så sporadisk, at mange af dem har glemt hende.

»Ej, jeg vidste ikke, at du stadig går på studiet,« sagde en medstuderende til hende for nylig.

Jeg er nødt til at kæmpe for den ene procent håb, der er, for det er hele mit verdensbillede, der står på spil.

Signe Veggerby, teologistuderende

»Det er virkelig hårdt. Jeg tænker meget over det. Jeg kan se, at de andre lærer hinanden godt at kende, og når jeg er til de arrangementer, Mocha gerne må være med til, snakker de om ting, de har været til sammen – uden mig.«

»Jeg kan knap nok fortælle dig, hvem der er på mit semester, og hvem der ikke er. Jeg kender dem ikke.«

Hun sukker og går i stå. Mocha rejser sig fra gulvet og springer op på bagbenene, så hans forpoter hviler på Uniavisens udsendte.

»Mooooooks, ned,« siger Signe Veggerby.

Mocha adlyder og brummer utålmodigt.

»Det var godt. Ja, jeg ved det godt,« siger hun.

Venter I bare på, at jeg dropper ud?

Flere af hendes venner har spurgt: Hvorfor giver du ikke op? Københavns Universitet kommer ikke til at give sig, har det lydt.

Signe Veggerbys håb falmer da også for hver dag. Men hun har alligevel ikke fulgt deres råd – af en simpel grund:

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med mit liv, hvis jeg ikke skal studere,« siger hun.

Skal hun læse noget andet på universitetet? Må hun overhovedet have Mocha med på andre studier? Hvad skal hun leve af, hvis hun ikke får SU? Hvor skal hun bo, hvis hun mister sin studiebolig? Det er spørgsmål, hun ikke har svar på.

Hun undrer sig over, at fakultetet ikke har placeret hende og hundeallergikerne på forskellige hold.

»Jeg føler mere eller mindre, KU bare siger: Det kan vi ikke gøre noget ved. Så står jeg med følelsen: Venter I bare på, at jeg dropper ud?«

Verdensbilledet vakler

Det er ikke muligt at få et direkte svar fra fakultetet. Prodekan for uddannelse på Det Teologiske Fakultet, Marlene Ringgaard Lorensen, oplyser, at hun ikke kan forholde sig til enkeltsager.

Hun skriver dog i et mailsvar til Uniavisen, at alle studerende har krav på ligebehandling og bekræfter, at servicehunde som udgangspunkt har fri adgang til fakultetets områder. Men ikke i lokaler, hvor det går ud over studerendes helbred.

»Fakultetet tilbyder i tilfælde, hvor en servicehund ikke kan medbringes i undervisningslokalet at anvise nærmest mulige opholdssted for hunden, så vidt muligt med frit udsyn til hunden,« skriver Marlene Ringgaard Lorensen.

Signe Veggerby er blevet tilbudt forskellige løsninger, fremgår det af et mødereferat, som Uniavisen har set. Blandt andet en model, hvor Mocha befinder sig i et bur uden for lokalet, så hun kan se ham og gå ud til ham undervejs i undervisningen. Det har den teologistuderende ikke ønsket: »Det hjælper mig ikke,« siger hun.

I afgørelsen afviser fakultetet at ændre på holdene, blandt andet fordi det kun råder over et enkelt auditorium med plads til de fag, som Signe Veggerby er tilmeldt. Allergikerne kan ikke opholde sig i et lokale, hvor en hund har befundet sig forinden, lyder det.

Fakultetet lægger også vægt på, at det vil begrænse de studerendes valgfrihed, hvis de skal forholde sig til hunden, når de vælger fag.

»Jeg kan igen ikke kommentere på den aktuelle situation, men fortælle, at der på uddannelsen er selvstændig holdtilmelding, hvor den enkelte studerende vælger hold ud fra faglige interesser, øvrige fag og evt. underviser,« som Marlene Ringgaard Lorensen skriver til Uniavisen.

Med andre ord: Intet tyder på, at Signe Veggerby og Mocha kommer tilbage til undervisningen på Teologi.

Alligevel klamrer hun sig til håbet.

»Jeg er nødt til at kæmpe for den ene procent håb, der er, for det er hele mit verdensbillede, der står på spil. Jeg er blevet spurgt nogle gange: Hvad gør du, hvis det ikke lykkes? Jeg kan ikke overskue at svare på det – eller bare at tænke over det. Det skal lykkes.«