Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Hvem har ret i talkrigen om forskning?

KOMMENTAR - Overopfylder Danmark sine forskningsmål, eller har oppositionen ret i, at videnskaberne er på skrump?

Så skændes regeringen og oppositionen igen om tal. Socialdemokraternes forskningsordfører, Kirsten Brosbøl, siger, at regeringen snupper tre milliarder fra forskning og udvikling over de næste par år. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) siger, nej, vi giver 900 millioner og belærer Brosbøl om at læse indenad.

Ministeren påpeger, at der er penge i puljen med såkaldte globaliseringsmidler, og når de bliver kastet ned over universiteterne, ender det samlede budget med at være større.

Minus tre milliarder eller plus en milliard – hvem har så ret?

Kirsten Brosbøl har ret i, at regeringen skærer ned på de almindelige bevillinger til universiteterne i de kommende år. Og hun har ret i, at globaliseringsmidlerne ikke er ‘nye’ penge, men en pulje, som et stort flertal i Folketinget har sat til side, der blot kommer til udbetaling nu. Regeringen bruger vitterlig cirka tre milliarder mindre, end den ville have brugt, hvis man havde holdt fast i de nuværende bevillinger og anvendt globaliseringsmidlerne som de var tiltænkt, nemlig som et løft. Ikke en lap.

Til gengæld har Charlotte Sahl-Madsen ret i, at det samlede budget til næste år vil være højere end i år. Pengene bliver fordelt lidt anderledes, med de fyringsrunder og tænderskæren, som omprioriteringer altid vil medføre, men den samlede kage bliver lidt større. Den bliver bare ikke så stor, som den ville have været, hvis regeringen ikke havde vedtaget sin triste genopretningsplan tidligere i år, som globaliseringspuljens milliarder nu skal drysse sukker på.

LÆS også: KU aner ikke, hvad konsekvenserne af finansloven bliver.

Barcelona – mål eller minimum

Den store lineal, som forskningspolitikerne ofte svirper hinanden over fingrene med, er de såkaldte Barcelonamål.

Danmark forpligtede sig i Barcelona i 2002 til at bruge mindst tre procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forskning og udvikling i 2010. Den ene procent skal betales af offentlige penge. Det er den del, politikerne har direkte kontrol over, så det er den procentsats, man altid skændes om.

Ambitionen om 1 procent fremhæver skiftende politikere ofte som en stor, forkromet målsætning, men det er lidt af en tilsnigelse.

Danmark investerer procentvis mere, når vi bliver fattigere

På samme måde som så mange andre procentsatser, som man lover væk til formål, alle kan blive enige om er gode og fornuftige, er Barcelonaprocenten mest relevant at se som en minimumsforpligtelse. Og den skal ses i lyset af, at man fortsat i USA og i store dele af Asien satser langt mere på forskning end i EU, herunder Danmark. Se fx beregninger fra den store amerikanske offentlige forskningspengetank The National Science Foundation, der viser et fremstormende Kina og et lettere forkølet EU, et godt stykke under amerikansk niveau.

Det ved regeringen, og det ved oppositionen. Og oppositionen har også lovet nye investeringer i forskning og udvikling. Men ingen partier i Folketinget foreslår i dag seriøst, at Danmark skal matche vores nuværende og kommende konkurrenter – dvs. ingen foreslår, at vi afsætter pengene til dét.

Til næste år bruger Danmark forventeligt 1,08 procent af BNP på forskning, altså en anelse over den ene procent. Når Danmark lige nøjagtig holder skindet på næsen, skyldes det ikke mindst, at økonomien har taget en tur nedad. Når BNP falder, behøver man ikke investere lige så meget, før man ryger over procenten.

Overopfyldt

Det formulerer regeringen, så det kommer til at lyde sådan her: »På grund af den økonomiske krise har BNP været faldende. For at komme ud af krisen igen og genskabe den økonomiske vækst har regeringen blandt andet valgt at holde forskningsbevillingerne på et højt niveau. Denne vækststrategi fører til, at forskningsbevillingerne ligger over målet på 1 pct. af BNP fra 2009 til 2012.«

For tiden siger regeringspartierne, at Danmark ‘overopfylder’ Barcelonamålsætningen og i finanslovsforslaget taler man altså ligefrem om en ‘vækststrategi’; i virkeligheden siger de bare, at samfundsøkonomien er ret dårlig, men at man forsøger ikke at sakke mere bagefter resten af den rige verden end højst nødvendigt.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste