Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Hvad sker der i de studerende, når erhvervslivet rykker ind på uni?

Karriere — Studerende er begejstrede for uformelle møder med potentielle arbejdsgivere. Nogle scorer sig sågar et job eller en praktikplads, når uni holder matchmaking-arrangementer.

På Institut for Informationsstudier, der holder til på Søndre Campus, kan de studerende en gang om året få en sludder med deres potentielle fremtidige arbejdsgivere, få taget et CV-foto af en professionel fotograf og måske endda score sig et job eller en praktikplads.

Det kan være svært at vide, hvor der findes informationsafdelinger. Altså udover på bibliotekerne

Anna Seppala, studerende

Det sker til det studenterdrevne arrangement ‘Meet n’ Greet’, hvor større og mindre virksomheder kan vise flaget, og studerende kan samle inspiration til hvilke potentielle arbejdsgivere, der findes inden for deres felt.

Og det er netop derfor, at kandidatstuderende Anna Seppala er mødt op til arrangementet:

»Det spændende med et meet n’ greet er, at man møder forskellige virksomheder. Det kan være svært at vide, hvor der findes informationsafdelinger. Altså udover på bibliotekerne,« siger hun, da vi sammen går rundt til det uformelle arrangement, hvor der serveres vin, chips og sodavand i lange baner på et meget langt bord.

Søren scorede sig et job

Bag det første højbord, som Anna ydmygt nærmer sig står Søren som repræsentant for sin arbejdsplads. De røde faner bag ham afslører, at det er firmaet VELUX.

Da Meet n’ Greet gik i luften første gang, var Søren selv studerende ved Informationsstudier, fortæller han. Firmaet havde ledige stillinger med til interesserede studerende. Og interesseret, det var Søren, som scorede sig et job. I dag er han steget i graderne og er gået fra at være bibliotekar til at være ‘digital asset’.

»Jo længere jeg har været der, jo mere bruger jeg det, vi har lært på studiet,« fortæller han den specialestuderende Anna, der snart selv skal ud og anskaffe sig et voksenjob.

»Du skal smile med øjnene!«

I et hjørne holder fotograf Jakob Dall til. Med professionelt udstyr og smittende humør kan han få hvilken som helst studerende til at smile. Kvit og frit tager han tjekkede portrætbilleder til de studerendes CV. Virksomheder lægger især mærke til øjnene, siger han.

CV’et kan man passende få set igennem af konsulenter fra virksomheden Moment.

Anna og jeg prøver forlystelsen, og få dage efter bliver det udvalgte portrætfoto sendt til vores e-mail.

Håber på et boost i ansættelser

Det er Stephanie Plambech og Julie Feldskov Henriksen, der står i spidsen for arrangementet. Da jeg møder dem, fortæller Stephanie, at hun på eget initiativ søsatte begivenheden første gang i 2018, fordi hun oplevede, at de studerende ikke har mange muligheder for at møde erhvervslivet.

»Det er provokerende, at der ikke findes sådan noget her. Jeg startede det sidste år og måtte søge fonde selv,« siger hun.

I år støtter både INF og De Studerendes Råd på instituttet.

»Det er vigtigt at få et konstruktivt samarbejde mellem os (på INF, red.) og alle dem ude i den virkelige verden,« siger institutleder Jens Erik Mai i sin velkomsttale. Han håber desuden på, sammenkomsten kan give et boost i ansættelser af informationsstuderende.

Matchmaking for humanister og jurister

Den 9. maj kan resten af Søndre Campus (de studerende fra INF er stensikkert også inviteret) få oplevelsen af at blive inspireret til praktikpladser eller jobsøgning, når Københavns Universitet innovation hub på Søndre Campus, Human & Legal Innovation, er vært for en lignende Matchmaking- og Karrieredag.

Arrangementet er for alle humanister, jurister og teologer, og 20-30 start up-virksomheder vil stå klar til netværkssamtale.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Anna Seppala var begejstret for arrangementet på sit institut. Hun siger:

»Det var et megafedt arrangement! Jeg synes at Meet n’ Greet er fantastisk, fordi man får et dybere indblik i virksomhedernes hverdag, projekter, og hvad man kan forvente at komme til at arbejde med.«

Seneste