I slavernes og iværksætternes fodspor

En sommerlørdag har 30-35 mennesker har samlet sig ved ankeret i Nyhavn for at tage på historisk byvandring i Frederiksstaden. Umiddelbart en hyggelig fridagssyssel med opbyggelig nationalromantik.

Men byvandringsprojektet med det sigende navn ‘Another Copenhagen’ er faktisk tænkt som et kritisk korrektiv til de rød-hvide glansbilleder. I stedet for kongerækken, palæer og danske helte føres de fremmødte ’i slavernes fodspor’ til et dunkelt kapitel af Danmarkshistorien: Vores fortid som slavenation med grumme dødsrater på slaveskibe, husnegre og menneskehandelsformuer, der var med til at finansiere det København, vi i dag stolt viser frem.

Til trods for denne kritiske agenda er projektet blevet en succes. Hvad der i 2010 skulle have været seks omvisninger nærmer sig de 50, hvilket har affødt både omtaler i Politiken samt begejstrede anmeldelser i DR2’s Smagsdommerne. Og nu en ny sæson med flere byvandringer.

Fra specialekontor til gadeplan

Another Copenhagens udgangspunkt var ikke en gennemarbejdet kalkule, fortæller projektets bagmænd Martin Voola og Anders Olling, cand.mag.’er i henholdsvis Medievidenskab og Moderne Kultur.

»I forbindelse med Anders’ speciale, der handlede om, hvordan kunst kan skabe offentlig interesse for oversete emner, begyndte vi at snakke om, at man selv kunne gøre sådan noget på gadeplan,« siger Martin Voola.

Anders Olling fortæller, at de i begyndelsen var interesserede i et italiensk kunstner, der satte alternative mindeplader op, som satte fokus på de ’glemte’ historier, forskellige byrum gemte. »Men vi blev enige om, at fremgangsmåden ikke var interessant for os. Problemet er netop, at man ofte møder den slags med ligegyldighed.«

Denne type overvejelser førte Another Copenhagen mod byvandringsformen. »Den giver os muligheden for at uddybe, hvorfor historien ikke er noget, man bare kan trække på skuldrene af. Har man valgt at deltage på en tur, er man jo nødt at lytte til os,« siger Anders Olling.

Ind i kulturkampen

Med slavevandringerne vil Another Copenhagen slå et slag i den igangværende danske kulturkamp.

»Vi vil gerne rykke ved forestillingen om, at alt der er rødt og hvidt automatisk er entydigt positivt og det udanske entydigt negativt. Og her er slaveriet oplagt, for der indtager vi rollen som bad guys,« siger Anders Olling.

»Det er en mulighed til at reflektere over politiseringen af fortiden,« indskyder Martin Voola. »Vores mål er ikke netop at gøre danskerne til ’de onde’, eller at man skal skamme sig over at være dansk. Men ved at påpege hvordan mindre flatterende aspekter er blevet ’pillet ud’, viser vi, at historien altid er konstrueret – og forhåbentlig er det med til at få folk til at tænke over, hvordan og til hvad, den nationale fortid bliver brugt.«

Direkte adspurgt erkender de to grundlæggere dog, at Another Copenhagen også selv er en aktiv part i den politiske kamp om fortiden. Men de afviser samtidig, at det er et problem for projektet – netop fordi de ikke forsøger at skjule denne dagsorden.

Ifølge dem skal Another Copenhagens egentlige svaghed lokaliseres et andet sted, som illustreres, når man iagttager dagens deltagere. Alle – fra universitetsstuderende i RayBans til gymnasielærertyper i sundhedssandal m/ uldsok – passer fint ind i et velmenende DR2-segment.

»Folk der deltager, sympatiserer på forhånd med projektet. På den vis prædiker vi for de frelste,« siger Anders Olling, og pointerer hvordan den eneste deltager, som hidtil har reageret kritisk, blev tysset på af de andre fremmødte.

Øjenhøjde og held

Men formuleringer om historiens konstruerede karakter kan også forekomme lige studentikose nok. Og det har de to akademikere måttet erkende.

»Vores nuværende manuskript er meget anderledes end det oprindelige. Vores erfaring har lært os, at man er nødt til at være i øjenhøjde med publikummet. Og det var vi ikke starten, når jeg stod og klogede mig om tidlig globalisering. Nu går vi meget mere efter den gode anekdote for eksempel.«

Men en ting er politiske og akademiske overvejelser, en anden ting er at føre den gode ide ud i livet. Efter ideen var fostret, tilmeldte Martin Voola og Anders Olling sig derfor Det Humanistiske Fakultets ‘Iværksætter-værksted’.

»Det gav os først og fremmest en kontinuitet i arbejdet, fordi vi skulle være der hver uge,« siger Anders Olling.

De største hurdler blev at indsamle den nødvendige viden om emnet og herefter begrænse det igen efter parolen ’kill your darlings’. Det praktiske fyldte mindre:

»Faktisk skal der ikke så meget til, og det havde vi jo heller ikke penge til. Udover udformningen af det rent indholdsmæssige, hvor vi lavede nogle prøveture, fik vi produceret en halvgrim hjemmeside. Og så udsendte vi en pressemeddelelse, som vi pushede så godt vi kunne,« siger Olling.

Den minimale stratege virkede: I hvert fald modtog de beskeden, at Politiken gerne ville kigge forbi en prøvetur og skrive en reportage til iByen. Da den kom på nettet, var der pludselig udsolgt til den første tur. De to indrømmer, at de har været heldige.

Herefter ligner det en lille humaniora-succeshistorie. For foruden interesse fra publikum og presse har projektet medført flere opgaver til Another Copenhagen med etablerede samarbejdspartnere som Center for Kultur og Udvikling og kulturfestivalen Golden Days. Sidst i august indledes således en ny byvandring – ’Den arabiske spadseretur’ – om arabiske spor i København, og senere på året går turen til Nørrebro og spørgsmålet om kvarterets gentrificering.

Nike ik’!

Lidt malurt drysses dog i bægeret, når et grundlæggende spørgsmål fra den virkelige verden trænger sig på: Hvordan med økonomien?

»Gjorde man det fuldt ud med byvandringer hver dag i sæsonen, kunne det ca. dække én fuldtidsstilling,« siger Martin Voola, men slår også fast, at det aldrig var hensigten. Både han og Anders Olling arbejder ved siden af Another Copenhagen. »Vi opfatter det mere som et både økonomisk og etisk supplement til de opgaver, man ellers påtager sig for at skaffe den månedlige indtægt. Og så er det en måde at bruge vores uddannelsesbaggrund direkte på.«

Derfor tøver de heller ikke med at anbefale andre humanister at kaste sig ud i slige projekter. »Det lyder plat. Men har man ideen, skal man bare gøre det.«

Og man skal ikke nødvendigvis med at vente til, man er færdig med sin uddannelse. »Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke gjorde den slags, mens jeg var studerende» siger Anders Olling, »via SU’en har man allerede en fast indkomst – og det ville være en spændende måde at udvikle sin akademiske faglighed på.«

En yderst opbyggelig opfordring at slutte historien af på. Men efter at notatblokken er blevet lagt væk, og snakken ikke undgår at falde på mindre opløftende emner som den hårde konkurrence på jobmarkedet og at lægge søvnløs over mangel på freelance-opgaver, kommer iværksætterne i tanke om enkelt ting mere. Anders Olling griner: »Vi var faktisk blevet enige om, at vi gerne ville citeres for, at vi var eksempler på, at der trods alt er håb for det humanistiske proletariat.«

uni-avis@adm.ku.dk