I perversionen bor et menneske

På et grundlæggende plan handler filmen Shame om den flotte og succesfulde Brandon, der tilsyneladende lever et almindeligt liv på Manhattan. Men hurtigt bliver det klart, at Brandons tilværelse ikke er så glatpoleret som den umiddelbart ser ud. Bag facaden er Brandon dybt afhængig af sex og ude af stand til at indgå i intime relationer. Seksuel forløsning er hans eneste mål. Da lillesøsteren Sissy pludselig invaderer hans lejlighed og hverdag, bliver Brandon udfordret både følelsesmæssigt og i sine krampagtige hverdagsrutiner. Deres forskelle og konfrontationer bevæger dem begge ud i det ekstreme.

På et overordnet plan reflekterer filmen over de forskellige måder mennesket kan være til stede i verden på. Hvordan skal mennesket håndtere sin angst og hvad betyder det at ligge under for nogle kræfter, der går hinsides den rationalitet, vi ellers er så glade for, at læne os op ad.

Uafbrudte følelser

Judy Gammelgård og jeg sidder i Grandteatret og er lige så propfyldte af filmen, som caféen er af mennesker. Shame er en film der skal fordøjes i kroppen. Alligevel er der ingen tvivl om vor umiddelbare og samstemmige reaktion; Sikken fantastisk film! Der er især et væsentlig element, som Gammelgård har hæftet sig ved.

»Filmen dvæler ved stemninger og billeder, på en sådan måde, at man som tilskuer virkelig lever med, uden at blive afbrudt i en følelse,« fortæller hun.

Denne selvsikre ro, der insisterer på at holde fast i det helt langsomme, tillader de små detaljer i ansigterne at komme til syne. Gammelgård forklarer;

»Skuespilleren Michael Fassbender får vist den fuldstændig suveræne evne han har til, at bruge de små nuancer i sit ansigtsudtryk for at give os et indtryk af, hvad han gennemlever. Som når han i starten af filmen ligger i sengen og kamera observerer ham ovenfra, fornemmer jeg en reell udvikling i hans ansigt.«

Indsigtsfuldt skildret

Gammelgård er psykoanalytiker. At arbejde med kunst- og kulturudtryk som objekt for analyse, er en anerkendt måde, at anvendte psykoanalysen på. Særlig driftslivet har været genstand for koblingen mellem film og psykoanalyse. Og i forbindelse med Shame, er det oplagt at bringe driftslivets betydning på banen. For Brandon har jo et helt særligt et af slagsen.

»Brandons seksualdrift er fuldstændig fraskåret fra alt andet i hans liv. Og netop dette er meget indsigtsfuldt skildret. Det er det, det betyder, at være i sine drifters vold. At driften stræber mod sit eget mål, tilfredsstillelsen, uanset hvad personen – der er et vedhæng til driften – ellers ønsker og begærer,« forklarer psykoanalytikeren.

»Brandon siger på et tidspunkt i filmen, at han i ’agten’ er alene med sin følelse. Det er ham og følelsen. Det er ikke ham og et andet menneske. Seksualiteten er overhovedet ikke noget relationelt for ham.«

At agere sine følelser ud

Brandons repetitive hverdagsrutiner bliver forstyrret ved Sissys ankomst. Hun er kærlighedshungrende og nærhedssøgende. På mange måder en regulær modsætning til Brandons indelukkede og uudtalte følelsesliv.

»Når søsteren Sissy kommer ind i billedet, så appellerer hun til en medfølelse i Brandon, som han trods alt har. Men den er korrumperet af hans drift, som har overtaget – også på det psykiske plan – og gjort ham til en afstumpet person.«

»Men ved at Sissy gentagende insisterer på denne medfølelse og Brandon er ude af stand til, at nå hende der, så skubber hun ham samtidig ud i aggressionen,« siger Gammelgård.

Det er invasionen af den trængende og egocentrerede Sissy, som udfordrer Brandons skjulte handlingsmønstre og sætter bevægelse i historien.

’The Private Madness’

McQueen har ikke valgt nemme løsninger. Filmen insisterer på historiens og menneskets kompleksitet. Som Gammelgård formulerer det;

»Shame er en meget nuanceret film. Den skildrer Brandon som en uhyre sammensat person og antyder det, vi på fagsprog kalder ’The Private Madness’; det at være i stand til at være en respekteret mand og leve et socialt liv – endda et tilsyneladende succesfuldt liv – og så alligevel besidde en fuldstændig asocial egenskab, som hans seksualitet er.«

På trods af, at Brandon er følelsesmæssigt afstumpet og underlagt sin destruktive seksualitet, så er han ikke en usympatisk karakter – tværtimod sidder man tilbage med en gennemgribende følelse af, at han repræsenterer noget menneskeligt. Vi forstår ham.

Perversion for at reducere angst

»Brandons drift har perverteret sig og isoleret sig fra manden selv. Set fra dens, altså driftens, synspunkt er målet lyst. Men set fra personens synsvinkel, er det snarere tale om, en måde at dæmpe angst på. Det, der resulterer i denne form for spaltning mellem driften og personen, driften og moralen, er det der fremkalder skam hos Brandon.«

Det er interessant. Gammelgård påpeger skamfølelsen, som har lagt navn til titlen, men der er altså en hårfin balance mellem Brandons angst og hans skam. Angsten får ham ud i perversionen, som igen efterlader ham med en skamfølelse, fordi driften vinder over rationaliteten. Det er en cirkel. Gammelgård fortsætter:

»Alle former for perversion kan kendetegnes ved, at personen forsøger at reducere sin angst. Men set fra driftens synspunkt handler det kun om én ting; lystopnåelse. Der helliger målet midlerne. Driften er totalt asocial. Filmen er en vanvittig god skildring, af spaltningen i menneskets seksualliv mellem den sociale relationelle erotik og det driftsliv, der ikke lader sig tæmme ind i en socialitet. På den måde tror jeg sådan set, at filmen skildrer en ret almen menneskelig problemstilling, selv om vi sjælden oplever det så rendyrket og perverst som i denne film.«

Kan man komme hinsides drifternes vold?

Shame giver ingen klare svar. Heldigvis. For virkeligheden byder heller ikke på nemme løsninger når det gælder menneskets evne til at ’kureres’ for perversioner.

»Filmens åbne slutning stiller spørgsmålet, om hvorvidt man kan komme hinsides at være i drifternes vold? Kan man forandre sig? Som psykoanalytiker tror jeg, at man kan, men perversion er noget af det sværeste at blive helbredt fra.«

Jeg spørger Gammelgård, om hun synes det er en tidstypisk historie; den vellykkede mand der er splittet mellem sit driftsliv og det civiliserede samfund. Tværtom, mener Judy, den forestilling er ikke typisk for nutiden, hvis det er det, jeg mente. Og det var det. Hun uddyber;

»Jeg tror mænd igennem tiderne har måttet kæmpe med, at få deres driftsliv til at harmonere med deres kærlighedsliv. På den måde overskrider filmen et portræt af noget tidstypisk. Alligevel tror jeg det er sjældent, at man får et så stærkt indblik i denne konflikt inde fra menneskets psykologi, som man gør i denne film. Og netop dét er antagelig tidstypisk; at skildre emnet på denne måde.«

Filmen er såre menneskelig

Vi skal til at afslutte, men det er lige en sidste ting vi skal runde, inden det endelige punktum kan sættes. For det er noget helt særligt filmen kan, der gør at man som tilskuer føler sig opløftet og beriget af filmen, selv om den skildrer en trist skæbne.

»Det er en smuk film, fordi den er så nuanceret menneskeligt,« siger Gammelgård. »Instruktøren er begavet god til at være sympatisk med alt menneskeligt. Det kender jeg godt i mit arbejde som psykoanalytiker, at fordi man får fat i alle nuancer i et menneskes liv, så kan man finde sympati i næsten et hvert menneske, uanset hvad. Shame er et eksempel på dette. Vi genkender os i filmen og karaktererne, og føler sympati på trods af, at den er brutal. Den er såre menneskelig.«

Og dér ligger hovedessens i denne fantastiske film. Ud over at være mesterligt fortalt, formmæssigt genial – billede og lyd ånder med hinanden – selvsikkert dvælende ved detaljerne, så er karaktererne så komplekst skildret i alle sine psykologiske nuancer, at den får menneskelige skæbner løftet op på et universelt plan, så de vedkommer alle, selv om de er ekstreme. Det er såre menneskeligt.

Shame har premiere den 8. marts og vises i biografer over hele landet.