»I virkeligheden er de endnu værre«

The Ides of March handler om den unge og idealistiske Stephen Meyers (Ryan Gosling), der arbejder som pressemedarbejder for Guvernør Mike Morris (George Clooney). Filmen følger dagene op til det afgørende primærvalg i nøglestaten Ohio, hvor Mike Morris kæmper for at vinde pladsen som demokraternes præsidentkandidat. Stephen og kampagnelederen Paul (Philip Seymour Hoffman) er overbeviste om, at Mike Morris er den rigtige mand for USA – en mand, det er værd at kæmpe for.

Men når rivalens kampagneleder Tom Duffy (Paul Giamatti) ikke er bleg for at bruge beskidte kneb, bliver Stephens idealisme udfordret, og dramaet spidser til.

Magt korrumperer

Peter Kurrild-Klitgaard og jeg sidder i sofaen hos SF Distribution, der har stillet sin biograf til rådighed. Kurrild-Klitgaard er lige landet fra USA hvor han har været til konference. Han følger ivrigt den igangværende hektiske amerikanske valgkamp, selvfølgelig; så fra det virkelige drama, til et fiktivt et af slagsen: Som alligevel er ret realistisk, ifølge professoren:

»Filmen illustrerer rigtig godt, hvordan magt korrumperer. Man starter med nogle idealer, derfra bliver man nødt til hele tiden at tage nye ekstra skridt, der flytter ens grænse for, hvad man kan tillade sig. Og den proces fortæller filmen godt. For sådan er politik. Det øjeblik du har sagt A, må du også sige B,« siger han.

Realisme i detaljerne

The Ides of March er i sær realistisk når det kommer til de bagvedliggende og lidt skjulte facetter ved det politiske landskab, siger Peter Kurrild-Klitgaard:

»De amerikanske toppolitikeres kampagner er utrolig minutiøst planlagt. Det formår filmen at vise på en fin måde, ved at vi for eksempel ser, hvordan debatterne forberedes rent teknisk. Og journalisten Ida (spillet af Marissa Tomey) som lakonisk piller mændenes idealisme fra hinanden og skitserer valgets ubetydelighed for den almindelige amerikaner. Hun er lobbyisten og kynismens stemme.«

Men kynismen har også en central rolle i filmen på et andet plan; den bliver symptomatisk for den udvikling, Stephen gennemgår, fra charmerende idealist til magtliderlig kyniker.

Idealisme på retræte

Stephens personlige rejse fra det, der ligner en politisk ‘uskyld’ til at blive en følelseskold manipulator, er en grundpræmis i filmen, men den er samtidig noget af det, Kurrild-Klitgaard stiller sig lidt kritisk til:

»Filmen skildrer vicekampagneleder Stephen som værende meget idealistisk – i udgangspunktet er guvernøren det også – altså mænd, der er drevet af store idealer. Det er urealistisk. Hvis du først er nået dertil, at du er præsidentkandidat eller kampagneleder, uanset om du er demokrat eller republikaner, så er du allerede langt inde i den beskidte kamp,« siger han »Selv om jeg er udmærket klar over, at det er nødvendigt rent dramatisk. Stephens udvikling er noget af det, der gør filmen interessant.«

Men udviklingsproces eller ej, så mener Kurrild-Klitgaard, at filmen tegner et uforholdsmæssigt sort-hvidt billede af de gode, altså Mike Morris og hans hold, mod de onde, Tom Duffy og hans kandidat Pullman. Selv om det er filmisk effektivt, så stemmer det dårligt overens med den opfattelse, han har, af de politiske aktører:

»I virkeligheden ligner alle medvirkende i det politiske spil mere den kyniske kampagneleder Tom Duffy.«

Skelnen mellem fiktion og virkelighed

Det burde være en kompliment til filmen, at den har formået at lægge sin historie så tæt op ad virkeligheden, at tilskueren føler den er troværdig eller endda repræsenterer en form for sandhed. Men det kan også virke stik modsat, ved at tilskueren begynder at bedømme filmen som om, den har en forpligtelse til virkeligheden.

Og det skal man helst ikke. For The Ides of March er i høj grad fiktion og udgiver sig ikke, for at være andet. Det er et velsmurt drama, der samtidig kan finde ud af, at afdække nogle generelle magtforhold i politikken, som er helt tidløse, mener professoren:

»Historien kunne ligeså godt foregå i 1884. Det her er et shakespearsk drama, hvor ‘nogen’ kæmper over ‘noget’. Selv om der er enkelte Obama-temaer i filmen, så oplever jeg ikke, at den begrænser sig til at handle om nutiden, som sådan,« siger han.

Små utroværdigheder ændrer ikke helhedsindtrykket

Da vi indledte vores samtale om filmen, ytrede Kurrild-Klitgaard lidt skepsis over at skulle bedømme et værk, der handler om noget, han er såkaldt ekspert i.

»Man kan have en tilbøjelighed til at stirre sig blind på småting, som ikke nødvendigvis har den store betydning for, hvorvidt filmen er god eller ej,« sagde han.

Men på trods af den kritik, vi har været omkring i vores samtale, så er der er ikke den store tvivl om, at The Ides of March er en god film. Den er velspillet, underholdende og uforudsigelig. Det sidste er efterhånden er sjældenhed. De små utroværdigheder tilgives hurtigt, fordi de er en del af et større hele, der både kan og så gerne vil fortælle den overordnede historie om politisk magtspil og moralens fald.

Den går vi med på, selv om vi ved, at uskylden i karaktererne er pålagt dem for at give filmen fremdrift. Det gør det nemlig ikke mindre interessant at være vidne til, hvordan idealismen afklædes til ren retorik.

line.hjorth@adm.ku.dk