Hvad siger et tal om et menneske?

Hvor meget betyder dit karaktergennemsnit fra din ungdomsuddannelse egentlig for dine evner og din motivation i din nuværende uddannelse? Det spørgsmål rejste uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen for nylig, og hun opfordrede de videregående uddannelsesinstitutioner til at undersøge nye måder at optage studerende på.

Debatten skriver sig ind i en større diskussion om optag på de videregående uddannelser: diskussionen om, hvor mange og hvem der skal have lov at få en uddannelse i Danmark. Hvad end man mener om den overordnede debat, må det dog være åbenlyst, at i en situation med flere ansøgere, end der er pladser på en uddannelse, er det nødvendigt med en mekanisme til at bestemme, hvem der kommer ind. At karaktergennemsnit så længe er blevet brugt som kriterium, skyldes nok ikke, at flertallet opfatter dem som det mest brugbare, men ganske simpelt, at det er det nemmeste.

En længe tiltrængt debat

Derfor er det også forfriskende at se en minister, som er villig til at tage den debat op, og opmuntrende at se, hvor positiv udmeldingen har været fra mange af de danske uddannelsesinstitutioner.

Syddansk Universitet har allerede gode erfaringer med optagelsessamtaler, og Aarhus Universitet, RUC, CBS, en række professionshøjskoler og Dansk Industri har været positive over for at se på andre optagelseskriterier end bare karakterer.

Hvorvidt det skal udformes som optagelsessamtaler eller skriftlige prøver, og hvilke konkrete kriterier der skal tages højde for, bliver en spændende diskussion, men det vigtige udgangspunkt at være fælles om må være bevægelsen væk fra et ensidigt fokus på karaktergennemsnit.

Københavns Universitet har stirret sig blind på karakterer

Netop i lyset af det ovenstående ærgrer det mig usigeligt, at Københavns Universitet ikke alene holder fast ved karakterer som det forgyldte svar på optagelse, men også fortsat argumenterer for indførslen af et fast karakterkrav på alle uddannelser, uanset om der er flere ansøgere end studiepladser eller ej.

Hvor debatten i resten af Danmark handler om, hvilke kriterier vi skal optage studerende ud fra, virker fokus på Københavns Universitet til i større grad at handle om, hvordan vi kan forhindre ellers motiverede unge mennesker i at tage en uddannelse, uagtet at det fører til ubesatte studiepladser og halvtomme forelæsningssale.

Det virker for mig både uambitiøst og som et udtryk for manglende visioner, at man ikke engang ønsker at gå ind i debatten om, hvordan vi i fremtiden skal optage studerende på vores uddannelser, men udelukkende fastholder fokus på hvordan vi kan udelukke bestemte ansøgere.

Der forventede jeg faktisk andet og mere af vores universitetsledelse.