Hvordan støtter du bedst dit angste barn?

Denne artikel er tidligere publiceret på videnskab.dk i deres onlinemagasin ForskerZonen.

Flere og flere forældre oplever, at deres barn lider af angst. Angstlidelser er en af de hyppigst forekommende psykiske lidelser i barn- og ungdommen.

Det anslås, at cirka 10 procent af alle børn opfylder kriterier for en angstlidelse. Forældre oplever, at angsten forstyrrer deres børns hverdag og gør det svært for familien at fungere.

Vi ved, at forældre ønsker at hjælpe deres børn ud af angsten, men manglende viden om dette kan medføre, at mange forældre i stedet kan komme til at fastholde angsten hos deres børn, selv om de egentlig ikke ønsker det.

I de sidste 10 år har vi behandlet børn og unge med angst og deres forældre på Center for Angst. De mange samtaler med forældrene har givet os en særlig viden om, hvordan det er at være forælder til et angst barn.

I denne artikel tager vi fat i ét af de temaer, der gentagne gange er dukket op: Hvordan man som forælder bedst støtter sit angste barn.

Vær ikke overbeskyttende

Forældre til ængstelige eller angste børn er mere tilbøjelige til at være ‘overbeskyttende’ end forældre til ikke-angste børn. Men hvad vil det sige at være overbeskyttende?

Man er overbeskyttende, når man hjælper barnet, før det har behov for det, når man hjælper med mere, end barnet har brug for, og når man bliver ved med at hjælpe selv efter, at barnet har fundet ud af, hvordan det klarer sig selv.

Denne form for overinvolverende samspil mellem forælder og barn er typiske, når barnet virker opgivende og ikke tager ansvar.

Men hvis forældre bliver overinvolverede, er de med til at demonstrere for barnet, at det ikke vil kunne klare opgaven selv. Vi ved dog, at samspillet går begge veje.

• børn, der er ængstelige, udløser i højere grad denne form for adfærd hos deres forældre.
• forældre, der anvender denne form for adfærd har oftere børn, der er ængstelige.

Vi ser ofte, at forældre til ængstelige børn kommer til at træde alt for meget til, når barnet bliver bange eller ked af det. På den måde lærer barnet, at det er forældrene og ikke barnet selv, der kan regulere barnet. Barnets selvstændighed svækkes.

Overlad ikke for meget ansvar til barnet

Udvikling af selvstændighed og alderssvarende færdigheder hos barnet kræver, at forældrene ikke tager over for hurtigt, for meget og for længe ad gangen. Men en alderssvarende selvstændighed kan på den anden side kun udvikles, hvis barnet får den støtte, det har brug for.

Man skal med andre ord hverken tage for meget over eller trække sig for meget væk og overlade for meget til barnet selv. Ikke desto mindre er det ofte denne vekslen mellem for meget og for lidt, der karakteriserer samværet mellem forældre til ængstelige eller angste børn og barnet selv.

Når barnet bliver bange, vil mange voksne reagere med enten at tage over og trøste barnet eller spørge ind til, hvad barnet selv mener, vil være bedst.

Selv om den voksne måske ikke trækker sig fysisk fra barnet, vil det sidstnævnte, hvor man reelt overdrager ansvaret for at vurdere, hvad der er behov for, til barnet, være et signal om, at barnet må klare sig selv.

For meget eller for lidt støtte fra forældre

I det følgende beskrives to dialoger. Læg mærke til forskellen mellem dem.

Barnet har reageret med voldsom gråd og klynger sig til sin mor, fordi hun skal til et møde uden barnet. Moren siger: »Såh, såh, skat, du ved, jeg kommer tilbage«, imens hun krammer og aer barnet. Barnet græder videre og siger: »Du må ikke gå!«.

Moren siger: »Såh, du må ikke græde, vi skal nok finde en løsning,« hvorefter barnets gråd stilner af. Moren spørger derefter: »Er du ok nu? Har du brug for at sidde lidt og slappe af?«

Den anden dialog udspiller sig i samme situation. Men handlingerne er anderledes.

Først frigør moren sig fra barnets omklamring og holder barnet ud fra sig, så barnet kan se morens ansigt: »Se på mig. Skat, kom nu, træk vejret, se på mig, du er nødt til at prøve at slappe af og holde op med at græde.« Barnet græder videre.

Moren siger: »Hør på mig nu, kom, træææææk vejret, heeeelt ind, sådan, puuuuust ud! Såååådan, flot. Jeg ved, du kan holde op med at græde. Når du har fået lidt mere ro på, kan vi prøve at finde en løsning,« hvorefter barnets gråd stilner af.

I begge tilfælde græder barnet og ender med at holde op igen. I ingen af tilfældene har forælderen lovet, at barnet slipper for, at forælderen tager afsted. Men forskellen er, at i den første dialog svinger forælderen mellem at styre barnets følelsesregulering og lade barnet have ansvaret helt alene, ved at barnet skal vurdere, om det er klar til afskeden.

I den anden dialog holder forælderen fast i, at barnet skal lære selv at holde op med at græde og dermed også øge sin selvstændighed, men giver barnet nogle handleanvisninger (eksempelvis »trææææk vejret«), der kan støtte barnet i det.

At finde den rette balance

Hvorfor kommer forældre så til at tage helt over i stedet for at hjælpe barnet til at lære at håndtere gråden og ængstelsen selv? Nogle forældre oplever, at det er let at sige fra over for vrede.

Det er let at forklare barnet, at det ikke er acceptabelt, at barnet reagerer med at råbe og slå, og at barnet skal slappe af og tale ordentligt.

Men det er langt sværere at sige fra over for de reaktioner, der følger med ængstelse eller tristhed: Voldsomme reaktioner med gråd og klyngen sig til forældrene. Vi oplever, at vi bør være der for barnet, fordi det ellers vil gå ud over barnets tryghed og oplevelse af at føle sig elsket.

Det er vigtigt at finde en balance her. Hvis vi aldrig siger fra over for barnets krav om, at vi voksne skal få dets ængstelse og tristhed til at gå væk, og vi aldrig beder det om selv at få sin ængstelse eller tristhed reguleret, som vi kan bede det om at tøjle sin vrede, hvordan skal barnet så lære at håndtere disse følelser selv?

Måske giver det at blot rumme og ikke at bede barnet tøjle sin ængstelse os voksne en umiddelbar tilfredsstillelse, fordi vi slipper for at tage afstand fra barnets krav til os, men på den lange bane vil vi gøre barnet en bjørnetjeneste ved ikke at hjælpe det med at lære at håndtere alle slags følelser selv.

Den færdighed kommer kun gennem øvelse. Optimalt set gennem øvelser, hvor barnet får lige tilpas støtte; ikke for hurtigt, ikke for meget og ikke for længe, men når der er behov – og kun lige nok til, at barnet kan tage over igen. Når barnet viser tegn på at kunne det, skal den voksne trække sig.