Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
POLITIK - Kandidater fra fem partier fortæller om deres politik inden valget på søndag til EU-parlamentet. Hvad mener de om den danske SU i EU, forskning, uddannelsesreformer og om mulighederne for at rejse ud for at studere eller for at få godkendt udenlandsk uddannelse?
Universitetsavisens engelsksprogede site universitypost.dk interviewer kandidater til EU-parlamentet fra fem partier. Her er et uddrag med særligt fokus på de fem partiers uddannelses- og forskningspolitik i EU.
Jeppe Kofod er Socialdemokraternes spidskandidat til Europaparlamentet. Han mener, at uddannelsesreformer i EU er nødvendige for at sikre, at de unge i EU kan få en meningsfyldt uddannelse, som sikrer dem adgang til arbejdsmarkedet. Hans parti har især fokus på jobskabelsen.
Hvad forskningen angår mener Jeppe Kofod, at EU’s rammeprogram Horizon 2020 viser vejen frem og skal fortsætte med at gøre det, især inden for områder som bæredygtighed, klima, miljø og energi. Han vil værne om den danske SU, og han mener, at EU’s uddannelsesprogram Erasmus er vigtigt, fordi det sikrer unge adgang til uddannelse på tværs af grænser. Men der er plads til forbedringer.
»EU skal gøre det nemmere at sammenligne uddannelser på tværs af grænserne; at læse videre på et universitet i et andet land samt arbejde for at kunne garantere ægtheden af en uddannelse,« siger Jeppe Kofod.
Originalartikel i universitypost.dk: EU election line-up: The Social Democrats
Lave K. Broch står som nummer to på valglisten for Folkebevægelsen mod EU. Den lægger vægt på at ville decentralisere magten i unionen.
Ifølge Lave K. Broch opfylder Erasmus, der er EU’s program til at styrke de videregående uddannelser og det tværnationale samarbejde, allerede behovet for at sikre de studerendes muligheder for at kunne læse i andre EU-lande.
»Vi behøver ikke en superstat til det formål. Selv Norge og Schweiz er med i Erasmus, og i det hele taget skulle vi hellere koordinere uddannelsespolitikken inden for de videregående uddannelser uden om EU. Det kunne i stedet ske i Det Europæiske Råd,« siger Lave K. Broch.
Originalartikel i universitypost.dk: EU election line-up: People’s Movement Against the EU
Morten Helveg Petersen er spidskandidat ved valget til Europaparlamentet for Det Radikale Venstre. Han partis topprioritet er at sikre arbejdskraftens fri bevægelighed over grænserne, og det gælder også studerendes ret til at modtage andre landes sociale ydelser såsom studiestøtte og lån. De rummer dog ikke de største udfordringer for tiden, mener han.
»Vi tilbyder allerede både støtte og lån i Danmark, og begge har fordele og ulemper. Jeg ser hellere, at vi bruger kræfterne på at fokusere på at forbedre kvaliteten og konkurrencedygtigheden inden for uddannelsessektoren,« siger Morten Helveg Petersen.
Som eksempel på det nævner han EU’s arbejde med at gøre det nemmere at anerkende og overføre uddannelsesforløb fra et EU-lands uddannelsesinstitution til en anden.
Originalartikel i universitypost.dk: EU election line-up: The Social-Liberal Party
Karsten Lorentzen er opstillet som kandidat til Europaparlamentet for Dansk Folkeparti (DF). Han mener, at selv om hans partis politik er at ville have mindre af Den Europæiske Union generelt, så gør unionen faktisk noget godt, når den får de studerende til at tage på studieophold i udlandet.
»EU skulle slet ikke beskæftige sig med uddannelsespolitik, men det her er alligevel et af de områder, hvor EU giver mening; EU kan skabe forudsætningerne for, at de studerende kan rejse ud,« siger han.
Til gengæld holder DF fast på sin politik med, at adgangen til SU skal være betinget af nationalitet – man skal være dansker, mens det går an, at vi betaler for studiepladsen til udenlandske studerende.
Originalartikel i universitypost.dk: EU election line-up: Danish People’s Party (DF)
Christine Sidenius er kandidat for Socialistisk Folkeparti (SF). Hendes parti har især fokus på at løse de problemer, der går på tværs af landegrænserne.
EU’s Erasmusprogram er ifølge Christine Sidenius netop et værktøj, der gennem uddannelse sikrer arbejdstagere adgang til andre landes arbejdsmarkeder, og som bidrager til at skabe mere mellemfolkelig forståelse på tværs af landegrænserne. Derfor vil SF arbejde på at forbedre det økonomiske grundlag for Erasmus-programmet.
»Hele idéen med at udveksle studerende er at kunne skabe bedre forståelse for hinanden og andre lande, og måske kan det også forbedre integrationen i EU,« siger Christine Sidenius.
Originalartikel i universitypost.dk: EU election line-up: Socialist People’s Party