Hvem er mest sexistisk, professoren eller avisen?

De feministiske bloggere græmmer sig og maner til oprustning og boykot. Også nærværende medie, Universitetsavisen, er hoppet med på vognen i harme over den medieprostituerede charlatan Vincent Hendricks med de halvnøgne damer.

Dommen er klar: Sexisme og mandschauvinisme – og så endda fra toppen af tænkerne.

LÆS: Stjerneforsker poserer med sexkillinger

Kritikken er kontant, og sprogekvilibristerne har lagt sig i selen for at spidde den lumre logiker. Som Gry Bartroff Gaihede skriver på Uniavisen.dk:

»Stjerneforsker poserer med sexkillinger: Vincent Hendricks valgte at lade sig fotografere med unge piger med stramme røve i miniskoleuniformer for at bringe sit fag ud til en bredere kreds.«

Og senere: »Fire strippersminkede kvinder i dekonstruerede katolske skoleuniformer vrider sig omkring ham med æbler, nøgne lår og maver samt notepapirark.«

Kære læser, jeg beder dig: Kig på billederne, læs ovenstående citater igen, og sig mig så: Hvad er mest respektløst over for de fire medvirkende kvinder?

Debat på dybt vand

Debatten om Vincent Hendricks og de fire kvinder, der omgiver ham, er kommet på dybt vand. Ikke kun på grund af den lidt uheldige ekstrabladsjargon, men fordi man ved selve debattens fokus ignorerer visse aspekter af sagen.

Kritikken af billedernes kønsfremstilling (og det gælder i øvrigt generelt kritik af fremstillingen af stereotypt seksuelt udfordrende kvinder med eller uden tilhørende machotyr/ -filosof) indeholder nogle i sig selv ret sexistiske antagelser, som selv de mest velmenende kønsforkæmpere øjensynlig har svært ved at komme uden om.

Jeg vil kort forsøge at skitsere problematikken her (hvor overfladisk det end bliver på den knappe plads). For at undgå misforståelser vil jeg gerne understrege, at jeg ikke forsøger at forsvare Vincent Hendricks (jeg finder selv billederne temmelig fladpandede), men ønsker at påpege et overset problem.

Offer eller undertrykker?

Når man kritiserer Vincent Hendricks og hans billeder for at være sexistiske, må man tilslutte sig én af to antagelser: Enten er de medvirkende kvinder ofre, der er tvunget af grimme omstændigheder/er for dumme til at forstå konsekvenserne/er undertrykte af kønsnormer. Eller også er de bevidst usolidariske mod resten af kvindekønnet.

Den første antagelse er ikke blot fornærmende, men også umyndiggørende. Hvis man synes, at kvinderne på billederne er undskyldt, må det nødvendigvis være fordi, at de ‘ikke helt selv kan gøre for det’. I øvrigt en gammel traver i debatten om kvinder, der sælger sex i en eller anden afskygning, om det så er prostitution, pornografi eller bart maveskind i skoleuniform.

Hvis man godtager antagelsen om, at de medvirkende kvinder er ofre, må man samtidig til en vis grad mene, at man står over dem. Det kan være i intelligens, kulturel forståelse eller selvforståelse, eller det kan være i socialt overskud.

Det behøver ikke at være nedladende ment, men hvis man undskylder deres medvirken med, at de ikke helt har valgt det selv, har man samtidig negligeret muligheden for, at de har brugt deres frie vilje og sunde fornuft.

Det sexistiske komplot

Hvis man ikke har lyst til at skrive under på det, kan man ikke komme uden om antagelse nummer to: At kvinderne bevidst forsøger at fastholde resten af samfundet i usunde kønsnormer.

Hvis billederne skal kritiseres, må de kritiseres som helhed, og dette indbefatter de kvinder, der lægger krop til. Hvis kritikken skal være retfærdig, må de i lige så høj grad tages til indtægt for det sexistiske projekt og antifeministiske livssyn som Vincent Hendricks.

Det kan der måske også være noget om: De medvirkende kvinder må vide, at billederne kan blive set af unge mennesker, der kan få et forvrænget syn på seksualitet, og de bør også tage ansvar for den skade, de muligvis kan udrette.

Hvis man indtager dette standpunkt, bør man dog overveje to ting.

For det første må man tage mediet i betragtning: Billederne er taget til et netmagasin til biler-og-babes-segmentet, så hvis man støder på dem, har man selv opsøgt dem (de medvirkende kvinder kunne formentlig ikke vide, at de ville blive videredistribueret).

For det andet må man overveje, hvorfor man synes, at selvstændige, bevidste kvinder ikke må fremvise deres krop og seksualitet, som de har lyst.

Hvor er kvinderne?

Der er dog ingen, der har set sig særlig sure på kvinderne, og noget kunne derfor tyde på, at debattørerne heller ikke tilslutter sig – eller måske bare ikke har overvejet – den anden antagelse.

Men hvor er så de medvirkende kvinder, der vækker så meget opsigt på billederne, henne i debatten? Jo jo, hvis ikke de havde været på billederne, havde der ikke været noget problem. Men hvilken part har de i sagen?

Øjensynlig ingen, og dette skaber et problem i sig selv. For hvis Vincent Hendricks betragtes som det eneste subjekt og den eneste aktør i sagen, hvis kun han afkræves en undskyldning, og kun han interviewes, har man så ikke reduceret de fire kvinder til rekvisitter på linje med tavlen med de logiske formler?

Fire objekter, der symboliserer kvindekønnet seksuelle underkastelse og villighed over for det maskuline, oplyste subjekt.

Jeg er med på, at Vincent er i fokus, både visuelt og semantisk: Det ham, der står i midten, det er ham, der blev interviewet, det er ham, der holder kurset. Men ved så entydigt at fokusere på ham, risikerer man at tingsliggøre kvinderne på billedet i lige så høj grad, som man anklager ham for at gøre.