Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Hvordan tror I så, det ser ud fra den ekstroverte side af hegnet?

UDADVENDT - Hvis nogen tror, at det, at være ekstrovert i det moderne Danmark er et hit, så må de meget gerne tro om igen, skriver Niels S. Larsen, som svarer på en meget diskuteret kronik om forholdene for de indadvendte.

Danmark er ikke et samfund, der skriger på ekstroverte. Nej, ligesom det heller ikke skriger på introverte! I begge tilfælde ville samfundet have travlt med at finde måder, at præmiere sådan nogen på, hvis det virkelig var noget, man skreg på. Sandheden er, at man i langt overvejende grad gerne vil have de 90 procent, der ligger inde omkring midten af Bell-kurven og ikke er nævneværdigt intro- eller ekstroverte.

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg forlod min uddannelse; men min opfattelse er, at det ikke har ændret sig særligt siden. Uddannelse handler primært om, at erhverve sig færdigheder fra bøger, som læses alene og suppleres med viden fra regelmæssige forelæsninger (hvis man er heldig nok til, at ens studie har penge til den slags).

Studieopgaverne er i min optik netop det, den introverte er god til, nemlig ”arbejdsopgaver, der kræver stor koncentration og fokus” og ikke ret meget ”arbejde i grupper og være opsøgende”, hvor den ekstroverte har sin styrke ifølge en aktuel kronik af den introverte Camilla Lærkesen.

LÆS OGSÅ: Undskyld, jeg er introvert.

Lad mig lige slå fast, at ekstroverte henter deres energi i interaktion. Til trods for at det nok er en ydre påvirkning, er det altså ikke nok at sidde i et lokale med 300 mennesker og lytte til nogen, der snakker foran en serie PowerPoint-slides. Den ekstroverte er ham, der bruger en god portion af tiden på at skrive beskeder og hviske med sidemanden; eller rejser sig til sidst og gerne vil arrangere en studiegruppe, der kan mødes og snakke om forelæsningen (og i øvrigt alt muligt andet).

Afhængigt af, hvor heftigt han er indoktrineret til at undertrykke sit ønske om interaktion fra tidligere i sin uddannelse, bliver han betragtet enten som irriterende og en lille smule langsom, eller påtrængende og klæbrig.

Kender I dem, der lidt for gerne vil være en del af flokken? Jo, jo, ekstroversion er i høj kurs.

Ekstroverte begår sig ganske rigtigt bedre i en række sociale sammenhænge både inden for og uden for studiet – inklusive i fredagsbaren. Modsat de introverte, som ifølge Camilla Lærkesen ofte helst er fri, har de ekstroverte nemlig brug for hårdt tiltrængt opladning af energi oven på en uge, hvor deres primære gøremål (læsning og forelæsninger) ikke har bragt dem megen interaktion til at lade op på.

Den interaktion, der er brug for, skal typisk skabes ved siden af studiet, og som ekstrovert bliver man af samme grund tit opfattet som vanvittigt travl og med tusind aftaler hele tiden. Man kan ikke bare gå hjem og lade op i stilhed. Det kræver planlægning, effektiv tidsudnyttelse og et konstant fokus på, hvad der er af muligheder i og omkring studiemiljøet – og det kræver altid, at mindst én anden er med på idéen. Der er en grund til, at nogen gider stille op og sørge for fredagsbar i tre timer uden anden betaling end at hænge ud med festudvalget. Det er tre timers effektiv opladning.

Jeg er ekstrovert! 14 ud af 14 siger personlighedstesten fra sidste sommer, som samtidig stod i skarp kontrast til mit job bag et skrivebord i det offentlige. Et job, der, i øvrigt, som mange andre akademikerjobs primært indeholder ’selvstændighed i arbejdet’ og ’fokus på produktionen’ alias; løs dine opgaver og lad være med at forstyrre de andre, som er i gang med det samme.

Selvfølgelig er der plads til en snak med kollegaerne og et møde, når det er nødvendigt; men man skal ikke være i tvivl om, at det ’rigtige arbejde’ er det, der foregår alene bag skærmen. Og jeg kan sagtens sidde bag skærmen.

Som ekstrovert kan jeg både være koncentreret, fokuseret og alene. At være ekstrovert betyder ikke, at jeg lider af fobisk angst for at være alene, eller at jeg har svært ved at koncentrere mig. Slet ikke. Det er blot ikke der, jeg henter min energi.

Arbejdspladsen kan helt sikkert bekræfte, at min største interesse ikke var fokus på produktionen. Og ja, jeg har siddet i det festudvalg, der insisterede på ikke at lade folk vælge, hvem de sad ved siden af til julefrokosten. Det ville nemlig blive de samme, som de har siddet ved siden af alle de resterende dage det år, og den sociale konvention ville igen forhindre, at de ekstroverte lærte nye at kende – ja, at nogen lærte noget nyt faktisk. Hvorfor overhoved holde en samlet julefrokost, hvis man ikke kom til at sidde mellem nye mennesker? Hver gruppe af mennesker kan bare holde deres egen i stedet! Så kan vi også blive fri for dem, som ingen rigtig vil sidde ved siden af.

