Hvad alle (sociologer) bør vide om videnssamfundet

Igennem de seneste 15 år er det blevet almindeligt i økonomiske og politiske kredse at omtale vor tids samfund som et videnssamfund. Typisk lades der hermed forstå, at nye former for vidensarbejde og teknologisk innovation er påkrævet, hvis den danske konkurrencestat skal overleve i en globaliseret vidensøkonomi.

I takt med at sådanne ideologiske påstande er blevet selvfølgeliggjorte, er selve begrebet viden – og relationen mellem videnskabelig viden og andre vidensformer – imidlertid blevet stadig mere uhåndterligt og omstridt. Universiteterne er selvsagt centralt placeret i denne malstrøm af intellektuel, økonomisk og politisk forandring.

På Sociologisk Institut på Københavns Universitet (KU) har vi netop åbnet et nyt forskningscenter, som sigter mod at styrke vores viden om videnssamfundets forandringstendenser. Med Center for Videnskab, Ekspertise og Samfund (CEVES) sætter vi fokus på videnskab og ekspertise som centrale faktorer, når vi skal forstå samtidens sociale dynamikker og konflikter.

Den videnskabelige ekspertises rolle

Hvad enten vi taler om klimaforandringer, om nye medicinske teknologier, eller om

fagøkonomernes rolle i finanskrisen, så rejser der sig en lang række centrale og komplekse spørgsmål, som alle har at gøre med den videnskabelige ekspertises placering, autoritet og legitimitet i samfundet.

Tænker vi for eksempel på de globale klimaforandringer, så er det her indlysende, at vi som politisk fællesskab er helt afhængige af avanceret naturvidenskabelig viden. Samtidig giver organiseringen af denne ekspertise i FN’s klimapanel (IPCC) anledning til nye konflikter.

Sociologisk må man for eksempel spørge: hvorfor fylder såkaldte klimaskeptikere så meget i de amerikanske mediedebatter, men relativt lidt i de danske? Hvordan forholder folk sig i hverdagen til ekspertudsagn om klimaet? Hvordan er opfattelser af klimaforandringer socialt fordelt i forhold til uddannelse, alder og køn?

Det er den type af spørgsmål, vi ønsker at beskæftige os med i regi af CEVES.

Fra vidensøkonomi til videnspolitik

Selv om videnssamfundet typisk omtales i økonomiske kategorier, så er det oplagt, at denne samfundsformation tillige indebærer en videnspolitik, der blandt andet omhandler fordelingen af ressourcer inden for vidensproduktionen.

Videnspolitik kan her opfattes snævert som synonym med forskningspolitik, et område der har gennemgået grundlæggende ændringer inden for de senere år i takt med universitetsreformer, øgede statslige midler, fokus på strategisk forskning og så videre.

Videnskabssociologien kan her bidrage ved at søge svar på fundamentale spørgsmål: hvilke interesser og hensyn fremmes gennem den førte forskningspolitik, og med hvilke (ulige fordelte) konsekvenser for universiteter, forskning og uddannelse?

Videnspolitik kan imidlertid også opfattes bredere, som et spørgsmål om hvilke former for viden, herunder videnskabelig viden, der autoriseres til brug for politiske og andre beslutningsprocesser i samfundet. Man kan her tænke på den samfundsmæssige autoritet, som økonomisk ekspertviden og tværfaglig medicinsk viden opnår gennem institutioner som Det Økonomiske Råd og Etisk Råd.

Sådanne videnspolitiske institutioner bliver stadig vigtigere, når der skal træffes beslutninger i et komplekst videnssamfund, fordi de tjener til at oversætte mellem specialiseret ekspertviden og offentlig erfaringsdannelse.

Videnspolitiske dilemmaer udspiller sig også i hverdagslivet, hvor vi som forbrugere og borgere konfronteres med stadig flere spørgsmål, der fordrer aktiv stillingtagen til specialiseret viden. Skal jeg købe de økologiske gulerødder i håbet om, at de er bedre for miljø og sundhed (eller blot én af delene)?

Ofte vil kilderne til holdningsdannelse være talrige, og ikke alle (af medierne iscenesatte) eksperter er enige. Det kan give anledning til en konstruktiv pluralisme: hver anden dansker har prøvet alternative behandlingsformer, men de fleste opsøger samtidig den biomedicinske ekspertise. Andre gange opstår der konflikter, som når ernæringsforskere frustreres over en voksende skare af selvbestaltede husråds-meningsmagere.

