Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Hvad kan antropologer?

Er en antropolog en gravko eller en Ferrari? Det var blandt emnerne da Institut for Antropologi diskuterede sin egen fremtid

Hvis du troede at en antropolog er en kakiklædt opdagelsesrejsende der dukker frem fra de brasilianske regnskove for at fortælle omverdenen om nye, spændende stammefolk, må du tro om igen.

Sådan var virkeligheden måske dengang for 40 år siden hvor Institut for Antropologi blev oprettet, men sådan er den ikke mere. Den moderne studievirkelighed har også ramt antropologstudiet, med alt hvad dertil hører af krav om mere erhvervsrettede og alment anvendelige uddannelser.

Og det er i den forbindelse at Institut for Antropologi en fredag eftermiddag i februar har indkaldt til paneldebat om antropologiens rolle i dagens og morgendagens Danmark.

Panelet har deltagelse af blandt andet sociologen og forfatteren Henrik Dahl, institutleder Kirsten Hastrup og afdelingschefen ved COWI Consult, Anders Egeberg, og de er blevet sat på den opgave at svare på spørgsmål om hvad en antropologs kompetencer overhovedet er, og hvilke problemer nyuddannede antropologer kan møde når de skal ud på arbejdsmarkedet.

Og det er der rigtig mange der gerne vil have at vide. 140 mennesker er mødt op her i Nationalmuseets Festsal, og tilhørerskaren er en broget flok af ansatte og studerende ved instituttet og udefrakommende folk fra det offentlige såvel som det private erhvervsliv.

Henne ved vinduerne ligger specialer og publikationer som instituttet har produceret i de seneste år, og at antropologi er et mangesidet fag, ser man hurtigt på titlerne.

Her er specialer om alt, lige fra shamanisme i det Nordlige Mongoliet, over individualitet og fællesskaber i parcelhuskvarterer i Danmark, til et speciale om »The Man in the sperm«, om mandlig barnløshed i Israel.

Det rød-blå ocean
Men ud over at skrive afhandlinger om mange forskellige ting, hvad er det så antropologerne kan som ingen andre kan?

Lektor og studieleder Tine Tjørnhøj mente at antropologer først og fremmest via fagets specifikke metoder kan producere en viden om verden og om hvorfor mennesker gør som de gør.

»Mange førsteårsstuderende har således fået deres jul ødelagt fordi de har læst teorier om gavegivningens logik,« påpegede hun.

Med hensyn til en øget synliggørelse af antropologifaget var Tjørnhøj ikke ubetinget for:

»Formidling er ikke nødvendigvis synlighed, kronikker og mediebevågenhed. Det kræver træning at formidle forskningen på en faglig forsvarlig måde,« mente hun og konkluderede at hvis man som antropolog ikke kunne finde ud af dette, var det nogle gange bedre at lade være.

Souschefen for uddannelsesforvaltningen i Frederiksborg Amt, Kristoffer Bertelsen, mente at man som antropolog ikke så meget skal spørge sig selv om hvad man kan, men hvad det er man vil.

Der er nok af arbejdsområder at tage fat på, mente han, specielt inden for det han kaldte »de innovative og kreative miljøer og det blå ocean.« Altså de områder der endnu ikke er opdagede, og hvor man kan svømme frit, i modsætning til dem hvor der er mange om budet og vandet derfor »farves rødt af blod.«

Kameler må sluges
Professor Kirsten Hastrup mindede om at antropologerne er gode til at af-selvfølgeliggøre det man umiddelbart ser og til at kontekstualisere ting.

Danmark er ved at ændre sig til et vidensamfund, og her vil der være brug for folk der har forstand på sociale processer. Men Kirsten Hastrup var også selvkritisk:

»Antropologer er måske mere trænede i at spotte problemer end i at løse dem,« påstod hun og talte for at løsning af problemer måske i højere grad skulle implementeres i undervisningen.

Anders Egeberg fra COWI startede sit indlæg med at berolige specielt de studerende blandt tilhørerne.

»Vær ikke bange fordi jeg bruger ordet kunder. De er vigtige,« sagde han, men pegede samtidig på et væsentligt problem for antropologerne på det private arbejdsmarked. Nemlig konflikten mellem den tid der er til rådighed, og så den gamle, hæderkronede antropologiske disciplin: feltarbejdet.

»Man vil som antropolog gerne fordybe sig, men det er ikke altid kunden vil betale for det. Jeg skal så som chef prøve at begrænse antropologernes lyst til feltarbejde. Der er simpelthen ikke tid til at sidde flere timer og forske i en landsby mere.«

Den problemstilling kunne Henrik Dahl, der betegnede sig selv som »den glade arbejdsgiver for to antropologer,« nikke genkendende til.

Alligevel mente han at antropologer kan bruges til noget nyttigt, ikke mindst for de virksomheder der ikke længere forstår deres omverden og derfor oplever et meningstab. Her kan antropologen via sit kendskab til socialitet og mennesker fortolke og beskrive virkeligheden for virksomhederne.

Henrik Dahl så dog gerne en mere naturvidenskabelig tilgang til det antropologiske arbejde.

»Man skal sluge den kamel at der har levet andre kloge hoveder end én selv. Kumulativ viden, at bygge ovenpå det der findes, i stedet for at starte fra nul hver gang. Man skal sluge den kamel at verden faktisk findes.«

Gravko eller Ferrari
Herefter åbnedes der for diskussion i salen, og der var rigtig god spørgelyst blandt de fremmødte. Specielt spørgsmålet om tid til fordybelse i arbejdet lå mange på sinde. Skal antropologen være en gravko der går i dybden med problemerne, eller skal han være en Ferrari der hurtigt kan gøre noget ved dem?

Meningerne var mange og delte.
Kirsten Hastrup mente god tid er vigtig for at få en tilstrækkelig dyb indsigt i problemerne, og Kristoffer Bertelsen mindede om at man ikke kan skelne mellem at fortolke verden og at gøre noget ved den. De to ting følges ad, mente han.

Heroverfor stillede Anders Egeberg sig, og han mente ikke at antropologer i det private erhvervsliv skal forsøge at skabe »lommer« til eftertanke og insistere på at sætte farten ned.

»Man kan godt stille sig udenfor og sige at det vil man ikke være med til. Men så må man også acceptere at der er nogle materielle ting man ikke kan få,« formanede han og mindede om at »der er en endelig deadline.«

Henrik Dahl mente i spørgsmålet at kunne få øje på en manglende selvrefleksion. Det var antropologernes selvbillede der var noget galt med.

»Den heroiske antropolog der er væk i helvedes lang tid, og så kommer hjem og forandrer verden. Dét selvbillede skal I passe på at falde i. I fremtiden er han nok kun væk i fem minutter.«

Diskussionen fortsatte til klokken lidt over fire, hvor arrangørerne måtte afbryde mødet. Debatten havde budt på en spændende diskussion af antropologiens muligheder, og diskussionerne fortsatte livligt blandt mødedeltagerne, indtil de igen strømmede ud af Nationalmuseet for at nå alt det, moderne antropologer nu skal nå.

Kristoffer Holm Pedersen er danskstuderende på Københavns Universitet.

Annonce

Seneste