Hvis man mangler en sommerfugleekspert, ringer man til 23-årige Emil

Hvis man af en eller anden årsag vil vide, hvordan det står til med den danske dagsommerfuglefauna, skal man spørge en 23-årig københavnsk biologistuderende ved navn Emil Blicher Bjerregård. Det vil mange i sommerfuglekredse fortælle.

Forskere i biodiversitet spørger ham, nationalparker spørger ham, og EU-støttede naturprojekter spørger ham. Og i ny og næ sker det også, at en vindtør sommerfugleentusiast ringer med et spørgsmål om mosehøsommerfuglen, kirsebærtakvingen, og hvad de nu ellers allesammen hedder.

Emil Blicher Bjerregård har en mani, som de færreste forstår, men han vil næppe selv kalde det for en mani. Han mener nemlig, at han er blevet et mere harmonisk og afbalanceret menneske, efter han har ramt de 23, har haft nogle kærester og er begyndt på biologistudiet på Københavns Universitet.

Han ved godt, at han også er nødt til at lave andet end at kigge på sommerfugle. I gymnasiet handlede alt om sommerfugle.

»Jeg brugte al min tid på det. Al min tid. Jeg har aldrig været på Roskilde Festival, fordi det ligger i den periode, hvor det er bedst at observere sommerfugle. Jeg droppede også flere gymnasiefester og to studenterfester,« siger han.

Ud hvor ingen andre kommer

I de år var han i gang med et hjemmelavet forskningsprojekt. Han brugte tusindvis af timer på at gennemgå sommerfuglesamlinger, databaser og videnskabelige artikler for gamle fund. Et fund er sådan en sommerfugl på en nål med en lille etiket, der beskriver art, alder og findested. Uden etiketten er fundet helt og aldeles ubrugeligt.

»Hver gang jeg fandt en gammel artikel, hvor der stod, at dén art er fundet i dén og dén mose i 1944, så tog jeg ud i mosen for at se, om den stadig var der.«

Han har været steder i Danmark, de færreste ved eksisterer. Det er derfor, han kender samtlige toglinjer på Sjælland, Lolland, Falster og Møn. Han kender også de fleste busruter og færgeovergange, fordi sommerfugle oftest er, hvor mennesker ikke kommer.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Bagefter sammenlignede han sine fund med ældre optegnelser. Han kan tale længe om, hvad han fandt frem til, men det kan kortes ned til følgende: Det går dårligt.

Hvert årti uddør danske sommerfuglearter, bestande forsvinder jævnligt, og fra 2014 til 2019 forsvandt en fjerdedel af de sjældne bestande. Med det projekt gik sommerfugleriet fra at være hobby til pludselig at blive et arbejde. Siden har han holdt oplæg på universiteter og for små, excentriske forsamlinger af insekt- og sommerfugleinteresserede.

Det har også givet ham en plads i bestyrelsen hos Lepidopterologisk Forening og rollen som særligt udpeget rådgiver i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Der har sågar været episoder til undervisning på biologistudiet, hvor forelæseren har spottet hans navn på listen over studerende og er kommet hen for at hilse på i en pause. Så det er ikke bare pral, når han siger:

»Jeg er den person, der ved mest om det specifikke emne i Danmark.«

Lille nørd blandt pensionister

I sommerfuglekredse ved man, at der kan opstå aberrationer. Det er situationer, hvor en violetrandet ildfugl (Lycaena hippothoe), en sørgekåbe (Nymphalis antiopa) eller måske endda en bølleblåfugl (Agriades optilete) er muteret, så den har en lidt anden farve eller udsmykning end sine artsfæller.

I samme sommerfuglekredse kunne man, med lidt god vilje, kalde Emil Blicher Bjerregård en slags aberration. Han går til de samme arrangementer og deler samme interesse som kammeraterne i Lepidopterologisk Forening, han er bare 50 år yngre og studerende.

»Der er måske 10-15 unge sommerfuglefolk i Danmark, og af dem er kun to meget nørdede, fordi nogle har biller eller guldsmede som deres primære interesse. Problemet er, at det ikke er noget, du kan gå til. Og det kan være hårdt at starte op på, fordi det er meget videntungt. Man plejer at sige, at hvis man virkelig skal blive engageret i det her, skal man starte, mens man er et uspoleret barn,« siger han.

