Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Hvordan kan lediggang være hyggelig, Simon-Emil?

Kommentar — Økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, har udtalt, at nyuddannede med lange videregående uddannelser går og hygger sig lidt på dagpenge. Har han overhovedet noget begreb om virkeligheden?

Når jeg hører, at vores politikere omtaler arbejdsløse som dovne og forkælede, bliver jeg harm.

For nogle år siden var stress mest af alt arbejdsrelateret. Man hører jo hele tiden, at folk er enormt stressede på jobbet, og flere og flere sygemelder sig på jobbet pga. stress. Men jeg vil i virkeligheden påstå, at det er dem, der står uden for arbejdsmarkedet, der er mest stressede. Det er ekstremt slidsomt ikke at være i kontrol og kunne forsørge sig selv uden hele tiden at føle, at man er til last for samfundet.

Der kan være en kultur om, at når man er færdig med sin uddannelse, kan man gå og hygge sig lidt på dagpenge, indtil man har lyst til at få et job.

Økonomi- og udenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille

En analyse af dimittendledigheden viser, at henimod hver fjerde dimittend med en lang videregående uddannelse er på dagpenge. At det er tilfældet tilskriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille en helt bestemt kultur blandt nyuddannede i et interview med Berlingske:

“Der kan være en kultur om, at når man er færdig med sin uddannelse, kan man gå og hygge sig lidt på dagpenge, indtil man har lyst til at få et job. En anden årsag er måske, at når nu man har fået en ny og fin uddannelse, så vil man partout have beskæftigelse inden for det fag fra begyndelsen.”

Økonomiministeren mener, at nogen går og danderer den, men hvis det er tilfældet, hvordan kan det så være, at regeringens dagpengeforringelser ikke har ledt til mindre arbejdsløshed for dimittender? Kan det have noget at gøre med den nuværende regerings egen omstridte fremdriftsreform, der skubber et større antal kandidater ud i ledighed på én gang?

Hvem vil ansætte en nyuddannet cand.mag., Simon Emil?

Som dimittend fra humaniora uden prangende erhvervserfaring er de fleste med på, at det for mange kræver, at man måske får en virksomhedspraktik eller job med løntilskud for at opbygge relevante kompetencer. Det er der også mange, der gør, men med de seneste års besparelser på kulturområdet, må man være parat til at søge ad andre stier.

I den forbindelse udviser ministeren en enorm arrogance, når han siger, at nyuddannede så at sige snylter på samfundet, og at det blot handler om at gå ud og finde et hvilket som helst job, som med et knips med en finger.

Den kritik, vi især hører fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille og højrefløjen, er til dels berettiget. Men at påstå, at så mange mennesker går og hygger sig på dagpenge, er langt ude.
***

For lige så arrogant er det da at tro, at man som cand.mag. kan gå ud og få et kassejob i Netto eller blive pandekagevender på Strøget – ikke at der er noget galt med sådanne jobs, og de fleste, jeg kender, vil med glæde tage jobbet for at slippe for at blive åndet i nakken af dagpengesystemet, men for mig at se, er folk med lange videregående uddannelser mindre fordelagtige kandidater til den slags jobs, da vores CV afslører andre interesseområder og fremtidige jobdrømme. Og det har arbejdsgiverne da gennemskuet.

En ny kategori i samfundet

Forholdet mellem uddannelse og job er for de fleste et her-og-nu-forhold. “Jeg er personligt lidt ligeglad med, at jeg er cand.et-eller-andet, hvis jeg ikke ved, hvor min indkomst skal komme fra i de kommende år”, kunne man måske lidt kynisk sige til sig selv.

De fleste nyuddannede er godt klar over, at drømmejobbet sandsynligvis ikke står og venter på én just efter, specialet er afleveret, og med masseuniversitetet er det ikke længere kun de mest velhavende og velforbundne, der får en uddannelse. Hvor efterlader det de mere “brødfattige” uddannelser på især humaniorauddannelserne, hvis kandidatproduktion ikke kan hamle op med arbejdsmarkedets efterspørgsel?

Mit spørgsmål er i virkeligheden, om det er universiteternes opgave at tilbyde brede erhvervsrettede uddannelser, eller om der rent faktisk er brug for en helt anden kategori i vores samfund

Så den kritik, vi især hører fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille og højrefløjen, er til dels berettiget. Men at påstå, at så mange mennesker går og hygger sig på dagpenge, er langt ude.

Jeg er også af den mening, at beskæftigelse er efterstræbelsesværdigt, men risikoen er, at studerende betragter uddannelse som noget, der udelukkende giver mening ud fra en økonomisk målestok. Sådan er selvfølgelighederne, og det er desværre oftest selvfølgelighederne, der er penge værd.

Jeg er bestemt ikke imod universitetet som en dannelses- og fritænkningsinstitution, så mit spørgsmål er i virkeligheden, om det er universiteternes opgave at tilbyde brede erhvervsrettede uddannelser, eller om der rent faktisk er brug for en helt anden kategori i vores samfund?

Annonce

Seneste