Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
KOMMENTAR
»Sig undskyld, Sander.«
Således hed det i en meget fyldig artikel i Universitetsavisen nr. 2/2011 side 9 i forbindelse med omtalen af nepotisme, som blev afsløret bl.a. i forbindelse med de 30 spørgsmål, som jeg stillede som minister i 2009. Det skete på grund af mistanken om uhensigtsmæssig bevillingspraksis i visse forskningsråd.
Nu er der to af de implicerede forskere, som er så frimodige at bede om en undskyldning. Undskyldning for hvad?
Havde der ikke været belæg for spørgsmålene – og havde forskningsråds-evalueringen og Inge Thygesen-rapporten ikke givet anledning til ændringer af såvel forskningsrådsloven som administrative ændringer, kunne jeg måske forstå de implicerede forskere.
Det er også vigtigt at understrege, at der i forbindelse med formuleringen af de 30 spørgsmål ikke blev anvendt fortrolige oplysninger, da forskernes navne allerede kunne læses på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside, hvilket også er blevet bekræftet i et bilag i Videnskabsudvalget i Folketinget (S 1189/18.februar 2011).
Af artiklen fremgår det, at to af forskerne »vil stille Sander til ansvar«, men det er desværre ikke sket. Jeg vil ikke have spor imod at få prøvet min fremgangsmåde som minister i forbindelse med de 30 spørgsmål og Folketingets efterfølgende enstemmige ændring af forskningsrådsloven.
De to professorers henvendelse til Ombudsmanden havde følgende ordlyd: »Klage over offentlig FORVALTNING (fremhævet af mig) i Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling«.
I en ellers udmærket artikel af Claus Baggersgaard bliver jeg nødt til at korrigere oplysningen om, at jeg havde fået de 30 kritiske spørgsmål fra en anonym kilde. Det er ikke korrekt.
Spørgsmålene blev formuleret af en kreds af forskere, og jeg videregav disse til forkontoret, der sædvanen tro sørgede for, at opgaven blev sat i proces – akkurat som det skete næsten dagligt i mine otte år som videnskabsminister.
Og jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har bedt bestemte personer, udvalg eller råd om at udarbejde svar og notater til mig – aldrig!
Det er også uheldigt, at professor Claus Haagen Jensen til slut i artiklen baserer sit ekspertudsagn på et helt forkert grundlag, idet han er citeret for, »at hverken embedsmænd eller ministre ifølge forvaltningsloven må plante dokumenter som anonyme, hvis de faktisk kender afsenderen«.
Dokumentet med de 30 spørgsmål var absolut ikke anonym: Det var en bestilling fra ministeren – og hvis en minister sammen med partikolleger, organisationsfolk, forskere eller rektorer ikke kan formulere spørgsmål til sit system uden at oplyse hvem, der har siddet med omkring bordet, tror jeg, at der er mange nuværende og tidligere ministre, som har forsyndet sig.
Når jeg synes, at Baggersgaards artikel er interessant, skyldes det også, at den også stiller skarpt på det, som hele sagen måske i virkeligheden drejer sig om – nemlig fri forskning contra strategisk forskning.