Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Hvor er de ansatte, der tør tale deres egen sag?

LEDER - Redaktørens leder fra oktobers udgave af Uniavisen 2015.

SEMESTERET STARTEDE ellers lovende. Den nye minister, Esben Lunde Larsen, indkaldte partierne bag fremdriftsreformen til forhandlinger, der forhåbentlig kan fjerne de groteske bureaukratiske benspænd, reformens krav har medført for universiteternes administrationer.

OG I EN STRIBE agurketidsinterview snakkede den teologiuddannede minister om dannelse og samfundssind på en måde, der tændte håb i øjnene på mangen en KU-forsker og ansat i administrationen. Snakken begyndte at gå: Her var endelig en minister, der havde universitetets dna flydende i årerne og virkelig ville noget med området. Han forsvarede endda humaniora!

GLÆDEN VAREDE et par uger. Indtil lørdag den 29. august, da Esben Lunde Larsen sagde »der er ingen, der skal bilde mig ind, at de institutioner, der i dag er kornfede, ikke også kan stramme op« til Politiken. I interviewet varslede ministeren en milliardbesparelse varslede og mindede os alle om, at en stor del af dansk uddannelsespolitik stadig dikteres af Finansministeriet.

I DENNE UDGAVE af Uniavisen er vi gået på jagt efter det kornfede KU. Vi snakker med en prodekan, en studerende, en universitetsdirektør og to liberale kritikere for at finde ud af, hvor fedtet sidder på Københavns Universitet. Men der mangler en vigtig stemme.

ELEFANTEN I DENNE avis er KU’s ansatte. Vi ville gerne have spurgt dem, hvad de mener om ministerens udtalelser. Ingen har ønsket at stå frem – men for slukkede mikrofoner udtrykker de nervøsitet og fortæller om sygemeldinger og stress. Først har de skullet pukle at implementere en defekt reform og samtidig være skydeskive for de studerendes forståelige frustrationer. Alene på HUM har tvangstilmeldinger krævet 1.200 ekstra arbejdstimer over sommeren. Og nu kommer belønningen i form af besparelser på både forsknings- og uddannelsesområdet, som måske kan koste dem arbejdet.

DEN SLAGS BEKYMRINGER kan være gift for KU. Angst essen Seele auf – og ikke kun på kort sigt, indtil ledelsen har meddelt, hvor de vil spare. Angst skræmmer også talenterne væk. Fra politisk hold er det for længst besluttet, at KU skal drives som en virksomhed, men det er, som om Christiansborg glemmer det vigtigste succesparameter for moderne virksomheder: Evnen til at rekruttere og fastholde talenter.

OM FEM ÅR har vi et nyt hold studerende og (nok også) en ny minister. Men hverken førsteårsministre eller førsteårsstuderende definerer universitetets succes. Det gør kvaliteten af de ansatte og studerende og det arbejde, de udfører.

DET KAN SAGTENS være, der skal foretages barske økonomiske prioriteringer for at geare universitet til fremtiden. Men det er ikke beskæftigelsesformler og spareøvelser, der skaber succesfulde uddannelser.

IT’s THE PEOPLE, stupid.

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste