Hurtigere hurtigere, hep hep hep!

»Der er to sandheder I allerede nu kan lære om jeres studietid: Den ene er, at I alle ender med at stemme radikalt, den anden er, at I lige så godt nu kan indstille jer på, at gøre alt til et syvtal, hvis I vil nå det hele – og sådan er det jo også ude i virkeligheden.«

Sådan talte en Djøf-medarbejder til mig og mine medstuderende på min første dag på Statskundskab. Jeg blev mildest talt chokeret. Især den sidste påstand har siden da gjort et stort indtryk på mig.

For hvad er det for nogle værdier, som vores universitet fremelsker? I de seneste år har en af de absolut største dagsordener været, at få de studerende hurtigere igennem. Der er mange, der ikke ved det, men på Københavns Universitet har vi de absolut strammeste studieaktivitetskrav, og i øjeblikket taler man om ekstra stramninger rundt omkring på fakulteterne.

Studieaktivitetskrav betyder kort fortalt, at hvis ikke du er færdig med din uddannelse inden for et bestemt antal år og ikke løbende tager eksamener, så risikerer du at få sparket – endda i en fin konvolut.

En grov overfortolkning

Uddannelsesbekendtgørelsen siger om studerende, der af forskellige årsager ikke har taget eksamener, at “universitetet skal rette henvendelse til den studerende og tilbyde særlig vejledning i form af en individuel samtale”. Det har Københavns Universitet egenhændigt valgt at tolke som en udsmidning. En grov overfortolkning, ville en danskstuderende måske kalde det.

Et ensidigt fokus på at få os hurtigere igennem fremelsker hurtige studerende og giver et indtryk af, at universitetets fornemste opgave er at uddanne flest mulige hurtigst muligt frem for at uddanne de dygtigste kandidater.
I mange tilfælde er de to opgaver en modsætning, da studerende er mennesker ligesom alle andre og ikke bare kan indstilles på automatpilot. Mennesker lærer forskelligt, lever forskelligt, og de fleste mennesker oplever på et eller andet tidspunkt forhindringer i deres privatliv, deres økonomi eller andre steder.

Det er et vilkår for uddannelserne og os studerende, at vi risikerer at dumpe en eller flere eksamener. Det kan der være mange årsager til, men uanset årsagen så er det ikke pisken i form af frygt for at blive udskrevet, der er brug for. Lad os ikke straffe dem, som i forvejen har det svært, men i stedet give dem hjælp i form af vejledning og bedre undervisning. Vi får hverken flere eller dygtigere kandidater ved at true med udskrivning, tværtimod øger vi bare presset på de studerende, der i forvejen er presset fra alle sider.

Andre forsinkes, fordi de synes, at deres fag er spændende, men har brug for ekstra tid til at fordybe sig. Hvis vi studerende skal bidrage til at løse alverdens problemer på den mest innovative måde, så kræver det en gang imellem tid til fordybelse. Personligt vil jeg i øvrigt hellere opereres af den dygtigste læge end af den hurtigste, også selv om lægen var et semester eller to længere i læsesalen.

Kvalitet frem for kvantitet

En stramning af studieaktivitetskravene er ikke en løsning på de udfordringer, Københavns Universitet står over for. Denne erkendelse burde være klar, da universitetet i forvejen har de skrappeste krav i landet uden, at det har vist en positiv effekt.

Alt peger imidlertid på, at en forbedring af studiemiljøet og uddannelseskvaliteten øger de studerendes tilhørsforhold til studiet, og færre risikerer at falde fra på vejen. Studiekvalitet opstår i mødet mellem mennesker og ikke kun hjemme i studerekammerets mørke. Derfor er KU heldigvis også i gang med et sikre de studerende minimum 12 timers undervisning om ugen.

Det er et skridt på vejen, men lad os stoppe med at stå passivt på sidelinjen og skråle ’hurtigere hurtigere, hep hep hep!’ og i stedet fortsætte med at være en aktiv medspiller for at forbedre uddannelseskvaliteten og studiemiljøet på vores universitet. Jeg er endda sikker på, at det sidstnævnte giver et bedre slutresultat på alle tænkelige måder.