Hvem skal sikre forsknings-friheden?

Et af de meget alvorlige problemer for forskningen, er blevet endnu tydeligere i de seneste måneder: universiteternes magtfulde ledelser dukker sig og er ikke parat til at leve op til deres ansvar for at værne om forskningsfriheden, så den kan blomstre og udfolde sig.

Ledelserne trækker sig ind i deres beskyttede værksteder i stedet for at gå i spidsen og aktivt at melde ud, hvad de har gjort, hvad de har tænkt sig at gøre i fremtiden til gavn for forskningsfriheden, og hvad de synes, forskerne skal gøre.

De kan lukke sig inde risikofrit, fordi de ikke behøver at skulle aflægge regnskab for, hvorfor de svigter de værdier det handler om: frembringelse og udbredelse af ny og uafhængig viden, også hvor den kan gå imod magtfulde interesser. Det er en af de forudsætninger, som historisk har banet vej for menings- og tankefrihed, som igen blev grundpiller i oplyste og pluralistiske demokratier.

Det illustreres klart ved, at seks ud af otte universitetsrektorer afviste at lade sig interviewe til Magisterbladet om emnet forskningsfrihed, da bladet bragte en artikel i anledning af min bog; og ved, at prorektor ved Københavns Universitet Thomas Bjørnholm i en kronik i dagbladet Information rettede et angreb på min bog uden overhovedet at gå ind på de konkrete problemer, jeg dokumenterer.

I stedet konstruerede Bjørnholm en stråmand og duttede mig meninger på, hvis vanvid alle kan forstå. Og da jeg så svarede udførligt i to kronikker (d. 23. og 30. oktober) og stillede seks præcise spørgsmål, lykkedes det Bjørnholm at undgå at svare på et eneste af disse spørgsmål. Vi fik i stedet udelukkende varm luft og vindfrikadeller (se Information d. 13. november). Det rækker ikke med løse erklæringer om at man går ind for forskningsfrihed. Jeg henviser læsere til mit gensvar i Information d. 20. november.

Ledelsens svigt er katastrofalt. Jeg vil nedenfor forklare nærmere hvorfor, men lad mig først resumere, hvori de alvorligste problemer for forskningsfriheden og ledelsens svigt i den sammenhæng består. Nogle konkrete sager vil gøre det tydeligt.

KU har accepteret mundkurvskontrakter

Sagen om landbrugspakken fra starten af 2016, den der blev døbt ”gyllegate”, og som kostede Eva Kjer Hansen ministerposten, har været omtalt en hel del gange og må stadig stå i erindringen. I den forbindelse afslørede jeg brugen af de ulovlige såkaldte ”dobbelt mundkurvskontrakter”. Forskerne blev pålagt ”absolut tavshedspligt”, og det måtte de end ikke sige.

Efter gyllegate spurgte jeg rektoratet på Københavns Universitet, om man havde skrevet under på tilsvarende kontrakter. Det kunne de ikke svare på. Jeg havde ellers gjort opmærksom på en mundkurvskontrakt på KU allerede i 2010 og skrevet om det i Universitetsavisen.

Ledelsen fandt den gang ikke anledning til at gøre noget ved det. Det lykkedes mig i 2016 at få udleveret en enkelt kontrakt af den famøse type fra et fakultet på universitetet, dog med pålæg om, at jeg ikke måtte fortælle noget om det til nogen. Det havde man skrevet under på ikke at måtte. Efterfølgende afslørede en journalist gennem aktindsigt en hel stribe mundkurvskontrakter, som Københavns Universitet havde skrevet under på. Først da blev sagen taget op af ledelsen.

Nu spørger jeg igen: Hvorfor skrev Københavns Universitet under på ulovlige mundkurvskontrakter? Hvorfor protesterede I ikke? Hvorfor skulle disse resultater i strid med god videnskabsetik og gældende lovgivning holdes hemmelige, indtil myndighederne ville tillade offentliggørelse? Hvorfor stoppede I ikke disse krænkende kontrakter allerede i 2010, da jeg pegede på problemet?