Og det gjorde han, der er vokset op i Hillerød i det, han beskriver som en rigtig kernefamilie med styr på økonomien uden alkoholikere, rygere eller daglige skænderier.

Faderen var fritidsfuglekikker, så det blev hans bror også. De tog ham ofte med, når de skulle ud at se på stand- og trækfugle, men i stedet for at kigge op, kiggede han ned. Og derfra gik der ikke lang tid, før han løb rundt med fiskenet for at artsbestemme diverse sommerfugle.

På det tidspunkt var han 10 år gammel, og han blev hurtigt meldt ind i en lokal sommerfugleforening. De gav ham gamle bøger og artikler, og så begyndte han ellers at memorere de forskellige arters særpræg og latinske betegnelser. Det er grunden til, at bølleblåfuglen i hans hoved hedder Agriades optilete.

»Jeg læste også 50 bind fyldt med gamle ekskursionsberetninger, som går helt tilbage til 1940’erne. Der er historier om folk, der cykler fra København til Falster under krigen for at fange nogle sommerfugle, som i dag er uddøde,« siger han.

»Jeg blev fanget af historierne og de berigende naturoplevelser. Det tændte et eller andet i mig. Jeg syntes, at det var fedt at komme ud på alle de her enge, overdrev og moser, hvor sommerfuglene fløj rundt om benene på én. Det var kombinationen af vild natur og eventyr.«

Mænd – og kun mænd – der ofrer alt

Historier er der nok af i Lepidopterologisk Forening og andre sommerfugleforeninger. Der er mænd, som har ofret idéen om familie og børn for at indsamle alle verdens sommerfuglearter, og der er historier om mænd, der har krydset minefelter i Kasakhstan for at finde en blåfugl, der lever på en øde steppe uden for lands lov og ret.

»Det er hardcore sommerfuglefolk. Der er kun 280 medlemmer, og det er de ypperste nørder. Det er fedt at tale med folk, der har været i en branche i så mange år. Der er mange sommerfuglemænd, der vil gå gennem ild og vand for at få alle arter, og nu siger jeg mænd, fordi det kun er mænd. Der er ingen kvinder, de findes simpelthen ikke i de kredse.«

Han sammenligner den type sommerfuglejagt med elitesport, fordi det påvirker hele måden, man lever sit liv på. Det er bare en elitesport, som de færreste af vennerne kan forstå. Et godt eksempel fra hans eget liv er en tur til Skagen i 2018, hvor han ledte efter en bestemt art:

»Mosehøsommerfuglen levede nogle få steder i Danmark tilbage i atten hundrede og hvidkål, men den har egentlig været uddød i mange år. Kun hvis der kommer tørkesommer, kan arten komme på træk fra Finland eller Rusland. De kan flyve hundredevis af kilometer mod vest og lige strejfe ind i de nordøstlige egne af landet, men det sker i ekstremt sjældent.«

Sidst, det skete var i 1992. Det var en vanvittig tørkesommer, hvor der kun var én regnvejrsdag hele sommeren, og det var 1. juli. Det fortæller Emil Blicher Bjerregård som om det var det mest naturlige at kende antallet af regnvejrsdage en sommer, hvor han ikke endnu var født. Der blev fundet 150 eksemplarer det år. De næste 24 år ville man kun finde tre. Men i 2018 var en lignende tørkesommer med perfekte vind- og vejrforhold. Så han hoppede på et nattog med kurs mod Skagen, hvor han ikke lukkede et øje, fordi han skulle forberede sig til en eksamen, og ni timer senere ankom toget til Skagen.

»Det var rent gætværk, men forholdene var perfekte. Allerede tre timer efter ankomsten fandt jeg det første eksemplar. Jeg fandt i alt fire i løbet af den uge, og den er ikke set i Danmark siden. Da jeg så det første eksemplar, var jeg i den syvende himmel. Jeg var helt febrilsk, nev mig selv i armen, og jeg råbte og skreg. Jeg ringede rundt til sommerfuglevennerne, og andre i lokalområdet gik jo også amok over meldingen.«

Isblåfuglens gode varsel

Ved siden af biologistudiet har Emil Blicher Bjerregård nok at give sig til. For tiden hjælper han med at katalogisere Zoologisk Museums enorme sommerfuglesamling, som er den 10. største samling i verden.

