I år vil jeg læne mig lidt ind i himlen

Nu er den overstået. Kulminationen, som også er pausen. Sammenkomsten, som også er ensomheden. Kaosset, som også er roen. Julen.

Der er en tryghed i gentagelsen og det tilbagevendende, det genkendelige og det refererende, som julen bringer med sig. Og det er det helt særlige ved juledagene, hvor ræset slår rod, og noget standser omkring os. En bevægelse, der har stået på, går til ro, og vi sætter os i en varm lænestol med et glas portvin.

Julen er en opsamling. Et tvunget sted for tilbageblik, en fastfrysning af det, som befinder sig nu. Jeg har lyttet til sangene, idiomerne om hjerternes fest, smagt nelliken i brunkagen og fældet juletræ i Kasted med min far. Jeg har læst mig ind i julens vaner som et horoskop og ledt efter mig selv. For julens kliché er stadig en fortælling fra noget oprindeligt. Det er originalt og fuldstændigt, og det er en universalitet, et sted, vi er mange, der befinder os i. Det er traditionen.

Traditioner markerer sig som det uforanderlige i en tid, hvor alting føles utrolig foranderligt. Men samtidig oplever jeg også en enorm fremmedgørelse, en afstand, i det uforanderlige, fordi det også er årsag til så mange menneskers lidelser for tiden. Den giftige insisteren, der tugter på menneskets sværere, mørkere vilkår om magt og herskernatur og den lineære fortælling om vores væren i verden. Frygten for forandring.

Mennesket er en beholder

Denne jul var jeg til gudstjeneste. Det gør jeg ellers sjældent. Men selvom julen har sine ritualer, spørger jeg mig selv, om jeg foruden lysten i virkeligheden gjorde det i nødvendighed. Fra et sted af behov.

Det moderne menneske i dag skal magte sit eget liv. Og det er i store træk en gave, at valgene er blevet vores, at friheden er blevet os foræret fra vores forforældre. Og jeg er et privilegeret menneske. Jeg er ikke marginaliseret. Jeg lever trygt. Jeg har muligheden for at sige, at jeg er på vej.

At sidde i kirken var en fremkaldervæske til et sted, jeg har savnet. En forsømmelse af en sjælelig vedligeholdelse. For på bænken den dag, fjernede jeg mig fra linjen og kiggede op på solen i vinduet.

Alligevel længes jeg efter noget. Jeg vil nærmest kalde det en melankoli. En sorg over noget, der har med selve manglen at gøre. Manglen på en forløsning, som filosoffen Slavoj Žižek ville kalde det. Og jeg spørger mig selv igen, hvorfor det er i kirken, jeg oplever, at jeg nærmer mig dét. En fuldendelse, en adstadighed.

Præsten til gudstjenesten prædikede om lignelsen om farisæeren og tolderen, om den selvfede og den ynkelige: »enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Pointen var, at mennesket er afbalanceret, når det værner om begge sider, om kunsten at finde sin rette størrelse. Fortællingen tegnede et billede af mennesket, som jeg vil sammenligne med en beholder. Jeg vil kalde det Beholdermennesket.

Der er det, vi gør uden for beholderen: Det, som følger den lineære fortælling, progressiviteten, det fremadskuende, vedligeholdelse, den lige vej. Og så er der det, som er inde i beholderen: Følelsen, lidelsen, meningen, tvivlen.

Jeg kan mærke hjertet lige under ribbenet. Det slår et ekstra slag, og spidserne af mine fingre bliver kolde. Det er angstens sved. Eller måske er det det åbne vindue og den slukkede radiator? Jeg vil assimilere det i min fortælling, for det understreger en alvor. Jeg får lyst til at vende tilbage til det at være på vej.

For jeg tror, min vedligeholdelse er gået hen og blevet en besyngelse af bevægelsen mod noget i tanken, nødvendigvis større. Et ræs med etaper, der kræver vækst. Men i det fjerner jeg mig mere og mere fra det bevidsthedsmæssige, ja, jeg vil uhøjtideligt kalde det for; det sjælelige. Jeg eftersætter mig farisæeren i sådan en grad, at når tolderen banker på, er han mig ugenkendelig.