Er det at tilskynde forskerne til at formidle og deltage i den offentlige debat, som der står i Universitetslovens § 2, stk. 3? KU’s ledelse har lukket øjnene i årevis. Vi ved ikke, hvor meget det kan have skadet almindelig oplysning og den faglige kvalitet af politiske beslutninger. Hvorfor protesterede I ikke?

Mundkurvskontrakterne blev ændret takket være en indsats fra mig, ihærdige journalister, ombudsmanden og Dansk Magisterforening. KU fulgte efter som det tynde øl, men først da vi andre havde sat processen i gang. Kom venligst med dokumentation, hvis du vil modsige det, Thomas Bjørnholm.

Forskere skulle varetage lobbyisters interesser

Dette er symptomatisk for universiteternes svigt, når det gælder at forsvare forskningsfriheden. Og det er ikke stoppet.

En institutleder på Københavns Universitet skriver under på, at forskerne udelukkende skal varetage en lobbyorganisations interesser.

I starten af oktober dukkede en rapport op om landbruget og vandområdeplanerne, udsendt fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) ved Københavns Universitet. Den viste, at fremtidens vandmiljøregulering vil koste landbruget dyrt. Dette skræmmende budskab burde udbredes, mente formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, hvilket han så gjorde.

Det viste sig, at rapporten var bestilt og delvist betalt af netop Landbrug og Fødevarer, via deres konsulentfirma SEGES. En konsulent fra SEGES stod som ”projektchef”. Kan forskere på KU arbejde under en chef fra et privat konsulentfirma? Endnu værre var det, at Københavns Universitet havde skrevet under på følgende:

Leverandøren (Københavns Universitet) »skal …. udelukkende varetage SEGES’s interesser …« (SIC! Pkt. 3.2 i kontrakten).

En institutleder på Københavns Universitet skriver under på, at forskerne udelukkende skal varetage en lobbyorganisations interesser.

Det stopper heller ikke her. Københavns Universitet har nyligt indført regler for samarbejde med eksterne partnere som tillader, at den eksterne part kan kræve, at publiceringstidspunktet udsættes i et rimeligt tidsrum, som udgangspunkt tre måneder, hvis dette er nødvendigt (…)  såfremt den planlagte publikation vedrører forskning, hvis resultater påvirker den eksterne parts interesser.

Formuleringen vil eksempelvis muliggøre, at miljøministeren kan kræve udsættelse af offentliggørelse af en generende miljøforskerrapport, mens han forhandler en miljølovpakke på plads. Altså en åben ladeport til en gentagelse af gyllegate.

I et interview i Magisterbladet har Anders Overgaard Bjarklev, rektor på DTU og formand for rektorerne sagt, ”at en tidsbegrænset tavshedspligt nogle gange giver mening” (Bjarklev var en af de to, der lod sig interviewe).

Det viser, at universiteterne selv åbenbart er parate til at gå foran med tilbud om at bøje principperne for forskningsfrihed og god videnskabelig praksis. Hvem skal forsvare forskernes ytringsfrihed? Politikerne? De burde, men ikke meget tyder på det. Ombudsmanden? Han er inde i sagen. Vi får se.

Dette skete altså efter at skandalen med mundkurvskontrakterne var afsløret, og hvorefter det i de nye standardkontrakter blev knæsat, at der ikke kan pålægges tavshedspligt ud over, hvad der følger af gældende lovgivning.

Underkastelse under pengeregimet

For landets universiteter som helhed er den eksterne finansieringsgrad steget fra under 10 procent i 1970’erne til cirka 45 procent i 2015, og KU ligger i den høje ende. Der er ikke blot tale om flødeskum på lagkagen. Det medfører afhængighed og afgivelse af frihed, som skal frem i lyset. Det gælder især ved meget store bevillinger fra meget pengestærke donatorer. Det giver større indflydelse og er blevet en mere udbredt praksis, som fx hos private fonde.

Jeg vil nævne de tre væsentligste skadevirkninger for forskningsfriheden.

Den første er, at mange bevillinger gives øremærket til bestemte områder og programmer, i nogle tilfælde helt specifikke opgaver, som den eksterne giver bestemmer. Det gælder myndighedsopgaver, indtægtsdækket virksomhed for private, samarbejdsprojekter med eksterne partnere, strategiske midler fra Innovationsfonden, en del EU-midler mv.

