I Kinas baghave

I Hong Kong plejer man at sige at semesteret begynder når regntiden stopper. I år passer det nu ikke helt. Luftfugtigheden er stadig omkring de 90 procent og luften lummer og stillestående da de 2.000 nye studerende klemmer sig ind i hovedbygningen på Hong Kong University (HKU). Foran dem venter en nøje skemalagt dag i universitetets gamle ceremonisal.

Først skal de studerende trække i en grøn kappe og rejse sig for en lang procession af rektorer, professorer, dekaner, prisvindende studerende og et farverigt udvalg af vimpler, flag og skinnende medaljer. De lokale er i jakkesæt og slips, skjorter og anstændige nederdele. Enkelte udvekslingsstuderende er mødt op i shorts og ser lidt utilpasse ud med blege ben under den prangende kappe.

Et gammelt Aerosmith-nummer, »Janie’s got a gun,« strømmer ud fra højtalerne under loftet, og der bliver vist film. Hurtige klip af mænd i jakkesæt der klipper røde snore over, et modeshow, et laboratorium og rugbyspillere der kysser en pokal, kører over lærredet. Så stilner musikken af, og en lokal finansfyrste og gammel HKU-studerende griber mikrofonen.

»Velkommen til de bedste år i jeres liv,« smiler han ud til salen. Så hæver han stemmen. »Det er nu I skal gribe muligheden og holde op med at være generte!« Han beder dem om at se sig omkring. Hver tiende af de nye studerende er ikke fra Hong Kong, fortæller han dem, men fra resten af Asien, Europa eller USA. »Det garanterer ikke længere succes at begrave hovederne i bøger inde på biblioteket,« fortsætter han. »I skal blive globale spillere, og det kan I hjælpe hinanden med at blive her.« Der klappes højt, og de studerende skæver til velkomstbrochuren for at finde næste punkt på programmet.

De kommer til at høre budskabet mange gange endnu. Globalisering er et tilbagevendende tema i intro-ugen på Hong Kong University – og med god grund. Universitetet har ry for at være det bedste i regionen, og i de seneste år er Hong Kong endda begyndt at vise vejen for massive universitetsreformer på fastlandet. Den kinesiske regering bruger for tiden enorme summer på at bygge nye universiteter og forbedre deres gamle. Målet er klart: Kina vil øge antallet af studerende og undervisere fra udlandet og blande sig med de bedste europæiske og amerikanske universiteter. Og målet lader endda til at være inden for rækkevidde.

Trylleklub og våbenforening
Flere kinesiske universiteter, særligt dem i storbyerne Beijing, Shanghai og Hong Kong, er i de seneste år klatret op ad hitlisterne. På London Times’ top-20 liste over de hundrede bedste universiteter – det nærmeste man kommer en officiel målestok – står der nu tre asiatiske bynavne: Tokyo, Singapore og Beijing.

Som en række andre universiteter i resten af Kina tog Hong Kong University også endnu et spring opad i år, fra en 31. til en 23. plads. Og skønt det ikke kan ses fra USA’s solide otte pladser ud af listens ti bedste, er taberne faktisk de amerikanske universiteter. Fra at aftage en fjerdedel af verdens 2.5 millioner internationale studerende i 2000, fik USA kun en femtedel i 2004, og tendensen fortsætter.

Men hvad er det så de kan i Hong Kong som resten af Kina efterligner for tiden? Hvordan er det at være studerende på Hong Kong University, forbilledet for de nye kinesiske universiteter? For at svare på det må vi tilbage til klippen midt på Hong Kongs centrale ø som tyve store bygninger, omgivet af klynger af palmer og tropiske træer, klynger sig til. Efter velkomsten i hovedbygningen smutter de studerende videre til flere ceremonier og flere taler på de forskellige fakulteter. Men først skal de gennem en lang korridor, flankeret af rækker af borde, farvestrålende skilte og smilende kinesere med brochurer i hænderne. Det er et lille udvalg af de mere end 100 studenterorganisationer der i semestrets første måned er i offensiven for at hverve nye medlemmer.

Her er selvfølgelig et studenterkor, en debatklub, sportsforeninger og forskellige slags karrierenetværk. Men her er også en latinklub, en fransk forening, en fiskeklub og en klub for fuglekiggere. Ved et bord står tre fyre i hvide skjorter og blander spillekort så de fyger gennem luften. Det er medlemmer af Magic Club, universitetets trylleklub. Over et andet bord hænger der maskinpistoler af plastic og store camouflagenet. Det er Students Weapons and Tactics Organisation som mødes tolv timer på søndage for at lege krig og snakke strategi. Det koster 100 kroner at være med, men så følger der også et medlemskort med foreningens våbenskjold med. Konkurrencen mellem klubberne er intens:

De første to uger modtager en ny studerende omkring 200 e-mails med særtilbud og invitationer til koncerter og grillfester hos dem. Efter mødet med studenterklubberne og fakulteternes velkomst er det blevet tid til frokost. Der er en række restauranter og cafeteriaer (endda en Starbucks café!) på campus, men mange af de studerende indtager alle måltider hjemme i kollegiets spisesal. De fleste bor på et tomandsværelse i de første studieår og bliver tæt knyttet til kollegiet og deres sambo. Der er et væld af sportskonkurrencer mellem universitetets ti forskellige kollegier, og når gamle studerende mødes til en stor fest hvert år, er salen delt ind ti afdelinger, hver med eget banner og slagsange.

For verdensfredens skyld
Netop sammenholdet som klubberne og kollegierne skaber mellem de studerende, er særligt for de kinesiske universiteter. Det mener i hvert fald Albert Chau, de studerendes dekan på Hong Kong University.
»Klubberne er en meget kinesisk ting,« forklarer Chau fra sit kontor, hvor der er udsigt til de slanke højhuse uden for campus.

»Mange af vores studerende kommer langvejs fra, og det er vigtig at de føler sig som en del af et fællesskab fra begyndelsen. Det kan være svært på et stort universitet, men det hjælper med foreningerne og kollegierne.«

Fællesskabet kan være ekstra vigtigt for de kinesiske studerende der ofte ikke er mere end 18 år når de begynder på universitetet. De kommer direkte fra gymnasiet og en undervisningsform som ikke ligefrem opmuntrer til selvstændighed. Det kinesiske skolesystem er gennemsyret af en oldgammel tradition for udenadslære hvor eleverne messer alt fra grammatik til geografi og matematiktabeller indtil det sidder fast. Også det bliver der ganske vist lavet om på for tiden hvor de største kinesiske byer har reformer af grundskole og gymnasier på vej.

Men mange kinesiske universitetsstuderende har stadig brug for lidt tryghed, et fælleskab midt i deres nyvundne kritiske selvstændighed, forklarer Albert Chau. »Og så er engelsk jo heller ikke deres modersmål, og al undervisningen her på stedet foregår på engelsk. Det kan også være en grund til at de studerende fra udlandet siger mere i timerne.« Hong Kong University har været engelsksproget siden stiftelsen i 1911, men i de seneste år er fastlandet begyndt at følge trop.

I dag kan man flere steder i Kina tage en fuld kandidatgrad uden at behøve tale andet end engelsk. Kina bruger omkring 0.5 procent af sit BNP på videregående uddannelse, men andelen skal helt op på fire procent om to år. Til sammenligning bruger USA 2.7 og EU 1.1 procent af deres BNP på uddannelse. En stor del af den kinesiske satsning går til at hyre nye kræfter fra udlandet. På et højt profileret universitet i Beijing kan en nyuddannet akademiker allerede tjene en million kroner årligt. Hong Kong University konkurrerede hovedsagligt med amerikanske og europæiske universiteter for ti år siden, ifølge Albert Chau. Men i dag er det først og fremmest de andre kinesiske universiteter man skæver til.