Og så skriver han en rapport om samtlige sommerfuglearter på Fyn, når han ikke bliver ringet op af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som vil vide, hvordan en lille sti eller mountain bike-kørsel vil påvirke sommerfuglene i området.

Biodiversitet er blevet et princip, som både fonde, filantroper, staten og EU er blevet villige til at kaste penge efter, og i samme takt er interessen for sommerfugle steget.

»For det første kan folk bedre forholde sig til en smuk, truet sommerfugleart end til en eller anden klam bredtæge. Sådan er det jo. For det andet er sommerfugle gode indikatorarter. De er sindssygt truede, og de går ekstremt meget tilbage. Hvis du ser en isblåfugl, så ved du, at du står i en god natur, for du kan ikke se en isblåfugl i en rapsmark. Sommerfugle er gode til at give en indikation på, hvordan naturen har det, og så er de gode at formidle.«

Emil Blicher Bjerregård kalder sig selv for pragmatiker. Han ved, at vi ikke kan have fri natur over det hele. Vi er et lille land, der skal tjene penge, og det gør vi gennem skovdrift og landbrug og motorveje og så videre. Der er bare alt for lidt vild natur i Danmark. Selv den natur og de skove, vi tror er vild, er ofte driftsskov skabt til træfældning.

»Problemet med mange af vores naturområder er, at så snart du gør noget, fordi du er interesseret i at tjene penge, så kan du ikke kombinere det med vild natur. I naturen skal det være varieret, og der skal gå store dyr rundt og græsse. Naturen er hulter til bulter,« siger han.

»Vi har en tendens til at sætte nytte på naturen, men sommerfuglene og mange andre dyr er der jo for deres egen skyld. Jorden går ikke under, hvis sommerfuglene forsvinder, det bliver bare et lidt fattigere sted, hvis vi sætter os på hele kloden og udrydder alle arter. 99,99 procent af danskerne ved ikke, at der engang var noget, der hed en herorandøje i Danmark. Hvis det var alvorligt for vores velstand, ville folk nok vide det. Men vi skal begynde at adressere naturen for dens egen skyld og ikke altid som noget, der skal gøre nytte for os.«

Men trods hans pragmatiske tilgang, er han hurtig til at fortælle, at den rødlige perlemorsommerfugls udvikling er en katastrofe. At der kun er fem bestande tilbage i Danmark modsat de over 60, der var i 1990, og at den snart forsvinder helt, fordi de danske skove er intensivt dyrkede træmarker, hvor hovedmålet er at tjene penge på skovdrift.

En bagtanke med alt

Når Emil Blicher Bjerregård ser tilbage på alle de timer og alle de penge han har brugt på at køre Sjælland, Lolland, Falster, Møn og dele af Jylland tynd i sin iver efter at optegne den danske sommerfuglefauna, ser han det som en investering.

»Det er efterhånden begyndt at generere et overskud,« fortæller han.

Der er mange ting, han ikke ville have ofret i dag, selv om han også siger, at han altså har haft masser af tid til at være ung og drikke sig stiv og gøre det, alle andre gør. Han har bare ikke kunnet gøre det lige så ofte.

Hans første mål var at se alle danske arter i så mange landsdele som muligt, og det opnåede han for et par år siden. Det nye mål for den afbalancerede Emil Blicher Bjerregård er at se alle 500 europæiske arter. Han har set 215 indtil videre, men det må tage den tid, det tager. Det er et livsmål, som han regner med vil tage omkring 40 år endnu.

»Jeg ved, at det ikke er foreneligt med familie og børn at rejse til det europæiske Rusland eller Kasakhstan for at finde en sjælden sommerfugl. Men at have det som livsmål er til at overkomme. Jeg behøver ikke at nå det på 20 år,« siger han.

»Men jeg har faktisk estimeret, hvor mange ture jeg skal på. Jeg er 23. Hvis jeg får børn, når jeg er 30, så er der omkring 15 år, hvor jeg ikke når så meget. Jeg kan måske lokke familien med til nogle græske øer, fordi det er gode feriesteder og samtidig hjemsted for nogle spændende arter, men det er også det. Derfor har jeg været ret strategisk med at tage til Nordnorge og øde områder i det nordlige Finland de sidste par år, hvor man nok ikke får familien med. Der er en bagtanke med alt.«