Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Affaldssortering — Studerende på Det Humanistiske Fakultet undrer sig over at de ikke kan sortere deres affald på campus. Både borgere og kommuner affaldssorterer, men det gælder ikke alle fakulteter på Københavns Universitet.
Det er in at affaldssortere; flere af landets kommuner gør det, heriblandt København. Alligevel halter det med affaldssorteringen nogle steder på Danmarks største universitet.
Selv om Københavns Universitet sigter efter at blive et grønt og bæredygtigt universitet, der genanvender 50 procent af alt affald, når det rungende 2020 står for døren, så er det ikke alle fakulteter på universitetet, der affaldssorterer.
Jeg synes mulighederne er ret ringe. De mangler især til glas, metal og pant
Studerende Mette Nybo Bonde
På Søndre Campus er mulighederne for affaldssortering svære at spotte:
På fakultetstorvet, hvor adskillige humanister dagligt samles for at spise deres frokost, står flere altædende sorte sække og mindre skraldespande, og heri ryger både bioaffald, plast og andet restaffald ned i en pærevælling, når frokosten er overstået.
Og mængderne er ikke små: Hvert år producerer Københavns Universitet over 4.000 tons affald.
»Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor man ikke har affaldssortering herude,« siger Camilla Klang, der læser engelsk. Hun sidder i kaffebaren Mødestedet, drikker en kaffe to go og spiser en panini, der kommer i en brun papirpose. Når hun er færdig med at spise, ryger både papirpose, papkop og eventuelt madrester samme vej.
To studerende fra Litteraturvidenskab deler Camilla Klangs forundring. Niclas Clausen har smidt sin papbeholder med supperester fra dagens frokost i den ene skraldespand i studentercafeen, samme vej som alt andet affald.
»Jeg ville sortere, hvis jeg havde muligheden,« tilkendegiver han. Hans medstuderende Simon Pedersen har bevidst mindsket sit skraldeforbrug ved at købe sin egen genanvendelige plastikbeholder.
»Jeg synes mulighederne for at sortere er ret ringe. De mangler især til glas, metal og pant,« siger Mette Nybo Bonde, der studerer musikvidenskab.
»Engang skulle en medstuderende og jeg smide en glasramme ud, som var gået i stykker, og vi vidste ikke, hvor fanden vi skulle gøre af den.
Så kom Gulddreng forbi med sin hund og spurgte om han skulle hjælpe os, fordi han godt kunne se, at det var farligt, det vi havde gang i med at balancere med alt det glas,« siger hun. De takkede nej til Gulddrengs gavmilde tilbud, men de fandt faktisk aldrig en glascontainer:
»Vi endte med at stille det et sted i nærheden af campus.«
Søren Höffner, der er driftschef på Søndre Campus, siger, at driftssekretariatet sammen med enheden Campus Service har igangsat et pilotprojekt på Center for Sundhed og Samfund, der skal forsøge at klargøre, hvordan et universitetsmiljø kan kildesortere. Opgaven er større end bare at opstille affaldsstationer i de forskellige enheder, siger han:
»Det er ikke et spørgsmål om at sætte én eller to spande op, men hundredevis.«
Og før de kan opsættes rundt omkring, skal mange spørgsmål besvares, siger driftschefen: hvem skal indsamle skraldet; er det en medarbejderressource, som kan tilkøbes; hvor store affaldsmængder er der tale om i de forskellige fraktioner, og er der varegårde, der skal ombygges? (Svaret er ja!).
»Vi arbejder tæt sammen med Campus Service for at afklare, hvordan vi finder en løsning, som skaber mulighed for at ansatte og studerende kan komme af med deres affald på en ordentlig måde, der også er mulig at drifte til den rigtige økonomi,« siger Søren Höffner, og tilføjer:
»Der er behov for investeringer, hvis Københavns Universitet har ønske om en grønnere profil.«
Pilotprojektet har dog et fornuftigt budget i øjeblikket, siger Höffner, så driftsteamet kan teste affaldsmængder osv. og på den baggrund iværksætte den mest robuste løsning, der kan kopieres i alle tre afdelinger af Søndre Campus.
De studerende og ansatte kan se frem til (måske) at kunne affaldssortere i løbet af et års tid, siger driftschefen.