Det er nemlig muligt, at man ikke ser det til daglig; men det er ofte de ekstroverte, der sørger for, at alle er inkluderede. De tager ’en for holdet’ og snakker også med ham, ingen kan lide. Også til trods for, at deres association med ham næppe gør noget positivt for andres syn på dem.

I mange tilfælde sørger de endda for inklusionen af de introverte, der ikke lige finder nogen, de er trygge ved, og som kan støtte dem. Noget, Camilla Lærkesen påpeger er vigtigt for de introverte. De ekstroverte snakker med alle, og det er ikke, som det gælder for de introverte, et privilegium, man skal gøre sig fortjent til.

Der er ikke noget særligt, intet spændende som ingen før dig har fået lov at lukke op til, når du snakker med en ekstrovert. Alle ved det sikkert allerede, for de snakker oftest glædeligt om næsten alt mellem himmel og jord – også med fremmede. Derfor bliver ekstroverte tit misforstået som overfladiske, skødesløse og overilede, mens introverte bliver set som dybsindige, kloge og alvorlige. Noget, der fint er reflekteret i mundheldet om, at ”tale er sølv, men tavshed er guld”. Den, der tier, er den kloge.

At julefrokosten alligevel må være hård for de introverte, kan jeg fint sætte mig ind i, men hvordan forstiller de sig egentlig, at alle de resterende, almindelige, stille dage i løbet af året er for de ekstroverte?

Måske det er den tidligere nævnte indoktrinering, der her viser, hvor stille de ekstroverte kan være. Måske er det den benhårde indføring i et individualistisk samfund og langt, langt mere træning til den introverte side i løbet af de mange effektive, stille dage på kontoret.

Jeg kan i perioder have konstant dårlig samvittighed over min tilsyneladende manglende evne til at fokusere på det vigtige, og jeg føler mig en lille smule skyldig, hver eneste gang jeg bruger tid på at snakke med en kollega om noget, der ikke er fagligt – eller tager tid ud til fx at arrangere fredagsbar, i stedet for at læse alt det, jeg burde.

Men jeg ved også godt, at jeg er nødt til at hente den energi, det giver, i løbet af en arbejdsdag.

Det ovenstående kan lyde som om, jeg er både frustreret og bitter. Det er ikke tilfældet. Men synet på den ekstroverte som værende heldig, en del af flokken og en, der passer ind i samfundet generelt, kan jeg bestemt ikke genkende. Både Camilla og jeg er udfordrede af den verden, vi oplever – blot i hver vores ende af skalaen.

Hvorfor skal de introverte i øvrigt lukke festen og gå tidligt hjem? Hvorfor skal mine aktiviteter gøres mere stille? Jeg vil gerne være med i det introverte fællesskab – det vil være fantastisk – men hver ting til sin tid. Rusturen er også dybe samtaler den halve nat med udsigt til månen og stille, tidlige morgener i badet, før alle vågner. Det er ikke noget problem at finde eller give plads til stille stunder.

Jeg har hørt om rusture med hold, der mediterede om eftermiddagen og bagefter trak sig individuelt tilbage til naturen omkring hytten. Det skal der endelig gøres plads til. Men lad være med at fjerne piften, hujen og brølen. Lad være med at fjerne eller afkorte interaktionen. Specielt den type af interaktion, man aldrig kan have til daglig.

Det er humanfysiologisk bevist, at voldsomme hændelser får os til at føle os forbundne. Ryster os sammen, som nogen ville sige. Det er vi nogen, der har hårdt brug for i midten af al individualiseringen. Så lige så gerne som jeg vil give alle introverte plads, lige så meget skal jeg bruge interaktionen og kontakten. Der er så forsvindende lidt af den og så uendeligt få situationer, hvor det er socialt acceptabelt at komme i kontakt med nogen, man ikke kender. Specielt, hvis man er ekstrovert og har brug for fællesskabet med de mange for at få opladningsplanerne til at gå op.

Til sidst er det værd at bemærke, at det som altid er majoriteten, der sætter dagsordenen, og majoriteten er hverken særligt intro- eller ekstrovert. Hvis mange var som mig, ville der være en livlig snakken i S-toget og i bussen, og ingen ville få lov til at kigge på et kort over København i mere en femten sekunder, før nogen spurgte, hvad de prøvede at finde.

(Denne artikel er skrevet alene af min introverte side. Fokuseret og for mig selv men dog med korrekturlæsning. Min ekstroverte side ønsker sig en talerstol og en forelæsningssal fuld af debattører … eller en papkasse og en megafon. Men modsat artiklen her, så ville det ikke fungere i det moderne Danmark.)

uni-avis@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste