I Læseforeningen lærer man at læse af lyst

Med en rolig, monoton stemme læser Sigrid Storm Nielsen højt fra en tekst, mens tre unge omkring hende følger med på papir og bladrer synkront. Tekstuddraget handler om en datters relation til sin mor og efter nogle minutters læsning, gør oplæseren holdt for at spørge, hvad gruppen har bidt mærke i.

»Nu ved jeg jo ikke, hvor gammel fortælleren er, men det virker som et meget pubertært forhold,« byder Emil Rasmussen ind. Han skal i gang med sin kandidat i Litteraturvidenskab på KU, men i dag omringet af træer, gravstene og fuglesang på Assistens Kirkegården på Nørrebro læser han uden facitliste og præstationskrav sammen med andre læselystne studerende. De er alle deltagere i en af de læsegrupper, Læseforeningen arrangerer rundt omkring i Danmark.

»Hvor ser du det?« spørger Sigrid Storm Nielsen, og hele gruppen diskuterer konkrete ordlyde og generelle forældrerelationer. Alle kan de genkende dele af det, de har læst, fra deres eget liv.

Oplæsningen fortsætter, og rundt om fortællingen spiser folk småkager, drikker kaffe og plukker små bellis. Pludselig går en sky for solen, og tunge regndråber lander på papirerne, så blækket løber ud på siderne. Alle farer op og hjælpes ad med at rykke læsegruppen ind under et gammelt bøgetræ.

»Så kom regnen selvfølgelig,« griner Sigrid Storm Nielsen, og under bøgens brede, beskyttende blade genoptages læsningen.

Præstationsfri læsning

I dag er de fire, men andre gange har de været op til otte, og hver mandag eftermiddag mødes de på den gamle kirkegård for at læse sammen. Sigrid Storm, der til daglig er studerende, er gennem Læseforeningen blevet uddannet læseguide, og det er hendes opgave at udvælge ugens tekster, læse dem højt og stille spørgsmål undervejs.

»Det er en særlig måde at læse litteratur sammen på. Meningen er at skabe et præstationsfrit rum, hvor man kan sige lige det, man kommer i tanke om, og dele sine erfaringer, tanker og følelser. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert,« forklarer hun, mens de resterende lytter.

»Jeg kan virkelig godt lide at tale om tekster, og det her er en anden måde at gøre det på, end jeg er vant til fra studiet,« supplerer Emil Rasmussen. »Det er mere frit, så jeg prøver at lægge mit studie fra mig og bare læse teksten for tekstens skyld uden nødvendigvis at analysere den.«

Mødets øvrige deltagere er også under uddannelse, for lige netop Sigrid Storm Nielsens læsegruppe er kun for studerende. Hun fortæller, at den blev oprettet som et modsvar til de dystre trivselsundersøgelser på landets uddannelsesinstitutioner.

»Der er mange studerende, der virkelig mistrives og lider under alle de her krav og forventninger. Hver gang de læser noget, er det i en eller anden præstationskontekst, så meningen med læseforeningen er at give dem en pause og et pusterum og en måde at have meningsfulde samtaler, der ikke handler om at vise, hvor klog man er.«

»Det er virkelig rart at bruge sit hoved på en anden måde,” tilføjer Frederikke Lohmann, der er med i læsegruppen for anden gang. »Jeg føler altid, at jeg lærer noget nyt.«

Fra A til digt til B

Da den sidste side er vendt, afslører læseguiden, at tekstuddraget er fra Stine Pilgårds debutroman ’Min mor siger’. Hverken titel, forfatter eller årstal er angivet, fordi alle skal have så direkte adgang til teksten som muligt.

»Man behøver ikke at have noget forhold til litteratur for at være med. Det er tænkt som et lille åndehul på din vej fra A til B, hvor du lige kan smutte ind på vejen og sidde og læse i halvanden time, og så kan du gå videre med din dag,« siger Sigrid Storm Nielsen, og de fremmødte når at snakke lidt om eksamener og hverdagsstress, mens nye papirer går på omgang.

Meningen er at skabe et præstationsfrit rum, hvor man kan sige lige det, man kommer i tanke om, og dele sine erfaringer, tanker og følelser.

Sigrid Storm Nielsen

Nu bliver digtet ’Spørg mig om mit liv’ læst højt. To gange kommer gruppen igennem det, før snakken falder på digtets stemning og på overgangen fra barn til voksen. Sigrid Storm Nielsen slår ned på et specifikt vers og spørger, hvornår deltagerne første gang følte sig voksne.

»Jeg tror, at det for alvor slog mig, da jeg på egen hånd skulle hænge lamper op i min lejlighed,« griner Frederikke Lohmann. Snakken går på at være voksen uden at føle sig som voksen, og hurtigt går eftermiddagen på hæld.

Til slut beder Emil Rasmussen om selv at læse teksten højt. Han artikulerer tydeligere og langsommere end den forrige oplæser, og digtet tager en helt ny form.

»Jeg kan allerbedst lide poesi. Der er så mange forskellige læsninger,« siger han, og med de ord og med digtets strofer stadig rungende i hovedet bryder gruppen op. Regnen er stilnet af, og alle skal videre med deres dag.