Sagt forenklet: forskningsområder, der kan føre til patenter favoriseres. Humanistisk og samfundsvidenskabelig viden kan sjældent patenteres, og er derfor ikke så interessante for erhvervsliv og private fonde.

Et eksempel var den ovenfor omtalte opgave, som et institut ved KU lavede for SEGES/ Landbrug og Fødevarer, et andet den skandaleombruste opgave, som CBS udførte for Bæredygtigt Landbrug i 2016. Også en stor del af de midler, der kommer fra de pengestærke private fonde i Danmark, fx Novo Nordisk Fonden (NNF), Lundbeckfonden og Trygfonden, er øremærkede. Medicinalindustriens fonde forventer projekter, der falder inden for deres forretningsområde.

Det fremføres somme tider, at midlerne uddeles efter ansøgning, og at det jo er frivilligt, om forskerne vil søge. Det er imidlertid en tom og formalistisk betragtning, fordi der er områder, hvor det er blevet umuligt at gennemføre forskning uden eksterne bevillinger.

Dertil kommer, at universiteterne får bonus på finansloven, efter hvor mange eksterne midler de skaffer. Bonusordningerne forplanter sig ned gennem systemet internt på universiteter til ledere og forskere. Institutterne og forskerne bruger af deres tid og basismidler til at skaffe eksterne midler. Og puljer, der ikke på forhånd er øremærket, er svundet ind.

Det betyder, at områder med kommercielt potentiale favoriseres på bekostning af andre områder. Sagt forenklet: forskningsområder, der kan føre til patenter favoriseres. Humanistisk og samfundsvidenskabelig viden kan sjældent patenteres, og er derfor ikke så interessante for erhvervsliv og private fonde.

En anden alvorlig konsekvens følger heraf: eksterne bevillinger beslaglægger basismidler.

Man kunne tro, at hvis fx Novo Nordisk Fonden og Lundbeckfonden ville finansiere vigtige områder inden for sundhedsforskning, så fik universitetet frigivet midler, der kunne bruges på andre vigtige områder. Men sådan er det ikke, tværtimod. Universiteterne er nødsaget til at bruge af egne midler for at medfinansiere de projekter, som de får øremærkede midler til fra eksterne givere. Ved at sige ja til fx to milliarder kroner fra NNF, så man kan drive store centre med nogle hundrede forskere til at forske i diabetes-områder, bliver man tvunget til fyre forskere på andre områder.

Det bliver nødvendigt, fordi universitet skal punge ud med noget i retning af 1-1,5 mia. kr. i medfinansiering. Dette skøn baseres på erfaringsbaserede og anerkendte normtal. Det er de barske konsekvenser af de private fondes godgørenhed, i øvrigt begunstiget af rundhåndede skattefradrag.

… de pengestærke bevillingsgivere er med til at styre, hvordan finanslovsbevillinger, der ellers skulle være brugt til fri forskning, anvendes. Og KU ved ikke, hvor mange finanslovsmidler, der beslaglægges på denne måde. Måske var det en sag for Rigsrevisionen?

En del af medfinansieringen er det man kalder overhead. Det er det, der dækker fællesudgifter, såsom husleje, rengøring, el, varme, vedligeholdelse, administration osv. Direktørens løn skal også dækkes, og for KU blandt andet Thomas Bjørnholms og dekanernes lønninger. Når de eksterne midler skal dække cirka halvdelen af udgifterne, skal de også dække cirka halvdelen af Bjørnholms løn, da han er prorektor for forskning.

Hvad siger rektorerne?

Men på KU ved man angiveligt ikke, hvor meget universitetet skyder ind til dækning af overhead. Jeg har spurgt alle vegne i systemet, fra Thomas Bjørnholm i rektoratet til økonomiforvaltningen, til dekanatet.

Jeg spurgte endnu engang Thomas Bjørnholm i en P1-udsendelse lørdag formiddag for nogle uger siden. Senest spurgte jeg igen Bjørnholm i kronikken i Information d. 30. oktober. Bjørnholm svarer ikke. Alle steder er man totalt blanke. Det forbliver en hemmelighed. Ud over overhead kan der i øvrigt komme medfinansiering, ved at fx nogle af KU’s forskere deltager i centrenes programmer for den løn de får fra KU.