Som borger i et videnssamfund er man på denne vis udøver af et videnskabeligt medborgerskab, hvor ens holdninger og handlinger, i det små, kan påvirke videnskabens legitimitet i samfundet. Ofte sker dette via markedet, hvor man stiltiende kan udtrykke sin accept eller protest over genmodificerede fødevarer og vindmøller i baghaven.

Til tider organiseres medborgerskabet imidlertid i interesse- og vidensfællesskaber, som når patientgrupper søger at påvirke ’deres’ gren af den medicinske forskning. Der ligger en vigtig sociologisk opgave i løbende at undersøge det videnskabelige medborgerskabs mange dimensioner – og eksklusioner.

Fordeling af onder i det globale risikosamfund

Ifølge den tyske sociolog Ulrich Beck er vi siden 1970’erne indtrådt i det globale risikosamfund. Modsat industrisamfundets kamp om fordeling af økonomiske goder, så handler den sociale dynamik i risikosamfundet om fordelingen af en række ’onder’ i form af økologiske og finansielle risici.

Med denne gradvise overgang forandres tillige videnskabens status i samfundet. På den ene side taber videnskaben legitimitet, fordi den gennem sin teknologiske anvendelse forbindes med produktion af nye trusler, såsom atomkraft og ozonlagshuller. På den anden side bliver videnskabelig ekspertise en stadig mere central ressource, fordi det kun er gennem videnskabens ’sanseapparat’, at de nye trusler lader sig erfare, inddæmme og kritisere.

Becks begreb om risikosamfundet tilbyder en produktiv optik, der gør det muligt at fortolke en række af samtidens videnspolitiske tendenser. Én sigende indikation er her den tiltagende hyppighed af videnskabelige kontroverser, hvor eksperter og modeksperter strides offentligt om definitionen af risici, ansvar og modsvar. I sådanne kontroverser bliver det tydeligt, at ’ekspertise’ for længst er flydt ud over universitetets mure: industri- og interessegrupper, NGO’er og tænketanke gør alle krav på at få deres viden anerkendt som gyldig og legitim.

Epistemiske fællesskaber presser faggrupper

Risikosamfundet stiller samtidig en række forandrede arenaer for dét, sociologen Karin Knorr-Cetina under ét kalder ’epistemiske fællesskaber’, og som blandt andet består af transnationale fag- og professionsgrupper.

Man kan her tænke på de centrale roller, som økonomer og matematikere spiller omkring model- og regeldannelsen på globale finansielle markeder; eller på den mobilisering af ingeniørmæssig ekspertise, som nutidigt sker gennem store transnationale konsulentvirksomheder inden for bæredygtig byudvikling.

I begge tilfælde tildeles professionelle skøn og bedømmelser af lokale og globale risici en ikke ubetydelig magt i samspil med komplekse netværk af transnational økonomisk og politisk regulering.

Også her kan man iagttage en række modsatrettede tendenser, hvor professioner som læger, pædagoger og socialrådgivere synes at komme under stigende statsligt pres i forhold til autonomi og status, alt imens andre former for professionel ekspertise synes at trives under globaliserede markedsvilkår.

Professionernes forandrede rolle skal kortlægges

Der forestår en central forskningsmæssig opgave med at kortlægge professionernes forandrede rolle og legitimitet i et globaliseret risikosamfund. Dette er ikke alene af faglig, men tillige af stor politisk betydning i en tid præget af klima- og finanskriser og med dertil hørende behov for kvalificerede bud på samfundsmæssig nytænkning.

Med åbningen af CEVES er det vores forhåbning, at sociologisk forskning i de komplekse og foranderlige relationer mellem videnskab, ekspertise og samfund selv kan komme til at spille en stærkere rolle i debatter om fremtidens videns- og risikosamfund.

Der er spørgsmål nok at gribe fat i, når videnssamfund skal være andet og mere end ideologisk slogan – og når sociologisk viden om videnskab skal kunne udfordre og kvalificere vor tids videnspolitik.

Artiklen er Kronik i papirversionen af Universitetsavisen fra 1. juni 2012.