»Det går meget, meget hurtigt derinde,« siger Chau og gestikulerer i retning af palmerne og grænsen til fastlandet 20 kilometer borte. »De har ikke bare flere penge end nogensinde, men også en større pulje af meget talentfulde studerende. Kina er et stort land. Der bor 1.4 milliarder mennesker. Tænk over det. Hvis bare én procent af en årgang er dygtig, er det stadig rigtig mange mennesker.«

Det er nu stadig vigtigt at de kinesiske universiteter får flere studerende fra udlandet, mener han.
»Siden 1980’erne har asiatiske studerende været i USA og Europa for at lære om den vestlige verden. Nu er de vestlige studerende begyndt at komme til Kina og lære om Østen, og det er rigtig godt for os alle sammen. I sidste ende er det jo godt for verdensfreden!« griner han, bevidst om ordenes omfang. Så finder han igen en alvorlig mine. »Men jo, det fremmer jo den fælles forståelse når vi kan se tingene fra den andens perspektiv. Vi undgår stereotyper og misforståelser på den måde. Men der er langt fra balance i regnskabet, og jeg håber meget at endnu flere unge vil rejse østpå.«

Mulighedernes land
Antallet af internationale studerende synes at være et klart succeskriterie for de asiatiske universiteter. Malaysias regering sigter efter at have 100.000 udlændinge indskrevet på deres universiteter ved indgangen af 2010 – en fordobling af det nuværende antal. Men med sin overrumplende økonomiske udvikling og nye åbenhed mod Vesten er det Kina som har placeret sig forrest i det asiatiske felt. Albert Chau fortæller at mens Hong Kong University plejede at være attraktivt på grund af sit internationale miljø og byens hurtige forretningspuls, er det i dag særligt interessant fordi det ligger i Kinas baghave.

Elisabeth Tran og Stine Brøndlund Hansen, udvekslingsstuderende fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, giver dekanen ret. »Hong Kong ser godt ud på CV’et i dag,« bliver de enige om mens de nipper til hver deres kolde Frappucino på Starbucks-caféen. »Australien og New Zealand er mere populært hos mange studerende, men sammenlignet med Kina lugter det for meget af badeferie,« mener Elisabeth Tran, som har planlagt semestret i Hong Kong i de sidste to år. De har begge valgt blødere kurser om kultur og samfund som København ikke kunne tilbyde dem. Et forløb hedder for eksempel ’Konfliktløsning’, et andet handler om Kinas menneskerettigheder. Undervisningen er først og fremmest god fordi den er fleksibel, mener de.

Elisabeth og Stine kan selv sammensætte deres skema og bestemme emnet for de fleste afleveringer. De har også planer om at besøge kinesiske landsbyer og et børnehjem for at krydre teorien med lidt praktisk erfaring. »Man kan vel godt sige at det er en slags almendannende ophold vi er ude på,« siger Stine Brøndlund mens hun laver gåseøjne med fingrene. »Men vi kommer alligevel hjem med noget særligt i bagagen, det er der ingen tvivl om.«

Lidt længere nede ad skrænten, for foden af universitetets hovedbygning, står et andet eksempel på Kinas nye tiltrækning med en stak papirer under armen. 20-årige Bae Hyo Un er fra Sydkorea hvor der er høj arbejdsløshed, og mange unge søger til udlandet. Efter gymnasiet stod Bae’s valg mellem et universitet i USA eller Australien hvor hun kunne blive god til engelsk, eller et i Kina hvor hun ville have en bedre chance for at blive og arbejde bagefter. Det endte med at blive Hong Kong fordi hun her havde en chance for at gøre begge dele. »Kinas økonomi er i udvikling, og der er mange muligheder herovre, næsten uanset hvad man studerer,« siger Bae der selv læser socialt arbejde på andet år og gerne vil arbejde med fattige børn når hun bliver færdig. »Måske er det lidt som USA plejede at være – mulighedernes land,« slutter hun.