Hvad vil det sige at læse?

Én ting er, hvad læsning betyder for mig personligt, en anden ting er, hvad ordet egentlig betyder. I etymologisk ordbog står der, at ’at læse’ kommer af gammelsvensk: plukke og samle; oldnordisk: gribe og pille og oldhøjtysk: gemme, berette og samle op.

Man kan godt sige, at man plukker, når man læser. Man plukker viden ud. Man fremhæver og udvælger de ting, man vil forfølge og kan relatere til. Man samler viden, sindsstemninger, erfaringer og historier op og gemmer dem. Er det ikke også dét, universitetet handler om? At blive klogere, samle viden og senere kunne udbrede den?

Det virker som om, ordbogen er enig med mig. For ordet ’læse’ har også sammenhæng med det oldengelske råde (read). At ’råde’ betyder: lede, styre, bestemme, besidde, rådslå og give råd. Det er egentlig meget logisk: når man er blevet klog, bør man kunne give noget videre.

Læsning: asocial tidsrøver?

Jeg arbejdede på et tidspunkt for Politiken som phoner, og der havde vi nogle fraser, vi kunne bruge, når vi prøvede at få afsat en avis. Mine sælgerdage er for længst ovre, men en af sætningerne er blevet hos mig alligevel: »Det nytter ikke noget at sige, at man har for travlt til at læse. Det handler om at tage sig tid til det.«

Læsning er for mig en mulighed for at synke ned i og fordybe mig i noget. Men jeg synes ofte, at jeg ikke selv har tid til at læse. Og jo mindre jeg læser, jo mindre savner jeg det. Det er først i det øjeblik, jeg beslutter mig for, at læsning og dermed også fordybelse er noget værd, at jeg kan give det plads i min hverdag. Tiden til fordybelse får man forærende på universitetet, og jeg glæder mig til at have en lovlig undskyldning.

Selvom man siger, at læsning er en ensom beskæftigelse, er den egentlig også social. For det første fordi læsere læser om andre mennesker – og derfor kommer andre ved – selvom de pågældende måske er fiktive. For det andet fordi man kan skabe fællesskab omkring læsning. Man kan dele en læseoplevelse med andre ved at tale om den. Man kan også finde sig selv svedende i en læsegruppe og finde trøst i, at man er sammen om at komme igennem noget, der er svært. I begge tilfælde deler man de ting, man lærer ved læsning.

Indre make-over

For at forberede mig til mit nye liv som studerende følte jeg, at jeg blev nødt til at blive lidt mere dannet. Projekt ’ny og bedre Anne-Sophie’ krævede, at jeg læste en masse bøger. Jeg følte, at jeg kunne klappe mig selv på skulderen og være lidt selvfed, hver gang jeg havde afsluttet en god roman. Men underkaster jeg mig blot en norm ved at ræsonnere, at jeg bliver et bedre menneske af at læse bøger?

Det mener blogger hos Berlingske Mads Kastrup. Da kulturminister Marianne Jelved lancerede Danmark Læser-kampagnen og annoncerede, at staten ville bruge 20 millioner kroner på at få danskerne til at læse mere skønlitteratur, skrev Kastrup: »Kunne vi overveje for en gangs skyld at droppe forestillingen om, at et menneske, der læser bøger, går i Det Kgl. eller på museum er et bedre menneske end mennesket, der ikke gør?«

Man kan gå ned ad gaden med skyklapper på og ikke se noget som helst, eller man kan få øje på noget nyt. Gode indtryk stimulerer fantasien, mens dårlige erfaringer, om ikke andet, kan gøre os kloge af skade. At gå på gaden, se en film eller have en meningsfuld samtale kan give os alle sammen indtryk og erfaringer, som vi lagrer og udvikler os af. Sådanne indtryk kommer også fra bøgerne og ofte i en mere komprimeret form.

Grunden til, at en bog bliver kaldt en klassiker, er, at den vedvarende er relevant og kan give os indtryk, som vi kan bruge i vores liv, selv om det læste er flere hundrede år gammelt. Kærlighed, tab og venskab føles på den samme måde lige meget hvornår, det er oplevet.

Pas på ikke-læserne

Jeg kan føle en samhørighed med de personer, jeg møder i en roman. Lige nu læser jeg Mary McCarthys roman Gruppen, som med brutal ærlighed udstiller en række overklassepiger i 1930’ernes New York. Alt bliver stillet til skue, og jeg kan godt genkende nogle af personernes følelser og handlinger, selv om de bestemt ikke er værd at prale af. Bogen prikker til mig dér, hvor det gør mest ondt. Hvis man bliver konfronteret med dele af sig selv på den måde og handler, er det så ikke muligt at forbedre sig?

Alt i alt får vi indtryk og ideer fra bøger, som kan lære os noget nyt og skubbe til os ved at udstille både vores gode og grimme sider. Bogen alene gør ikke nogen til et bedre menneske, men når læseren reagerer på indholdet – hvem ved?

I mit præ-uni-forbedringsprojekt kan jeg være heldig at møde noget ukendt i de bøger, jeg læser, som kalder til eftertanke. Jonathan Franzen sagde i et nyligt interview med Politiken, at han kun interesserer sig for mennesker, der læser bøger.

En noget kontant udmelding, men hvad hvis det, han mener, er, at han interesserer sig for mennesker, der er søgende, og som udvikler sig på baggrund på det, de finder? Det er noget nemmere at tilslutte sig.

Som ny studerende er jeg søgende. Jeg skal læse en masse. Jeg må forsøge at samle op og gemme viden for først derefter at beslutte eller give råd. Jeg glæder mig til at begynde.

Anne-Sophie har søgt ind på Statskundskab

uni-avis@adm.ku.dk