Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Hvis det var nødvendigt, stod Margrethe Vestager op kl. 04.00 og læste

Æresalumne — Lørdag den 6. oktober 2018 bliver Margrethe Vestager æresalumne på Københavns Universitet. Her fortæller hun om tiden som økonomistuderende. Om at læse, når andre gik på Sommersko. Om at ændre studiet indefra. Og om, hvad hun tog med videre.

Engang – før hun blev politiker, partiformand, EU-kommissær og et navn, man kunne finde på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden – var Margrethe Vestager studerende .

Hendes verden var Økonomisk Institut på Studiestræde. En stor del af den i hvert fald. Her læste hun, arbejdede som undervisningsassistent, kastede sig ud i studenterpolitik og engagerede sig generelt så meget i studielivet, at det selv i dag, nogle-og-tredive år senere, kan give åndenød at recitere et typisk dagsprogram.

»Der var bare mange ting, jeg skulle nå,« siger hun. »Hvis jeg ikke havde forberedt de timer, jeg selv skulle afholde, og ikke havde læst til de timer, jeg selv skulle have, så stod jeg op klokken fire-halvfem og forberedte mig til begge dele, og så underviste jeg, og så gik jeg selv til timer, og så gik jeg til møder, og så gik jeg hjem og læste, og så gik jeg ud med vennerne, og så gik jeg i seng, og så stod jeg op og forberedte mig og så videre og så videre. Det var bare super intenst.«

Margrethe Vestager startede på universitetet i 1986, afleverede sit speciale i 1993, og først mange år senere gik det op for hende, hvad hun havde lært.

Det bevidste valg

EU’s konkurrencekommisær skænker kaffe på et anonymt kontor i Europa-Kommisionens bygning på Gothersgade. Hun er en smule forsinket i dagens program, der foreløbig har budt på et foredrag på DTU og også skal føre hende forbi en konference hos Innovationsfonden og et interview på P1, før aftenflyet returnerer hende til Bruxelles. Ind i mellem skal der tages fotos til Uniavisen og til et Zetland-interview.

Der er mange, der gerne vil høre Margrethe Vestager tale. Om ledelse (DTU), om kønsbalance (Innovationsfonden), om hendes opgør med tech-giganter som Apple, Google og Amazon og om hendes fremtid (Zetland). To dage efter dette interview fortæller hun selv til et pressemøde i Paris, at hun ikke forventer at blive indstillet til genvalg som kommissær af den danske regering, når hendes periode udløber til næste år. Men det skal det ikke handle om nu.

Så stod jeg op klokken fire-halvfem og forberedte mig, og så underviste jeg, og så gik jeg selv til timer, og så gik jeg til møder, og så gik jeg hjem og læste, og så gik jeg ud med vennerne, og så gik jeg i seng, og så stod jeg op og forberedte mig
Margrethe Vestager

Den 6. oktober vender Margrethe Vestager tilbage til Københavns Universitet for at blive udnævnt til æresalumne.

Vi siger tillykke, og spørger, hvad hun synes om udnævnelsen. Betyder den noget?

»Altså, jeg var jo lidt overrasket over, at man ikke nødvendigvis skulle have læst på Københavns Universitet for at blive æresalumne,« siger hun.

Forfatteren Paul Auster og tidligere Yale-rektor Rick Levin er eksempler på æresalumner, der aldrig har gået på universitetet. De øvrige modtagere af hæderen – bl.a. Søren Ulrik Thomsen, Stine Bosse og Suzanne Brøgger – har alle læst på KU.

»Men når det er sagt, så synes jeg da, det er fantastisk, at ens eget universitet ærer én på den måde. Det er jeg meget stolt over.«

Er det noget, du har identificeret dig med gennem tiderne? At være uddannet fra Københavns Universitet?

»Ja, det tror jeg. Helt fra begyndelsen af. Fordi det var et bevidst valg at flytte til København i stedet for Aarhus i sidste årtusinde, da jeg begyndte at læse.«

Tilflytteren

Valget blev truffet i Ølgod, en lille by med knap 4.000 indbyggere 25 km fra Varde, »der, hvor landet er helt fladt, og himlen er meget, meget stor, og hvor der er meget mørkt, når solen går ned.«

Margrethe Vestager var vokset op i byens præstegård (begge forældre var sognepræster) og havde netop taget studentereksamen på Varde Gymnasium. Ingeniør havde været inde i overvejelserne, men økonomi trak mere. Man kunne blive cand.polit. i København og cand.oecon. i Aarhus. Der var, siger Vestager, »det som Grundtvig vist kaldte en ædel kappestrid« mellem de to universiteter.