Det betyder, at de pengestærke bevillingsgivere er med til at styre, hvordan finanslovsbevillinger, der ellers skulle være brugt til fri forskning, anvendes. Og KU ved ikke, hvor mange finanslovsmidler, der beslaglægges på denne måde. Måske var det en sag for Rigsrevisionen?

I det nævnte interview med universitetsrektorer spurgte Magisterbladet netop om deres holdning til ekstern finansiering. Kun to ud af otte svarede, og desværre var rektor fra KU ikke en af dem. Det var til gengæld Anders Overgaard Bjarklev, rektor for DTU og formand for Danske Universiteter. Her er et par uddrag fra interviewet:

Journalisten: Er du enig i, at en stor del af definitionsmagten er gledet fra forskningsmiljøet og over til eksterne bevillingsgivere?

»Nej, det er jeg ikke,« siger Anders Overgaard Bjarklev. »Hvis ikke vi havde en ekstern forskningsfinansiering, så var der meget forskning, vi aldrig fik udøvet.« (Goddag mand …)

Og om brug af universiteternes brug af basismidler til medfinansiering siger Bjarklev:

»Vi er i sektoren enige i, at der er en grænse.«

Det er da trods alt en indrømmelse. Men det er jo svært at sætte en grænse, hvis man – som tilfældet åbenbart er på KU – ikke ved, hvor meget man bruger.

Bjarklev erkender, at de private fonde typisk har høje krav om medfinansiering, men om dem siger han:

»Jeg er helt sikker på, at hvis ikke vi havde de midler, så ville der være rigtig meget viden, vi ikke fik skabt.«

Det er sikkert rigtigt. Men igen skøjter Bjarklev uden om problemet. Problemet er, at de private fonde dermed bestemmer over brug af basismidler (finanslovsmidler), der skulle have været brugt til fri forskning. Prioriteringen overlades til en pengestærk ekstern aktør, der får del i finanslovsmidler. Der kunne være anden og vigtigere viden, som vi dermed ikke får skabt.

Den anden svarvillige rektor er SDU-rektor Henrik Dam. Han er faktisk lidt mere åben over for problemet, men dog kun med meget generelle formuleringer om, at man må søge at finde en balance.

Bortset fra dette har det ikke været muligt at få universiteterne ledelser ud af busken.

Korttidsansættelse betyder ufrihed

En tredje meget alvorlig konsekvens af ekstern finansiering er den øgede brug af korttidsansættelser.

De eksterne bevillinger vil altid være tidsbegrænsede, typisk tre til fem år. Det betyder, at en del af staben til disse projekter bliver ansat på korttidskontrakter. Gruppen af tidsbegrænset ansatte er nu oppe på omkring to tredjedele for landets universiteter som helhed. Ja, I læste rigtigt: to tredjedele af universiteternes kernepersonale, er ansat på korttidskontrakter. Når de udløber, er de ikke længere ansat. De tilhører det akademiske prekariat.

Hovedparten af disse forskere har, foruden de usikre fremtidsudsigter, meget lille forskningsfrihed. Kort fortalt kræver forskningsfrihed frihed på tre niveauer: det individuelle, det kollektive og det institutionelle.

Holder vi os så til det individuelle niveau kræves, at forskerne frit kan styre hele forskningsprocessen, dvs. vælge emne, forskningsspørgsmål, teorier, metoder, og at de frit kan udtale sig og publicere under hele processen.

De frihedsgrader er meget begrænsede for korttidsansatte. Ofte er projekterne designet på forhånd i næsten alle faser. De kan ikke foretage langsigtet planlægning ud over igangværende projekt, og heller ikke specialisere sig for at komme i dybden, udvikle netværk og tætte, fortrolige samarbejdsrelationer gennem lange forløb.

Hvis de vil gøre sig håb om at fortsætte efter bevillingens udløb, er de afhængige af, hvilke muligheder der nu måtte dukke op i form af nye eksterne bevillinger eller tilfældigt ledigtblevne stillinger. At en ny nobelpriskandidat skulle dukke op på de vilkår vil være ret usandsynligt.

Også ytringsfriheden generelt begrænses. Forskeres tryghed i ansættelsen er for forskningsfrihed, hvad dommeres tryghed er for retssikkerheden. Forskere kan risikere at skulle stå for skud, hvis de kommer frem med resultater, som magtfulde interesser kan føle ubehagelige. Tidsbegrænset ansættelse kan tænkes at dæmpe lysten til at opdyrke følsomme og potentielt kontroversielle emner.

Hvis dommeren skulle søge eksterne penge til egen løn, leje af retslokaler, rengøring, el og varme mv. efter udløb af en treårsbevilling, ville vedkommende måske også tænke sig om en ekstra gang, før han fx gik imod den politiske stemning og underkendte en udvisningskendelse fra Flygtningenævnet.

I internationale kodekser mv. kaldes fastansættelse tenure. Tenure regnes for en væsentlig forudsætning for forskningsfrihed. Det gælder fx UNESCO’s anbefalinger fra 1997. De to tredjedele med korttidsansættelse har definitionsmæssigt ikke tenure. Hvad med resten? Professorer og lektorer?

Hermed afslører Bjørnholm, at han ikke erkender, at forskningsfrihed ikke er et personligt privilegium, men en funktionel forudsætning for dristig og troværdig forskning.

Faktisk er der meget ringe ansættelsestryghed i det danske ellers højt besungne flexicurity-system. Det er let at fyre fastansatte forskere, viser talrige eksempler, og sker der usaglige fyringer, slipper arbejdsgiveren med at udbetale en beskeden erstatning. Ikke engang fastansatte kan føle sig trygge, hvis de ikke kan tjene deres løn hjem. Direkte adspurgt har både KU og AU (rektoraterne) da også indrømmet, at tenure hos dem ikke indgår i en strategi for sikring af forskningsfrihed.

I Information har Thomas Bjørnholm lidt nonchelant affejet problemet med, at de korttidsansatte jo typisk er i rekrutteringsstillinger og ikke tilhører kernestaben. De må vente med forskningsfrihed til de eventuelt får en varig ansættelse.

Hermed afslører Bjørnholm, at han ikke erkender, at forskningsfrihed ikke er et personligt privilegium, men en funktionel forudsætning for dristig og troværdig forskning.

Såvel rektorformand Bjarklev som SDU-rektor Dam er til gengæld på dette punkt lidt mere forstående. På DTU går men et skridt i retning af en løsning ved at bruge en del af de eksterne midler til at opslå regulære tidsubegrænsede stillinger. Med en ordentlig økonomistyring og et nogenlunde forudsigeligt cash flow af eksterne midler, burde det også kunne lade sig gøre.

Men hvis der ikke skal overlades endnu mere magt til ledelsen, forudsætter det imidlertid en mere demokratisk kollegial styreform.

Hvordan går det til?

Med den gældende universitetslov er ansvaret helt klart placeret: det er hos ledelsen, dvs. bestyrelser og rektorer. Hvis myndigheder og andre stærke interesser ikke får modstand, koloniserer de. Det ansvar har ledelsen ikke løftet. Som ledere af uafhængige institutioner er det deres opgave at sørge for solid, neutral og veldokumenteret viden, der bliver formidlet ud til medier, offentlighed, politikere og andre brugere. Det er ikke sket.

Universiteterne giver køb på uafhængigheden og svigter fatalt med hensyn til at leve op til deres pligt til at værne om forskningsfriheden og tilskynde forskerne til at deltage i den offentlige debat, som der står i universitetslovens § 2. Ingen er draget til ansvar for de ulovlige kontrakter, hverken myndigheder eller universitetsledelse.

Hvordan går det til? Den underliggende årsag er, at ledelsen ikke behøver at stå til ansvar over for nogen. Det skyldes den i international sammenhæng ret unikke styrelseslov, som gælder for danske universiteter. Styrelsesordningen fra 2003 skulle kopiere private virksomheder: i toppen en bestyrelse, der indsætter en hierarkisk og magtfuld ledelse, udpeget fra oven.

Men en væsentlig forskel er, at bestyrelsen ikke vælges på en generalforsamling som i aktieselskaber, men i realiteten er selvsupplerende for så vidt angår dens eksterne flertal. Dermed skal den heller ikke stå til ansvar og forklare sine handlinger over for nogen konstituerende forsamling.

Armslængdeprincippet i forhold til det politiske system betyder, at ledelsen får frit spil med hensyn til universitetets indre anliggender. Politikerne slår sig til tåls med, at de jo respekter forskningsfriheden ved ikke at blande sig. Men det betyder blot, at ledelsen får frie hænder og kan negligere forskningsfriheden eller ligefrem begrænse den, hvis den finder det nødvendigt.

Og det politiske system har frem for at bede om forskningsfrihed sendt signaler i form af markedskonforme incitamentsstrukturer til universiteterne om at underkaste sig pengeregimet. Og da pengeregimet ikke belønner forskningsfrihed, bliver universiteter i stigende grad drevet som forretninger. Ledelsen har ikke nogen interesse i at forsvare forskningsfriheden, hvis den ikke gavner indtjening, for ikke at tale om, hvis den står i vejen for indtjening.

Hvem skal så forsvare forskningsfriheden?

Forskerne selv må være den gruppe, der først af alle kunne tænkes at forsvare forskningsfriheden. Gør den det, og kan den? Vilkårene er ikke gunstige. To tredjedele ved ikke, om de er ansat efter projektudløb. Alle er stort set sat uden for indflydelse.

Fyringsrunder og vilkårlige fyringer af enkelte forskere af tvivlsommme grunde skaber frygt og tilbageholdenhed med kritik. I 2009 konstaterede en ekstern evaluering, at der på danske universiteter var et alvorligt problem med mangel på indflydelse. Man forsøgte at rette op på dette ved at indføre rådgivende institutråd. Dem har man nu på KU besluttet at afskaffe, angiveligt med den begrundelse af de ikke tilfører ”værdi”. En grund kunne være, at de ikke fik tildelt besluttende kompetence.

I en nylig afrapportering fra et EU-støttet projekt, der sammenligner 28 EU-lande med hensyn til grad af akademiske frihed, bliver Danmark placeret tæt ved bunden.

Sammenligningen er baseret på kriterier fra UNESCO i den allerede nævnte rapport fra 1997, som også Danmark har tilsluttet sig. En af de væsentligste grunde til Danmarks bundplacering er det næsten totale fravær af kollegialt selvstyre, det som også indbefatter kollektiv forskningsfrihed. Det drejer sig om lovfæstet sikring af valgte kollegiale organer med effektiv beslutningskompetence over akademiske anliggender, såsom strategier, budgetter, ansættelser og afskedigelser.

Endvidere drejer det sig om valg og afsættelse af ledere, dvs. rektorer, dekaner, institutledere og andre ledere. Der findes trods alt kollegiale organer med valgte repræsentanter på danske universiteter, akademiske råd og studienævn. Men de har ingen besluttende myndighed (med enkelte, ret perifere undtagelser). Og ledere er som bekendt udpeget ovenfra og er ikke på valg.

Dette forklarer også, hvorfor ledelsen så nødigt vil træde frem og forklare, hvorfor de handler som de gør. Det vil være svært for ledelsen at forklare, hvorfor forskningsfrihed er en vigtig værdi af værne om, når de så åbenlyst forsømmer at gøre det.

Dette betyder tilsammen, at det i øjeblikket er svært af få øje på, hvem der egentlig har vilje og evne til med styrke at forsvare forskningsfriheden i Danmark. Den er under pres internationalt, men det står værre til i Danmark end i de fleste andre lande i den frie del af verden. Krisen forværres ved at vi har et meget monolitisk universitetssystem, hvor alle universiteter er underlagt samme lov og samme politiske myndighed. Et mere pluralistisk system ville give plads til at synliggøre fordele og ulemper ved forskellige styrelsesordninger.

Intet tyder på, at et politisk flertal vil ændre kurs. I den større offentlighed og dominerende medier har emnet hidtil haft en meget marginal placering. Så alt i alt er det svært at se lyspunkter.

Baggrund: Heine Andersens bog ‘Forskningsfrihed. Ideal og virkelighed’ udkom i slutningen af september 2017 på Hans Reitzels Forlag. På Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet har man taget emnet forskningsfrihed op på et strategiseminar, på baggrund af bogen.

Dele af denne kronik har tidligere været offentliggjort i Altinget og i Information i lidt anderledes form.