I universitetets hænder bliver specialet en dødfødt baby

Mange studier på Københavns Universitet har gennem årene sparet specialeforsvar væk, og de studerende er overladt til blot at aflevere deres specialer og blive kandidater, uden nogen opdager det.

Christian Baun er kandidat i Litteraturvidenskab. Han afleverede sit speciale om (sen)moderne brevromaner den 15. august 2011 og modtog et eksamensbevis et halvt år senere. Han ved ikke rigtig, hvornår han kan siges at være blevet kandidat. Et sted midt imellem de to datoer, måske.

Fra begyndelsen har han været indforstået med, at der ikke ventede et specialeforsvar for enden af kandidatstudierne. En betingelse, han kan forlige sig med. Men han ærgrer sig over, at instituttet heller ikke på anden vis vælger at markere og gøre brug af den væsentlige viden, specialerne indeholder.

Specialets agoni

»Det er rigtig ærgerligt, at det ofte kun er ens vejleder og censor, der forholder sig til den forskning, man som studerende bedriver. Man bruger enormt meget tid på at skrive et speciale, og alligevel ender det bare på en støvet hylde på Det Kongelige Bibliotek,« uddyber Pia Mejdahl Daugbjerg, som er kandidatstuderende på Statskundskab.

Hvis specialet ikke bliver publiceret eller yderligere bearbejdet i et ph.d.-projekt, vil det på de tørre fag i de fleste tilfælde blive liggende ulæst på bibliotekshylden. Og det er netop det, der irriterer Christian Baun:

»Specialet er en død sild. Det er levende i undfangelsen og i skriveprocessen, men ved afleveringen har det en tendens til at blive dødfødt.«

Der mangler ganske enkelt et samarbejde, den indsamlede viden efterfølgende kan indgå i, mener han. Værkets indhold og potentiale går tabt, når det ender i et arkiv, ingen studerende har umiddelbar adgang til.

Forsøg på førstehjælp

For hvad er viden værd, når den ligger og samler støv i en hengemt bibliotekssektion? Ikke særlig meget, men det skal den heller ikke have lov til, hvis man spørger de studerende, der i stedet har taget sagen i egen hånd.

Når universitetet ikke formår at holde specialerne i live, må de studerende nemlig selv stå for at give hinanden og deres opgaver kunstigt åndedræt. Med det formål har Christian Baun og Pia Mejdahl Daugbjerg skabt hver deres specialeklub.

»Det er første forsøg på at etablere noget, der kan italesætte og afhjælpe de problemer med videndeling, faglighed og specialer, som universitetet har,« forklarer Christian Baun.

I maj afholdt han og alumneforeningen IKK Alumne for første gang det, der skal blive en tilbagevendende specialeaften med fokus på diskussion af faglighed og videndeling mellem instituttets studerende. Her præsenterede tre nye dimittender fra tre uddannelser under Institut for Kunst- og Kulturvidenskab deres specialer.

Livgivende folkeoplysning

Pia Mejdahl Daugbjergs initiativ sigter bredere. På nørrebrokollegiet Studentergården har hun planer om en gang om måneden at samle beboere og udefrakommende i en nyoprettet specialeklub. En dimittend per gang fremlægger sit speciale, hvorefter tilhørerne opfordres til at diskutere oplægget og specialets pointer.

»Her bor en masse studerende, som kommer fra en masse forskellige fag, og hvis man kan være med til at mangfoldiggøre noget af al den viden, der findes på stedet, ville det være meget smukt,« siger Pia Mejdahl Daugbjerg om sine bevæggrunde for oplysningsprojektet.

Specialeklubben er for alle studieretninger og fagligheder og kan for en aften kalde den enkelte specialeskribents viden til live, idet den på ny bliver talt om og debatteret. Samtidig kan klubben give de øvrige medvirkende større indsigt i andre studerendes forskning – og i hvad der sker andre steder på universitetet.

Ofre for dårlig isolering

For Christian Baun er den fagligt funderede videndeling i højsædet, da den kan motivere og inspirere på tværs af årgange og have stor indflydelse på, hvor gode kandidater universitetet i sidste ende producerer.

Han efterlyser derfor, at man i højere grad prioriterer at hjælpe til med at give opgaverne liv og facilitere interaktion mellem de studerende som videnspersoner. Med øget interaktion kan både de studerende og universitetet nå nye højder. Lige nu bevæger udviklingen sig imidlertid i den forkerte retning:

»Jeg er generelt bekymret for det, jeg kalder varmetab. Isoleringen på instituttet mangler simpelthen,« vurderer han. At specialeviden går tabt, fordi den får lov at blive glemt, er synd og skam – og helt unødvendigt.

»Universitetet må kunne skabe et system, der kan holde på viden og de ressourcer og kompetencer, der findes i de enkelte studerende og i deres opgaver og specialer og engagement.«

Så længe specialerne syltes, har de potentielle, positive sidegevinster ikke mulighed for at træde frem. Dét er kreperligt – for specialernes forfattere såvel som universitetet.

uni-avis@adm.ku.dk