»Jeg havde fået en forståelse af, at hvis gerne man gerne ville arbejde med samfundsforhold på den ene eller den anden måde, men også gerne ville kunne regne lidt på det og også godt kunne li’ matematik, så var det polit, man skulle læse.«

Da studiet var valgt, skulle hun finde et sted at bo.

»Mine forældre holdt – og holder stadig – fire aviser, så man kunne slå op i Kristeligt Dagblad og Information, som var dem, der også udkom herovre, og se under ’Værelser’. Men vi kunne ikke bare rejse herover for at se på et værelse, så vi måtte tage det ubeset. Så dér kom jeg med mine kufferter og mine få ting, og det var ligesom udgangspunktet.«

Udgangspunktet viste sig at være et rækkehus i Kartoffelrækkerne, hvilket i dag lyder fornemt, men ikke helt føltes sådan for Margrethe Vestager, fordi hun skulle gå igennem datteren i familiens soveværelse for at komme ind på sit lille kammer.

»I begyndelsen gjorde det ikke noget, fordi der foregik så meget på studiet. Der var rustur, der var alt muligt, og åh, det hele kørte. Derfra nåede jeg at bo en syv-otte steder, før jeg faldt ligesom nogenlunde til ro og kunne sige: ‘Her bor vi så’.«

»Det var så ubeskriveligt dyrt«

Margrethe Vestager blev i en vis forstand blæst bagover, da hun startede på Økonomi.

»Det var en kæmpe omvæltning. Dels fordi mange af bøgerne var på engelsk, og så godt var mit engelsk ikke. Og så var vores forelæser i Nationaløkonomi fra Skåne, og for all I knew kunne han lige så godt have været fra Rusland.«

Man havde ikke kunnet se svensk fjernsyn i Ølgod, så den halslydsfyldte skånske dialekt var sort snak for hende.

Hun kendte »overhovedet ingen« på studiet. Et par stykker fra gymnasieklassen var flyttet med til København, men læste noget andet. Hun husker immatrikulationen. At det »føltes flot« at blive lukket ind i universitets festsal på Frue Plads, og at der var sort af mennesker.

»Men før man vidste af det, sad man i et lille rum med linoleum på gulvene eller i et auditorium nede i Bispetorv Annekset med meget, meget langt ned til forelæseren. Og hvis man var heldig, var det en moderne forelæser, som havde en overheadprojektor – det var så moderne, det kunne blive.«

Og før Margrethe Vestager vidste af det, var hun i en læsegruppe, sammen med mennesker hun stadig ser i dag. Rusturen, for resten, husker hun ikke meget fra.

»Det, der står meget tydeligere for mig, var de første forelæsninger og de første øvelsesrækker. Bare det at finde ud af, hvilke bøger man skulle have, og gå ind i akademisk boghandel og prøve at finde ud af, om man fik rabat eller ej, eller om man skulle prøve at købe dem brugt … Og det var så dyrt. Det var så ubeskriveligt dyrt. Og vi havde ikke nogen penge.«

Slider uden sommersko

Penge var lig SU, og mønterne blev vendt og drejet. Også hun da senere i uddannelsen fik tid til at tage studiejob.

»Det vigtigste studiejob, jeg havde, var som … hvad blev vi kaldt … hjælpelærere, undervisningsassistenter, hvor vi kørte øvelserne. Vi var en kreds af fire kvindelige undervisere, som mødtes i weekenden, når vores studerende havde afleveret opgaver, og lavede rettevejledninger og rettede dem. Det var et kæmpe, kæmpe arbejde. Men det fede ved at undervise i ens eget fag, er, at man lærer det på et helt andet niveau. Når man formidler sin egen faglighed, bliver det naturligt på en helt andet måde.«

Kunne du følge med fagligt?

»Sådan lidt med hiv og sving og en fagøkonomisk ordbog ved hånden. Altså …«

Hun stopper op.

»Vi arbejdede bare hele tiden.«

Læste I hele tiden?

»Ja, vi læste, læste sammen, gik til forelæsninger. Jeg tror, at ligesom i dag var polit et studie med rigtigt mange timer.«

Jeg har fået masser af dårlige karakterer. Jeg har heller ikke nogen specielt prangende universitetsgrad
Margrethe Vestager

Sofie Carsten Nielsen har betegnet Margrethe Vestager som en slider i sit politiske arbejde. Det er da jeg nævner det, at hun fortæller om de superintensive studiedage, hvor hun stod op klokken fire-halvfem for at læse og forberede sig.

Man kunne også have læst mindre. Var der ikke nogen af dine medstuderende, der læste knap så meget? Overvejede du ikke, at ‘hvis jeg nu lige slapper, så…’?

