Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

I informationstidsalderen er vi passive tilskuere til verdens rædsler

KOMMENTAR - Ville du hjælpe et medmenneske i nød, hvis du stod midt i en menneskemængde? Hvad med online? Den psykologiske bystander-effekt er lige så reel i den virtuelle som i den virkelige verden, skriver Vincent Hendricks, som i gadeforsøg har dokumenteret foruroligende sider af vores sociale adfærd. Tænk over det, før du liker ...

Hvis vi nu sagde, at du faldt og kom til skade og havde brug for hjælp, hvor ville det så være bedst, at det skete? Skulle du snuble på en travl hovedgade eller på en stille villavej?

Ifølge statistikken og socialpsykologien er svaret, at hvis du får behov for hjælp, så bør du undgå at dratte omkuld på en travl gade, selv om hundredevis af mennesker går forbi og ser dig ligge der på skjoldet.

Årsagen er det fænomen, der kaldes tilskuer-effekten (the bystander effect): jo flere individer, der er forsamlet, desto mindre er sandsynligheden for, at en af dem vil ile en nødstedt person til hjælp.

Passivitet smitter

Når der sker en ulykke, er det faktisk mere sandsynligt, at nogen reagerer og griber ind, hvis kun få eller næsten ingen mennesker ser, hvad der sker.

Og her i det 21. århundrede, hvor vores hovedveje befinder sig online og i sociale netværk, passerer millioner af mennesker i praksis forbi hinanden hvert minut.

Når vi er mange mennesker forsamlet, opstår der forvirring om, hvem der har ansvaret. Det har man vidst længe. Når der er andre til stede, føler hvert enkelt individ sig mindre tilskyndet til at gribe ind, fordi alle forudsætter, at ansvaret for at gribe ind er ligeligt fordelt mellem alle i gruppen.

Man kunne let få den tanke, at en person, der opdager, at resten af gruppen ikke tager noget ansvar, vil være tilskyndet til selv at tage ansvaret på sig. Men hvis det er uklart, hvad der helt præcis foregår, og det heller ikke er helt let at se, om der er behov for hjælp eller ej, vil der i stedet ofte ske det, at tilskuerne tolker de omkringståendes passivitet som et tegn på, at de heller ikke selv behøver at foretage sig noget.

Forskningen opdateret

Tilskuer-effekten er blevet grundigt udforsket i løbet af de sidste 50 år, men de fleste eksperimenter har fundet sted under kontrollerede forhold i små forsøgspopulationer.

Min forskningsgruppe på Københavns Universitet har gennemført en række eksperimenter i centrum af København med en ny tilgang af problematikken.

Vores eksperimenter bestod i at lade tre skuespillere falde omkuld på gågaden midt i byen – en ung mand, en ung kvinde og en ældre mand. Hver skuespiller havde to forskellige sæt tøj – et jakkesæt eller spadseredragt og et sæt nusset påklædning. Det viste sig, at kostumerne fremkaldte stærke sociale offentlige signaler.

Hvis den unge kvinde eller mand eller ældre herre var iført pænt kontortøj, da de faldt, tog det i flere tilfælde kun få sekunder, før nogen reagerede. Men det kunne tage op til omkring fire minutter, før nogen hjalp de dårligt klædte skuespillere, selv om massevis af mennesker overværede uheldet.

Det var dog mere overraskende, at visse personers tilstedeværelse i sig selv udgjorde så kraftigt et socialt offentligt signal, at hele grupper af mennesker undlod at gribe ind, selv om de alle sammen var vidner til vores skuespillers uheld. Når en turistguide, for eksempel, gik forbi og undlod at reagere, var der heller ingen i hans gruppe, der foretog sig noget. Han udsendte et stærkt signal, om at der ikke var behov for at agere, og hans turistgruppe fulgte efter ham som lemminger.

[video:https://www.youtube.com/watch?v=0S-mNUWyR-w width:545 height:395 align:center]

Desuden kan genstande bruges til at udsende sociale offentlige signaler, der afholder folk fra at intervenere. Hvis en ung mand falder omkuld, imens han holder en dåseøl, kan der blive sendt et klart signal om blot at gå videre – på grund af det stigma, der knytter sig til personer, der går rundt med en øldåse. Fjerner vi dåsebajeren, kommer hjælpen langt hurtigere.

[video:https://www.youtube.com/watch?v=2_u6rnsMLTs width:545 height:395 align:center]

Vores data fra eksperimenterne i gågaden skal nu lægges ind i en computermodel, så vi kan teste, om tilskuerfænomenet er robust selv ved tusinder af gentagelser.

Vi har isoleret enkle træk, som bevidsthedsafstand, opmærksomhedstid, den forbipasserendes synsfelt m.v. Nok elementer til at genskabe tilskuer-effekten i et virtuelt miljø.

En ulykke finder sted i det virtuelle miljø, de forbipasserende har en ‘radarskærm’ af bevidsthed om omgivelserne, et synsfelt, og de har fået afsat et vist mål tid til at opfatte hændelsen. Hvorvidt de vælger at observere, gribe ind eller gå videre viser sig at afhænge ikke blot af de parametre, vi har defineret, men også af, om der er andre lige i nærheden.

Det 21. århundredes tilskuer

Computermodellen er ufærdig, men undersøgelsen af tilskuerfænomentet kan have betydning for, hvordan vi opfatter social adfærd online. Tilskuer-effekten sker, fordi folk observerer hinanden, før de giver sig til at hjælpe. Og jo flere mennesker, der kigger på hinanden, des stærkere er signalet om, at hjælp hverken er nødvendig eller passende.

Når sociale signaler bliver udsendt på de sociale medier, for eksempel som aggregerede likes, kan tilskuer-effekten meget vel blive yderligere forstærket.

I tilfælde af cyberbullying , kan du – bare ved i al troskyldighed at ‘like’ – være del af en massebevægelse, der udsender et kraftigt socialt signal om, hvad den rigtige kollective stillingtagen skal være.

Du giver dit ‘like’ uden nogen forpligtelse til i virkeligheden at foretage dig noget, og dermed kan ikke-handling ende med at blive normen. Tusinder, endda millioner, af mennesker er vidner til hårrejsende menneskelig adfærd hver eneste dag på nettet, men hvor mange af os gør noget ved det?

Noget tyder på, at vi har et alvorligt problem med betydningen af sociale signaler og den magt, de har over os. De kan alvorligt påvirke vores evne til rationelt at tage stilling, beslutte os og handle. Både online og offline.

Artiklen blev oprindelig bragt på The Conversation (på engelsk).

Oversættelse: Christoffer Zieler

Læs meget mere herom i den netop udgivne bog ‘Infostorms – How to take Information Punches and Save Democracy’, Vincent F. Hendricks & Pelle G. Hansen, New York Copernicus Books / Springer, 2014 (www.infostorms.com, www.facebook.com/infostorms).

uniavisen@adm.ku.dk

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste