Hverdagsmaskulin

Der er noget helt igennem almindeligt over forsidebilledet til Nikolaj Zeuthens debutudgivelse som digter: Billedet forestiller forfatteren sammen med sin familie, et screen dump fra virkeligheden, komplet med smukke børn og ditto kone, gammel havregrød, pixibog og hjemmebuks med bule.

De to voksne på billedet henvender sig direkte til læseren. Med et barn hver på armen ser manden og kvinden afmålt registrerende lige ind i objektivet. Det er ikke en forside, der siger: Køb mig!

Måske siger den nærmere: Sådan her ser det ud, yip, vi ved vi har morgenhår, take it or leave it. Og jeg tager det med, for det er en fin bog.

Ok, digte tager tid, hvis man vil andet og mere end bare at skøjte hen over dem og suge nogle hurtige billeder, men tiden er godt brugt i Zeuthens selskab.

På ekskursion i den absurde hverdag

Forsiden giver indtryk af, at man bevæger sig ind i en art dokumentar, en rapport fra det levede liv: Der er spiddende og tragikomisk reportage fra fortovscafeen. Mere filosofiske tekster om hvordan mennesker hænger sammen i sociale systemer.

Og så er der også en provokerende opremsning af repræsentationer af ‘negeren’ i moderne vestlig kultur (bare digtets titel: ‘stemningsneger’, brrrr!), som er mere dækkende end man vil være ved. Man bliver hensat til 1930’ernes geografibøger, negeren er doven, men rytmisk. Hm.

Indimellem sprænger forfatteren den dokumentariske ramme og fabulerer bare derudaf, for eksempel i det rablende supermarkeds-beat-digt ‘alle ned i fakta nu!’ Studerende af forskellig observans vil glæde og/eller græmme sig over linjerne:

‘Alle stud.hum.’er smitte med selvmord/Alle stud.nat.’er stinke af onani og købe kartoffelchips.

Og hvad er så egentlig værst?

Er der ånd i tiden

De emner, der tages op i digtene er i tråd med tidsånden eller måske manglen på ånd i tiden.

Zeuthen sætter især aktuelle nyheder og moderne familie-, arbejds- og venskabsrelationer under lup og udstiller den ene hverdagsabsurditet efter den anden om forbrug, asfalt, porno, økologi, wellness, overarbejde, forskellige afskygninger af dagligdagens meningsløshed og oliesamfundets endeligt (se også titlen).

Hvis man ser på emnerne, så kunne digtsamlingen snildt være trykt i 70’erne eller starten af 80’erne. Bare hør denne indledning på digtet ‘asfalt’ (!):’asfalt ud i forstæderne/ asfalt ud i femfingerplanen.’

Jeg så straks de grå sekvenser fra ‘Bennys Badekar’ for mig, og tak for den association.

Slægtskabet med 70’ernes lyrik sætter en så meget desto federe streg under tingenes stilstand: Det er egentlig marginalt, hvad der er sket af forandringer i de sidste årtier: Hvor man i 70’erne flyttede til Lejre og dyrkede grøntsager, hvis man var venstreorienteret, køber man i dag en ejerlejlighed på Frederiksberg og får måltidskassen fra Aarstiderne.

Og 50+ timers arbejdsuger rimer stadig ikke på Wellness, selv om man køber sig til det en weekend om året på d’Angleterre.

Dog, en meget reel forandring, der er indtruffet, er den generelle borgerliggørelse af samfundet, godt hjulpet på vej af skattelettelser, forældrekøb og afdragsfrie lån. Tiltag, som har bidraget yderligere til den retarderede forbrugsfrenzy, som Zeuthen tager under ukærlig behandling adskillige steder i bogen.

Man kunne måske svinge sig op til at kalde bogen en kulturdiagnostik, sammensat af et tilfældigt udpluk af undersøgte fænomener. Eller måske har forfatteren bare løbende skrevet det ned, der er faldet ham ind. Det er helt ærligt svært at afgøre, og det kommer sig heller ikke så nøje.

Og så er det første gang jeg har grinet højlydt af en digtsamling. Lidt af en bedrift, men hvorfor egentlig? Hvem sagde lige at lyrik ikke må være sjovt at læse?

En film, der forhåbentlig ikke findes

Kendere af Zeuthens film (de kan genfindes her på sitet) vil smile genkendende ad bogens sidste afdeling, referatet af den forhåbentlig helt fiktive film ‘humanist’ om forskeren Gregers, hvis liv kører af sporet.

Endnu en historie, som lige knap lukker én ind i hovedpersonen og derefter lader foruroligende meget ufortalt, mens Gregers stille får lov at gå til bunds. Utroligt egentlig, hvor usjovt det lyder, gengivet her. Men læs bogen, og ikke andet for denne lille perle til sidst.

Zeuthens samtidsdiagnose er skarp og hvinende satirisk. Det må ind i mellem være en byrde at have det hvasse blik. Men i kombination med det humoristisk-satiriske take bliver destillatet virkelig læseværdigt.

Digtsamlingen og ikke mindst filmreferatet er hermed varmt anbefalet.