»Nej,« siger hun og kommer i tanke om noget.

»Men der var jo åbnet det der helt moderne, helt nye: En café. Sommersko.«

Faktisk var Café Sommersko åbnet i 1976, 10 år, før Margrethe Vestager begyndte på universitetet, men fransk cafékultur var stadig en ny ting, især for den pænt store del af hovedstadsbefolkningen, der ikke var yuppier.

»Der var nogle, der gik derned med jævne mellemrum. Jeg og dem jeg var tæt med havde slet ikke råd til det. Vi forstod slet ikke, hvordan man kunne have råd til det. Vi købte jo filterkaffe, men der var nogle, der gik på Sommersko og købte kaffe, vi aldrig havde hørt om. Cappuccino og sådan noget, det var meget avanceret. Og så kom de ikke tilbage.«

Hun siger ’tilbage’ med et lille spørgsmålstegn efter, så det lyder undrende og naivt.

»For så hang de ud, og så blev cappuccinoen til øl, og så var det ligesom dét. Men sådan var det bare ikke for mig, for grunden til at jeg var i København, var jo, at jeg gik på universitetet.«

Sådan skriver du et uforståeligt speciale

Hvad gjorde du, når du ikke læste?

»Så gik vi til fester, tror jeg. Altså, jeg var meget optaget af studenterpolitik.«

I gymnasiet havde hun siddet i elevrådet. På universitet kom hun i studienævnet. Hendes engagement var ikke partipolitisk, siger hun. Hun var optaget af de ting, der ikke stemte på studiet.

»Jeg syntes, universitetet skyldte os at fortælle, hvorfor vi skulle lære tingene. Og der var virkeligt mange mysterier forbundet med de fag, vi skulle igennem, hvor man tænkte: Hvorfor? Altså, super at I trækker os igennem det her med åbne kugler, tredimensionelle rum og mikroøkonomi, men hvor i himlens navn leder det hen? Vi skal nok lære det, det er slet ikke det, men… Lidt mere kontekst, tak!«

Hvad opnåede du så?

»Nærmest ingenting. Jo, vi opnåede to ting. Vi fik lavet et polithus. Det var min generation, der etablerede det.«

Polithuset lå i Skindergade 36 og rummede blandt andet studenterforeninger, specialepladser og fredagsbar. Det lukkede i 2006 i forbindelse med de flytninger, der til sidste placerede Økonomisk Institut på Center for Sundhed og Samfund (CSS) på det gamle Kommunehospital.

»Og så lavede vi et nyt fag, som hed Fagøkonomisk formidling. Det troede vi, vi skulle bruge til noget, fordi ideen var at kunne formidle vores faglighed til en større kreds, altså folk som ikke var økonomer. Økonomi fylder meget, og det er helt åbenlyst lukket land for virkelig mange mennesker.«

Margrethe Vestager gik – og går stadig – meget op i formidling. Hun skrev speciale med en studiekammerat på øverste etage på Polithuset og husker stadig vejlederens tilbagemelding på det første udkast.

»Vi havde vel afleveret de første par kapitler ud fra vores godkendte synops, og så kiggede vores vejleder på os og sagde: ‘Det er jo ikke nogen avisartikel.’ Om igen! Så gik vi hjem og skrev specialet, så det kun var os tre, der kunne forstå det.«

Specialet, skulle du alligevel være interesseret, hedder Fleksibel specialisering i industrien – en teoretisk og empirisk analyse af fleksibilitet, specialisering, innovation og netværk og behandler forskellige virksomhedsstrategier og indeholder også en empirisk undersøgelse af den danske maskinindustri.

»Det er sikkert anderledes i dag, men akademisk sprog, som det var, var ekstremt indforstået. Hellere sige noget i et ord på 15-20 bogstaver end at folde det ud over fem-syv sætninger, så man åbner den verden. Det slår mig den dag i dag som værende en virkelig mærkelig prioritering,« siger Margrethe Vestager.

Dårlige karakterer og street wisdom

Hvis du tror, at Margrethe Vestagers hårde arbejde gjorde hende til en A-student med lutter 11 og 13-taller på eksamensbeviset, tager du fejl.

