Ikke flere varer fra ministeriet, tak

Fusionen med Life og Farma har på mange måder været et vellykket projekt som vi som studerende nyder godt af. Men havde det ikke været hensigtsmæssigt hvis ønskerne om fusion udsprang fra universiteterne og ikke ministeriet? At de faglige miljøer havde udset sig nye venner ud fra faglige potentialer i stedet for at beslutningen kom udefra og oppefra?

Ministeriets – skal vi sige – virkelyst, kan i det hele taget mærkes på en række områder. »Vi leverer varen,« som de siger i ministeriet. Og, som man passende kunne svare: »Er I ikke søde at holde op med det!« Hvad der skal forskes i, hvor lang tid det tager at blive en dygtig kandidat, hvordan vores eksamener skal udformes, er alt sammen spørgsmål som studerende og undervisere sammen kan finde de bedste svar på. Hvis det vel at mærke er det faglige niveau, læring og ny forståelse som man prioriterer højest.

(…)

Nedskæringer og betalingsuddannelser

Den først forudsætning for hvilke ambitioner vi kan udfolde her på stedet, er de økonomiske ressourcer. Tusindvis af studerende oplever hvert år at deres uddannelser forringes. At der bliver mindre undervisning, mindre feedback, flere på holdene osv.

Årsagen er årlige nedskæringer. Samtidig bliver kravene til hvad vi som universitetet skal præstere, berettiget højere og højere. Hvad der giver grund til bekymring er kombinationen af disse to tendenser – man kan let antage at der vil komme et punkt hvor institutionerne selv begyndte at se sig om efter alternative finansieringskilder for at kunne leve op til stadig højere forventninger.

Vi ser det måske allerede. De såkaldte Erasmus Mundus-uddannelser hvor de studerende selv betaler op til 50.000 kroner for at deltage, er kommet på dagsordenen. Desværre med en debat om hvorvidt denne praksis teknisk set er lovlig eller ej – og kun hvis den er ulovlig vil ministeriet gribe ind.

Men det er den forkerte diskussion – det interessante må være om det er en politisk ønskværdig praksis. Om betalingsuddannelser er noget vi ønsker at fremme eller begrænse? For den studerende der skal betale 50.000 kroner er konsekvenserne i hvert fald de samme – uanset om praksis er lovlig eller ej.

Hurtigere igennem

Der er opstået en politisk konsensus om at idealer om læring og fordybelse må vige for at få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet. Eller også eksisterer der en idé om at det er fuldt ud muligt at forkorte studietiderne væsentligt uden at det på nogen måde går ud over kandidaters faglige niveau.

Ganske givet er der da også en række områder hvor man kan sætte ind og være med til at give studerende nogle bedre vilkår der gør at vi kan koncentrere os om at studere – og det vil naturligvis give en kortere gennemførselstid. Her tror jeg også det er vigtigt at man er meget opmærksom på den selvstændighed og faglige dybde der gør danske kandidater til attraktiv arbejdskraft.

I modsætning til andre lande bevæger vi os direkte fra universitetet ud i en egentlig jobfunktion. Og det er også med det in mente at det forekommer meget bekymrende når man ud over de positive incitamenter vælger at iværksætte en økonomisk straf til de universiteter der har længere gennemførselstid.

Det giver grund til – uanset faglige omkostninger – at lave foranstaltninger på institutionerne der enten betyder at man kommer til at ’bære’ de studerende over eksamen. Altså at man sætter den faglige bom ned, om man så må sige – eller alternativt at man skiller sig af med de langsomme studerende.

Men måske er der nye toner på vej. I hvert fald er det jo under valgkampen blevet foreslået at studerende skal have lov til at tage mere erhvervsarbejde ved siden af deres studier. Jeg går da i hvert fald ikke ud fra at man forventer at vi både skruer op for tempoet på studiet og på jobbet samtidigt.

Det er også et bemærkelsesværdigt skridt at tage stort set samtidigt med at en ny ph.d.-afhandling bliver citeret i pressen for at påvise at erhvervsarbejde på over 15 timer om ugen har en skadelig indvirkning på studiet. At man består færre eksamener, jo mere man arbejder.