Den lige vej og den krøllede snor

Det er i nogen grad kontradiktorisk for mig at sidde i kirken, fordi den er et modstykke til den verdslige udfoldelsesfrihed, jeg elsker. Jeg tror, det bunder i uvanthed til det dogmatiske og et præmaturt møde med skriftestolen og hele ideen om syndsbekendelse, som jeg har svært ved at forene mig med.

Men jeg begynder at anerkende kirken for netop det, at den er stædig i sit forhold til tid. Den er refererende, den vender tilbage, den skuer. I små træk er den ligefrem  sagteligt reformerende, fordi den beror sig på gentagelsen, historiens erfaringer og refleksion.

Når jeg sidder i kirken, og orgelet begynder med sit blæsende klangbad, og jeg mærker en ro, så er det, fordi jeg sidder på kirkebænken som tilskuer. En tilskuer til mig selv. De kristne ville måske sige, at jeg læner mig ind i Gud, at det er hans hånd, der tager mig. Jeg hælder mere til, at det er mig, der i accepten af traditionens repræsentation af den cirkulære tid tillader at læne mig lidt ind i himlen. Der sker en slags afvæbning. For jeg tror ikke på, at forbindelsen mellem mig og det åndelige sker igennem en tvang eller en overbevisning eller steriliteten med det kolde rum og de kantede kalkmaleriers afskrækkelser.

Jeg tror derimod, at mødet opstår i respekten, den gensidige velkomst fra det, som er større end mig, og mig, som gerne vil være lidt mindre end. Når jeg får lov til at være tilskuer, får jeg lov til at se mig selv i en bevægelse, der ikke er lineær, men som er rund, en krøllet snor, en krog, eller noget der er snoet. Jeg bliver tilbagevendende, og selvom jeg ikke nødvendigvis finder mig selv, får jeg muligheden for at komme det nærmere. Længslen bliver en bekendt. Det er, som om mangelfuldheden over det, der ikke er, bliver substantiel i det hvide rum. Som om længslen får tyngde og bare findes. Lige der. Destinationsløs, men reel.

Døden og evigheden

Der er en særlig stilstand i kirkerummet, hvor beholdermennesket udvider sig. Det bliver uklart, og tærsklerne udviskes.

Det behøver ikke være mere end det. Men det kan også være en invitation. Til en forhåbning, endda en tro på at det refererende, som kirkens tradition betinger os at forholde os til, og som forvilder sig ind som en langt større forudsættende præmis i den sekulære tradition, hvis vi tør sætte os derind, i det hvide rum.

For dødeligheden findes, paradis eller ej, men selvom noget er endeligt, behøver det ikke være linjen, man arter sig efter. Punktummer er poesien af vores egen døds tilnærmelse, og de beror sig ofte på konflikter og en konsekvensløshed, fordi det handler om at bevæge sig videre. Jeg vil sågar sige, at det lineære fravrister mig muligheden for at huske på overraskelsen. Det utænkelige. Miraklet. Troen?

At sidde i kirken var en fremkaldervæske til et sted, jeg har savnet. En forsømmelse af en sjælelig vedligeholdelse. For på bænken den dag, fjernede jeg mig fra linjen og kiggede op på solen i vinduet. Jeg tror, at der i den genkommende fortælling affødes en større forpligtigelse over for os selv og hinanden, fordi den forudsætter en positionering, hvorfra vi må opfatte os selv som en del af et før og et nu og ikke blot som noget, der er på vej. I det relationelle herliggøres samtidigt eftertiden, og pludseligt, i sammenhængskraftens ånd, og fra sporene af hinanden, findes lige der også evigheden.

I år vil jeg følge den krøllede snor og træde væk fra retningen, den hvor vi ikke standser op. Jeg foreslår at indtage tilskuerrækken og dyrke dødeligheden. At dekonstruere beholderen og lade det hele flyde sammen. Jeg opfordrer ikke til en fuldstændig opløsning, men tværtimod vil jeg deltage i det allestedsnærværende rum, hvor alting hvirvler rundt og forholder sig til hinanden. Det er et større ansvar, men også en helt anden form for samhørighed. I år vil jeg lade mig forføre af traditionen.