»Jeg har fået masser af dårlige karakterer. De fleste kom i gymnasiet med gode karakterer fra folkeskolens afgangsprøve. I gymnasiet faldt karaktererne lidt – og så kom man på universitetet og fik egentlig modstand. Misforstå mig ikke, men modstand i den der faglige boble i hvert fald. Så jeg har fået masser af dårlige karakterer. Jeg har heller ikke nogen specielt prangende universitetsgrad.«

Der var nogle, der gik på Sommersko med jævne mellemrum. Vi kunne slet ikke forstå, hvordan man kunne få råd til det
Margrethe Vestager

Hun knoklede i syv år. Det vigtigste vendepunkt, var da hun klarede eksamen i statistik. »Det er et killer fag. Alle blev slået ihjel af det. Da først man var ovre det, tænkte man: Jeg bliver polit.« Hun brugte lidt for lang tid på specialet – »vi lavede empiri, og det skal man altså ikke rode sig ud i, det er virkelig arbejdsomt« – og undervejs var hun begyndt at engagere sig i politik uden for universitetet og var kommet i hovedbestyrelsen i Det Radikale Venstre, og i 1993 var hun cand.polit.

Hvordan ændrede du dig i løbet af universitetstid? Hvis du kigger på den Margrethe, der flyttede til København, og så den, der afleverede specialet, hvad havde så ændret sig?

»Jeg tror først og fremmest det her med at blive … hvad hedder det på dansk … streetwise i København. Fra at have Kraks Kort i tasken – vi havde jo ikke mobiltelefoner, skal man huske – til at kunne samtlige gadenavne, for dengang var man nødt til at kunne finde rundt. I det hele tage bare det at få skuldrene ned og føle sig hjemme og sige: ‘Her bor jeg, og det er min by.’ I øvrigt dybt studieforgældet. Og man hoppede ikke i havnen dengang, skulle jeg hilse at sige, ikke hvis man havde sit liv kært. København var meget mere beskidt dengang.«

Økonomimplantatet

Det kan godt være, Margrethe Vestager var streetwise i Kbh-forhold, men der gik lang tid før studietiden – og de lektier den lærte hende – bundfældede sig.

Hun kan huske den følelse, hun havde, da hun og hendes specialemakker afleverede den sidste opgave.

»Det var først da vi afleverede, at vi følte os klar til at skrive det. Det var vi lidt ærgerlige over, indtil det lang tid efter gik op for os, at det var det, der var pointen: At når man er færdig, så er man klar.«

Margrethe Vestagers fik job som fuldmægtigt i Finansministeriet og fortsatte som specialkonsulent og sekretariatschef i Økonomistyrelsen, før den politiske karriere tog over. Og undervejs fandt hun ud af, hvad hun egentlig havde lært på studiet:

»Jeg forstår udbud og efterspørgsel og tænker i økonomiske termer. Ved siden af alt det, jeg ellers har lært gennem livet, i gymnasiet, i min fritid, det jeg ellers har lavet politisk og alt muligt mellem himmel og jord – højskolesangbogen og omegn – så tænker jeg i vid udstrækning som en økonom. Jeg kan se økonomiske mekanismer, hvor de udspiller sig. Det har taget nogle år at bundfælde sig og sætte sig fast. Også fordi jeg har arbejdet som alt muligt andet end en økonom. Men det gør ikke, at jeg ikke er økonom i dag. Når man er polit, så har man implanteret økonom i rygraden, og man kommer ikke til at smyge sig ud af det igen.«

Et par råd til studerende i dag

Margrethe Vestager er økonom. Det har hun taget med sig fra universitetet. Og så har hun taget vennerne med. Der er læsegruppen, som stadig mødes hver sjette uge – hun kan ikke være med hver gang, men de kommer til Bruxelles engang imellem – og hun ses også med dem, hun bedrev studenterpolitik med.

Til sidst spørger jeg, om hun har nogle gode råd til de studerende i dag.

»At engagere sig i det. Med mindre ting er blevet helt anderledes, end de var, så selv om undervisningen virker helt uforståelig og taget ud af kontekst, så engager dig i det. For der kan gemme sig en hemmelighed et eller andet sted, som de af uvisse grunde ikke fortæller én, om hvorfor det fag er vigtigt. Og alle hemmeligheder afsløres ved, at man engagerer sig i det.«

Lige nu føler de studerende sig pressede, kan vi mærke. Det her med fremdriftsreformen og hastigheden er et stort problem for dem.

»Ja, men jeg tror, det vigtigste i den forbindelse – ud over at skabe rum og få universiteterne til at bruge den rummelighed, der dog er inden for reglerne, for det er jo en helt ligefrem politisk kamp – er at tænke: De andre har det ligesom mig. Det er ikke mig, der er presset. Det er os, der er i en situation, hvor vores studier nu engang er på denne her måde. Når man er en del af noget, andre også er i, så er det meget nemmere at bære, for så bærer man det sammen.«

Margrethe Vestagers udnævnelse til æresalumne ved Københavns Universitet foregår lørdag den 6. oktober i Niels K. Jerne-auditoriet i Mærsk Tårnet som en del af Alumnernes Dag. Billetterne til arrangementet er udsolgt.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste