Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
I går klokken 11.00 forlod Lykke Friis formelt posten som prorektor på KU til fordel for jobbet som klimaminister. Stillingen som prorektor slås op efter jul – og hvem kan vi forvente at se i en af universitetets absolutte topstillinger fra næste år? Universitetsavisen har talt med to eksperter i universiteter og ledelse
Susan Wright er professor i antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), og har forsket i universitetsreformen og magtrelationer. Hun mener, at Lykke Friis i jobbet som prorektor skabte sin helt egen rolle. »Der findes ikke én bestemt måde at udfylde det job på, og jeg tror ikke at det vil være muligt at finde én, der kan gøre det præcis som Lykke.«
Det er Flemming Poulfelt, professor og prodekan for formidling på Copenhagen Business School (CBS) og ekspert i ledelse, enig i. »Lykke er en progressiv og hurtigtalende kvinde – og på den måde ligner hun måske ikke Københavns Universitet så meget. «
Friis’ udadvendthed har også gavnet Københavns Universitet (KU) på flere fronter: »Det vil være meget svært at finde en efterfølger med et lige så stort netværk i både politik, EU og industrien,« siger Susan Wright.
Hun fremhæver samtidig netværket som noget af det vigtigste, når der skal vælges en ny prorektor – og der kan derfor være en idé i at vælge en kandidat fra udlandet: »En ny prorektor med mange internationale forbindelser vil helt klart styrke KU’s internationale profil.«
Flemming Poulfelt mener også, at man udmærket kan forestille sig en prorektor, der rekrutteres fra udlandet. »Ansættelsen af Lykke Friis, som havde baggrund uden for universitetsverdenen, var lidt af et eksperiment, og det viste sig at være positivt for universitetet. På KU bryster man sig af det internationale, og fokus vil derfor ligge på kompetencer inden for dette område. På den måde tror jeg, at det i høj grad er etniciteten af den nye prorektor, der kommer til at spille en rolle.«
Når den nye prorektor tiltræder i begyndelsen af 2010 vil vedkommende have en stor del af ansvaret for at definere jobbet. Ifølge Susan Wright har Lykke Friis været dygtig til at skabe et positivt image for KU i medierne, og samtidig har hun prioriteret klimadagsordenen og givet KU en stærk grøn profil – en stor bedrift, efter Susan Wrights mening.
Men det er ikke sikkert, at en ny prorektor vil lægge vægt på de samme områder – eller have kompetencer til det. Altafgørende er det dog, at vedkommende er i stand til at udvikle den kurs, KU har sat, siger Flemming Poulfelt. »Lige meget om man finder én ’udefra’ eller ’indefra’, vil det vigtigste være, at prorektoren har tilstrækkelig respekt i universitetsverdenen, er i stand til at forstå den og har en ledelsesmæssig troværdighed.«
Personligt håber Susan Wright, at den nye prorektor bliver én, der vil sikre kvinders adgang til topstillinger på universitetet. »I øjeblikket holder mange kvinder sig fra at søge topstillinger i universitetsregi, fordi de ved, at chancerne for at få jobbet er små. Efter min mening er det vigtigt at den nye prorektor sørger for, at udpegelsessystemet inden for de danske universiteter bliver mere fair over for kvinder.«
Flemming Poulfelt mener, at det også er vigtigt at tænke på fremtiden, når den nye prorektor ansættes. »Det vil da også være fornuftigt at overveje, hvad der skal ske, når engang Ralf Hemmingsen fratræder.«
Og hvis en ansøger til posten som prorektor ikke skulle få opfyldt eventuelle drømme om at overtage rektorjobbet, er der jo altid andre muligheder: »Man kan i hvert fald blive klimaminister hvis det går helt galt …« slutter Flemming Poulfelt.
uni-avis@adm.ku.dk